Lovende, men ujævnt
Populær
I’ll Be Damned debuterer med et selvbetitlet debutalbum. Det er der kommet en ganske god udgivelse ud af.
2. Fever
3. Drainage
4. Fuck the World (Be Happy)
5. Real Monsters
6. Your Only Home
7. People WHO Hare People (Come Together)
8. Schizophrenic Homos
9. Right for the Money
10. Everything Wiggles
11. Shopping With A Shotgun
12. All Be Damned
Aarhusianske I’ll Be Damned har ikke et særligt fængende navn – der er ganske enkelt ikke meget, der signalerer, hvad for noget musik bandet spiller. Men straks åbningsnummeret ’Believe It’ sætter i gang, er man klar over, at vi befinder os den traditionelle hard rock-genre. Ikke hard rock som i stadionrock, men mere som hard rock på gadeplan.
Det er ganske fornøjeligt at følge I’ll Be Damned gennem debutalbummets 12 sange, hvor der det meste af tiden er gang i den.
Holder ikke helt i det lange løb
Desværre er albummet dog næsten bedst ved første gennemlytning, hvor man fornøjes over den gejst, som bandet lægger for dagen i en række hurtige, rockende og særdeles velproducerede sange, der lægger sig i midterrabatten mellem engelsk punk og amerikansk sleaze metal fra 1980’erne.
Singleudspillet ’Drainage’ er således en hard rocker med et fængende omkvæd, der sagtens kunne give bandet et mindre nationalt hit.
Ved gentagne gennemlytninger svækkes begejstringen dog en anelse. Efterhånden opstår der en følelse af, at man har hørt det meste tidligere gennem D.A.D., da det endnu var et hårdt rockende band. Samtidig havde D.A.D. dengang en noget mere humoristisk tilgang til genren end I’ll Be Damned, der lyder meget alvorlige hele albummet igennem.
Så på trods af ofte gode sange og en fandens masse energi begynder det hele til sidst at være en lidt forudsigelig omgang uden de helt store overraskelser. Samtidig bliver forsanger Stig Gamborg også en anelse belastende at høre på, efterhånden som man kommer igennem albummet, hvor hans vokal bliver mere og mere skinger hen mod slutningen.
Flot produceret
Et stort plus ved albummet er dog den flotte produktion, som Tue Madsen har skabt ved indspilningen i Antfarm Studio i Aarhus. Dette album viser virkelig, at Tue Madsen også magter den mere mainstream del af metallen. Eksempelvis er det superflot ramt i sangen ’Schizophrenic Homos’, hvor det pludselig lyder præcis som glam rock fra 1973, med datidens trommelyd og håndklap.
I’ll Be Damneds debutalbum er altså en lidt blandet oplevelse, hvor der både er gode og mindre gode ting at fremhæve. Når det hele tælles sammen, må det dog konkluderes, at der er mest på plussiden.
Det bliver spændende at følge bandet og se, om det bliver et nyt dansk hard rock-navn med langtidsholdbarhed.