Mayhem sluger dig levende
42 år inde i karrieren får Mayhem med et hidsigt mesterværk banket hårdt på plads, at de stadig er blandt black metallens ypperste elite.
2. Despair
3. Weep for Nothing
4. Aeon's End
5. Funeral of Existence
6. Realm of Endless Misery
7. Propitious Death
8. The Sentence of Absolution
Mayhem er unægteligt det væsentligste band i historien om black metal. Utroligt nok er den ikoniske gruppe her i karrierens femte årti også stadig relevante.
På gruppens syvende udspil ’Liturgy of Death’ fortsætter Mayhem, hvor de slap på den hæsblæsende ’Daemon’ fra 2019, der introducerede britiske Charles Ghul Hedger som medkomponist i Mayhems fjerde cyklus.
Første cyklus startede med dannelsen i 1984, hvor Øystein Euronymous Aarseth skrev musikken på de første demobånd og ep’en ’Deathcrush’. I starten af 1990’erne kom Snorre Ruch ind i billedet og lagde sammen med Aarseth fundamentet for True Norwegian Black Metal på genrens hovedværk ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Da mesterværket udkom i maj 1994, var Aarseth myrdet, og Ruch sad i fængsel for medvirken til mordet.
Mayhem genopstod i den tredje cyklus, der introducerede Rune Blasphemer Eriksen som hovedarkitekten bag de voldsomme udgivelser fra 1997 til 2007, mens Morten Teloch Iversen fik æren af at føre faklen videre på Mayhems comeback ’Esoteric Warfare’ i 2014.
Men det at træde ind i rollen som ansvarlig hovedkomponist på comebacket til musikhistoriens mest berygtede band, det er givetvis en opgave, man går til med ærefrygt. Iversen skabte en stærk plade med ’Esoteric Warfare’, men gjorde det så grundigt og komplekst, at Mayhem til dato kun har spillet to ud af ti numre live. Og Mayhem har ærligt flere gange forklaret i interview, at de ganske enkelt ikke er i stand til at fremføre det meste af musikken fra ’Esoteric Warfare’ live.
Det fejltrin gentog sig ikke på ’Daemon’, som blev komponeret i fællesskab mellem Iversen og Hedger, mens hele bandet førte pennen til teksterne. Men Mayhem spillede stadig som en maskine på ’Daemon’, og legendernes kaos er ikke blevet mindre potent på ’Liturgy of Death’
”What we do isn’t meant to be comfortable – it’s meant to consume you,” udtaler Charles Hedger i pressematerialet. Den 45-årige brites ord opsummerer præcist meningen med Mayhem igennem 42 års turbulent rejse. Mayhem ville dig ikke noget godt. De vil slå dig ihjel med et sonisk angreb af kaos og mørke – og det er sgu lige før det lykkedes dem denne gang.
’Liturgy of Death’ er klart det stærkeste udspil, der er kommet ud af Mayhem igennem de tolv år med Iversen og Hedger som komponister. Og denne gang har unikummet i front, Attila Csihar, alene forfattet teksterne. Som pladens titel lægger op til, så kredser lyrikken konsekvent om Døden og Mørket. Stilen er med det samme lagt i åbningsnummerets første vers:
Those who exist
Here and now
In no time
Shall vanish and drift away
I efterfølgeren ’Despair’ åbner Attila med at chante de latinske ord: Tenebrae regnant/
Mors imperat, der kan oversættes til Mørket hersker/Døden befaler. Alt imens høvler musikken afsted i et vanvidstempo, uden at farten sænkes igennem nummerets knap syv minutter.
På ’Esoteric Warfare’ og ’Daemon’ serverede Mayhem numre på under både tre og fire minutter. På ’Liturgy of Death’ viser de ingen lyttervenlig nåde, men disker op med tre numre omkring fem minutter og fem numre omkring de syv til otte minutter.
Størstedelen af pladens knap 50 minutter bliver leveret i rasende fart. Men når Mayhem så endelig trækker luften ud, går ned i midtempo eller serverer en kort guitarsolo som i ’Aeon’s End’, så bliver det et virkemiddel, der trækker mystikken frem i musikkens mørke udtryk. Det er gennemført, som det er gennemtænkt.
Intet svagt stikker ud på ’Liturgy of Death’. Det er Mayhem, når de er bedst, som et kollektiv af karismatiske kunsterne, der får det sejeste ud af hinandens talent. Jan Axel Hellhammer Blomberg har passeret de 56 år, men får bogstaveligt talt banket på plads, hvorfor han er black metal-historiens mest ikoniske trommeslager. Iversen og Hedger leverer en tour de force i riffing, så det aldrig bliver trættende undervejs i de lange numre.
Især lukkeren ’The Sentence of Absolution’ cementerer, hvorfor Mayhems chef og medstifter Jørn Necrobutcher Stubberud har valgt netop de to talentfulde guitarister til at løfte arven videre fra Euronymous og Blasphemer. Og meget sigende, slutter ’The Sentence of Absolution’ af med lyden af jungletrommer til et stammeritual med glubske kannibaler, der blot understreger, at Mayhem netop lige har fortæret dig levende og skrigende igennem en lille herlig times tid.