Dybdetænkning fra rendestenen
Knocked Loose prøver musikalske grænser af og har nedskaleret størrelsen af knojernene. Det lyder ikke hensigtsmæssigt, men det er det.
2. Piece By Piece
3. Suffocate
4. Don't Reach for Me
5. Moss Covers All
6. Take Me Home
7. Slaughterhouse 2
8. The Calm That Keeps You Awake
9. Blinding Faith
10. Sit & Mourn
Knocked Loose har på relativt kort tid bevæget sig til toppen af fødekæden i hardcore-punken.
Blot små otte år er der gået siden den fremragende langspiller-debut 'Laugh Tracks', der både løftede imponerede øjenbryn overalt og samtidig førte til meme-latterliggørelse over den særegne, men effektfulde 'Counting Worms' samt over sanger Bryan Garris' specielle rivejernsfalsét, der synes at være lige dele elsket og hadet blandt lytterskaren.
Alligevel er hypen omkring udgivelsen af bandets tredje album, 'You Won't Go Before You're Supposed To' mere omsiggribende end længe set ved udgivelsen af en hardcore-plade. Og med rette. Selv om det nærmer sig fem år siden, at bandet sidst udgav et helt album, har et par singler og navnlig den eksperimenterende EP 'A Tear in the Fabric of Life' fra 2021 holdt kog i gryden og vist et band, der ikke er bange for at udfolde og udforske eget udtryk, og som med tanke på traditionsbundne hardcore-standarder for alvor tør bryde med genrens dogmer.
Selv om Garris' vokaler stadig klinger lige så smukt som et vaskebræt mod nyfræset asfalt, er det en tendens, der fortsætter på nærværende udgivelse.
Komprimeret opdagelsesrejse
Med en effektiv spilletid på 27 minutter og en slat fordelt på 10 sange, hvoraf knap fem minutter går til den afdæmpede og overvejende instrumentale lukker 'Sit & Mourn', gøres der ikke tid til store vidtrækkende tankerækker undervejs på pladen, men Knocked Loose beviser, at mindre sagtens kan gøre det.
'Thirst' brager løs med mere end et par essensdråber grindcore iblandet mikset, og er tæt på det mest voldsomme, Knocked Loose til dato har præsteret. 'Piece by Piece' trækker det hele ned i et adstadigt, groovy tempo, hvor specielt percussion-delen af pladen udsættes for små, skæve variationer og eksperimenter, og hvor guitarist Isaac Hales dybe og growlede stemme får lov at lege med og skabe afveksling i vokal-outputtet. Begge dele tendenser, der gennemsyrer pladen og understreger bandets evne og vilje til at eksperimentere.
Drew Fulk, hvis CV oser af bands, der lever af at skrive et tungt breakdown, har stået for produktionen, og den tunge og fyldige basdrevne lyd, han har fremmanet på 'You Won't Go Before You're Supposed To', er tydelig, både på godt og ondt.
Når den fungerer, i sange som 'Don't Reach for Me', hvor Kevin Ottens basspil står ud som stjernen i showet samt i 'Blinding Faith', der bare venter på at blive danset til i mangt en modbydelig moshpit i løbet af året, lyder det fantastisk.
Det samme gør det i den særegne og meget omtalt tredjesingle 'Suffocate', der skiller sig ud med sit vellykkede reggaeton-breakdown og en noget aparte gæsteoptræden fra Poppy, der bringer mindelser om Cara Drolshagens vokalarbejde for The Armed, når det er allerbedst.
Når dumt til tider er godt
Når fokus på tyngden og en mere brutal metallyd ikke fungerer, er resultatet 'Slaughterhouse 2', fint gæstet af Chris Motionless, der umiddelbart åbner velklingende og voldsomt, men hurtigt kommer til at lyde som alt andet gennemsnitligt deathcore eller 'The Calm That Keeps You Awake', som med et Pantera-inspireret groove i sangens anden halvdel ikke som sådan er dårlig, bare ret hurtigt glemt.
Overordnet set er Knocked Looses nyeste albumeksperiment særdeles vellykket. Lyt blot til 'Moss Covers All', der på 46 sekunder når gennem en blitzkrieg af lyd, et par breakdowns, et afdæmpet stykke med tid til eftertanke og plads til både Garris' og Hales vokaler. Det er et nummer, der i sin komplicerede enkelhed eksemplificerer, hvorfor Knocked Looses sangskrivning i tanke og handling er lysår foran de fleste andre bands på scenen.
Bandet giver plads til black metal-inspirerede riffs, til percussion-eksperimenter en mas, uventede breaks og sangprogressioner samt lidt ambient hist og pist, og 'You Won't Go Before You're Supposed To' oser af fritænkning og kunstnerisk energi. Det i en grad, hvor man til tider næsten savner mere fladpandet in-your-face hardcore-punk, der virkelig bare giver dig lyst til at stjæle din makkers tænder ved hjælp af knytnævemetoden. Ikke mindst fordi Knocked Loose historisk også er ganske sublime i denne disciplin.
Nuvel, denne plade er ikke et mesterværk, men den nærmer sig det. En udgivelse, der trods sin komprimerede spilletid giver mere plads til udforskning end de fleste hardcore-albums, og samtidig sine steder stadig er nem at slå på tæven til. Mit hjerte, hvad vil du mer'?