Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra Jolly Roger til skotsk klankamp

Populær
Updated
Fra Jolly Roger til skotsk klankamp

Christopher Bowes har for en tid kastet anker for Alestorms piratskib og er gået i land på Skotlands kyst, hvor han med sit nye ’heroic fantasy power metal’-band Gloryhammer udkæmper en heroisk kamp sammen med sagnprinsen Angus McFife for at befri byen Dundee.

Kunstner
Titel
Tales from the Kingdom of Fife
Distributør
Trackliste
1. Anstruther's Dark Prophecy
2. The Unicorn Invasion of Dundee
3. Angus McFife
4. Quest for the Hammer of Glory
5. Magic Dragon
6. Silent Tears of Frozen Princess
7. Amulet of Justice
8. Hail to Crail
9. Beneath Cowdenbeath
10. The Epic Rage of Furious Thunder

Karakter
4

Gloryhammer består, udover Christopher Bowes på keyboards, af Thomas Winkler (også sanger i det schweiziske band Emerald) på vokal, Paul Templing – guitar, James Cartwright – bass og Ben Turk – trommer.

Ifølge Christopher Bowes spiller bandet "heroic fantasy power metal", og det kan der være noget om. Der er tale om symfonisk power metal tilsat alle de noder og unoder, som den genre har bragt med sig igennem de seneste 25 år. Udover det hurtige tempo og de melodiøse sangstemmer er der også fyret godt op under den svulstige retorik, de fantastiske sangtitler, fortællerstemmer fra det mørke og dystre hinsides, den folkloristiske brug af noget, der i det mindste lyder som middelalder- og renæssanceinstrumenter samt ikke mindst de storladne mands- og kvindekor.

Gloryhammer gør i udpræget grad af alle genrens klichéer. Det også i en grad, som man tager sig i at tænke over, om det hele måske er tænkt som en parodi på bands som Rhapsody of Fire, Blind Guardian, Gamma Ray, Manowar og andre fantasy-bands. Snarere er der nu nok tale om en humoristisk tilgang til genren. For der skal ikke herske tvivl om, at de svulstige titler som ’The Unicorn Invasion of Dundee’, ’Quest for the Hammer of Glory’, ’Silent Tears of the Frozen Princess’ og ’The Epic Rage of Furious Thunder’ rummer en masse flotte melodiske hurtige power metal-sange.



Gloryhammer kan i den forbindelse også sammenlignes lidt med Hammerfall, der for år tilbage kom ind fra sidelinjen og med insisteren på at spille traditionel metal bragte en friskhed ind i en til tider lidt for alvorlig og indadvendt metalscene.

Der er rigtigt mange sange, der forplanter sig og kan nynnes med på, også efter, at albummet er slut, på dette fine powermetalalbum.

Hvis man kan nyde bandets tegneserieunivers eller i det mindste leve med det, så er der rigtig meget godt metal at hente på ’Tales from the Kingdom of Fife’ for fans af power og traditionel metal.