RF 25: Ingefær uden smag
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
Ukrainske Jinjer gik på scenen som det professionelle og turnévante band, de er. Klædt helt i sort gik de desværre i ét med den sorte ramme om bagskærmen. Det var naturligvis ikke bandets skyld, men det er bare endnu et eksempel på, hvordan metalbands ofte tager sig bedre ud efter mørkets frembrud, så det var en ærgerlig programplacering, kvartetten havde fået. Det kunne festivalen godt have gjort bedre.
Det var ikke det eneste ærgerlige ved koncerten, men det kommer vi til. Man kan ikke beskylde Jinjer for ikke at have øvet sig. Guitaristen Roman Ibramkhalilov spillede teknisk kompetent og tight, og bassisten Eugene Abdukhanov nulrede, som han skulle, på sin højthængende bas. Vladislav Ulasevich på trommerne satte heller ikke en fod eller hånd forkert. Det kunne man høre allerede under første nummer ’On the Top’ fra bandets tredje album ’Macro’.
Nu kommer vi til det første ærgerlige. Guitartonen var, nærmest mere end på gruppens plader, koldt digital og med en boks-agtig øvre bund, som gav et ærgerligt livløst og raspende udtryk. Man kan få amp-sims i dag, som man stort set ikke kan skelne fra rigtige forstærkere, så man må formode, at den kedelige guitartone er intenderet. Bassen havde den klassiske hule eq med masser af både top og bund, så den stak fint igennem, og man kunne høre alle detaljer i Abdukhanovs aktive, nærmest irriterende insisterende spil. Det er sjældent, jeg ønsker mig mere rod i lyden, men det her var næsten for meget af det gode. Vi fik alting serveret med en så krystalklar top, at numre som ’Duél’, titelnummeret fra ukrainernes seneste album, ’Green Serpent’ og ’Vortex’ trættede ørerne frem for at forkæle dem.
Reddi ærwli
Sagt på godt jysk, så var det rigtigt ærgerlige ved Jinjers koncert noget, de nok har svært ved at gøre meget ved. Problemet ligger nemlig i sangskrivningen. Som sagt spiller bandet teknisk kompentent, og sanger Tatiana Shmalyuk har en imponerende vokal, hvor hun både styrer forvrænget og ren vokal godt. Denne tidlige aften lå hun lidt lavt på tonerne i nogle af de rene stykker, men bestemt ikke mere, end hvad man kan forvente i en live-setting, og det forstyrrede sådan set ikke det samlede udtryk. Der blev djent'et, math'et og metalcore't på bedste progressive vis på ’Hedonist’ og ’I Speak Astronomy’ (og i det hele taget), men jeg må indrømme, at jeg ikke kunne finde nogen emotionel substans i gruppens tunge, metalliske stykker, og når Tatiana Shmalyuk sang sine rene melodier, gik det helt galt.
Det er rent ud sagt pissekedelige, klichéprægede melodier, og det indtryk forstærkes kun af, at bandet ellers tydeligvis er dygtige nok til at kunne forlade den ekstremt midtersøgende, fimset-pompøse kompositoriske sti, de er på. Eller måske er de netop ikke dygtige nok til det. At få gode ideer, der udfordrer ørerne, kræver en anden form for dygtighed end den, der sætter en i stand til at spille forudsigelige melodier med stort teknisk overskud og en masse frække lifts og skalaløb. Så det er der, den lander. Bandets evne til at skrive sange, der kan interessere og ikke bare imponere, er problemet. Og deres manglende evne til at undgå den dårlige smags melodiske faldgruber. Og det kan man ikke afhjælpe med cringe-inducerende stillån fra rap og reggae, som vi fik et par stykker af.
Resultatet blev, at koncertens bedste sang var ’Pisces’ af den simple grund, at den var den sidste. Shmalyuk annoncerede sangen med et "check your ears for bleeding", men ukrainerne kunne ikke få vores ører til at bløde. Og heller ikke vore hjerter.