Prærie-goth & vrælende violiner
Lord Buffalos tunge americana har endnu ikke nået langt ud over USA's grænser – en tendens, ‘Holus Bolus’ meget gerne måtte bryde op med.
Slow Drug
Passing Joy
Malpaisano
I Wait on the Door Slab
Cracks in the Vermeer
Rowing in Eden
For et par år siden var det Baltimore-trioen Lathe, der fangede mig i spændingsfeltet mellem det doomede, americanaen og de atmosfæriske lydbilleder. Et band, der på deres debut bragte noget nyt på bordet i deres sorte gryde af western-tonede inspirationer uden dog at vinde større indpas, hverken her eller på den amerikanske hjemmefront.
Lord Buffalo har til gengæld flere år på bagen – faktisk et helt årti – og har da også derfor lidt mere af et navn at bygge videre på, her på deres tredje album, ‘Holus Bolus’. Ligesom forgængeren ‘Tohu Wa Bohu’ tituleret efter en henglemt, rimende talemåde, der efter sigende skulle betyde “alt på én gang”, og det er måske i virkeligheden meget rammende for den bredde, bøffelherrerne bringer på bordet i denne ombæring. En spraglet og dog gennemgående tungsindig plade, der egner sig godt til de stille stunder, hvor der er fri plads til at lade tankestrømmene flyde med i Austin-kvartettens særegne univers.
Ganske som på forgængeren finder vi stadig en kærlighed til David Eugene Edwards’ oeuvre, mens det tidlige Nick Cave og de mere hypnotiske elementer fra Swans får respektfulde nods med på vejen. Lord Buffalo er dog noget for sig selv, og sørger for hele tiden at bevæge sig nye veje, som sekvenseringen skrider frem.
Fra start med det let pulserende titelnummer, der fungerer som den lette, umiddelbare øjenåbner med underspillede takter og kantslag fra trommeslager Yamal Said og lækre guitarhooks fra Garrett Jeffrey Hellman. Modigt valg at lade den gå direkte over i den seks minutter lange og instrumentale ‘Slow Drug’, der folder sig minimalistisk ud med vægt på ambiensen, ikke ulig hvor Swans bevæger sig henne i nyere tid, hvor tungt distortede effekter på vokalen bidrager til den druggy eftersmag i titlen. ‘Passing Joy’ får pulsen tilbage op i gear, hvor Daniel Jesse Pruitt (sanger/guitarist) bærer nummeret frem i et dunkelt folk-pace, og Patrick John Pattersons skærende violin bliver mere prominent.
På den måde søger de hele tiden at holde lytteren vågen. Måske lidt mere end, hvad nødvendigt er. Det bliver lige tidligt nok at gå helt ned i det tunge, instrumentale gear fra andet nummer, og tilsvarende virker skiftet fra ‘Passing Joy’ til den efterfølgende, meget Nick Cave’sk messende dystopi, ‘Malpaisano’, også mere skævt end vellykket. Ikke fordi ‘Malpaisano’ ikke fungerer – faktisk er det min favorit på hele pladen – men sekvenseringen bliver for forceret, hvor de atmosfære-tunge numre havde vundet bedre ved ikke hver gang at blive afbrudt over i deres mere rytmiske sange. Og omvendt for den sags skyld, hvor skiftet fra tungsindet i ‘Malpaisano’ til den mere upbeat ‘I Wait on the Door Slab’ bliver lige lovligt abrupt.
Ser vi bort fra opbygningen og den afrundende, lettere overflødige instrumentale ‘Rowing in Eden’, så byder ‘Holus Bolus’ dog på flere af de skarpeste cuts, Lord Buffalo endnu har præsteret, og kunne snildt være en overgangsplade til noget, der får dem bredere ud over Texas’ stepper. Deres mørke americana-tone bliver boostet på ambiensen, mens også melodierne står skarpere, når nummeret afkræver det.
Lord Buffalo forstår, hvad den enkelte sang kræver af dem, og hvordan violinen integreres uden at fremstå som en udtrådt kliché – og ‘Holus Bolus’ er et forfriskende pust, der lyder betryggende meget som noget helt for sig selv i en verden, hvor alt for meget smelter sammen i meningsløse hybrider. Lad endelig dette være springbrættet til noget større.