Melodisk opvisning
PopulærDe svenske veteraner Treat giver en fin opvisning i melodisk hard rock på bandets første album i seks år.
02. I Don't Miss The Misery
03. Better The Devil You Know
04. Do Your Own Stunts
05. Endangered
06. Inferno
07. Alien Earthlings
08. Nonstop Madness
09. Too Late To Die Young
10. House On Fire
11. Together Alone
12. Everything To Everyone
Treat er efterhånden blandt veteranerne inden for svensk og europæisk hard rock. Bandet udgav første album helt tilbage i 1986. Bandet holdt en længere pause fra 1994 til 2006. Comeback albummet ’Coup de Grace’ udkom i 2010 og nu følger Treat så op med ’Ghost Of Graceland’.
Det er ikke megen opmærksomhed, som Treat har fået opnået her i landet gennem bandets levetid. Det skyldes måske, at bandets musik befinder sig inden for den absolut mest melodiøse og lette gren af den hårde rock. Noget, der genremæssigt aldrig rigtigt har bidt sig fast her i landet, men er langt mere populært i vores nabolande og i Centraleuropa. Her på redaktionen må vi vel også i et øjebliks selverkendelse indrømme, at det ikke er den stil, vi selv har hyldet eller dækket mest intensivt.
Men når alt det er skrevet, så er ’Ghost of Graceland’ et ganske fint album, der kan høres af fans af guitarpop fra 80’erne og af fans af den lidt mere tunge hard rock.
Stilen er melodiøs hard rock grænsende til AOR. Inspirationskilder er givetvis gamle bands som Journey og Foreigner i en mere europæisk fortolkning. Deep Purple-inspirationer virker også at være til stede på tungere sekvenser, mens lyden af Roxette modsætningsvis synes at lægge fundamentet i nogle af de mere poppede sange.
Skal man finde et dansk band, der genremæssigt har befundet sig i nærheden af Treat, skal man vel nærmest helt tilbage til Skagarack, der udgav deres debutalbum samme år som Treat og var aktive i stort samme periode i slutfirserne og starthalvfemserne.
Kernen i Treat består af sanger Robert Ernlund og guitarist Anders Wilkström, der var medstiftere af bandet i midtfirserne. Trommeslager Jamie Borger og keybordspiller Patrick Appelgren kom dog også med i bandet tilbage i dets første aktive periode. Bandets nyeste medlem er bassist Pontus Egberg, der også slår strenge hos King Diamond.
Albummet lægger ud med titelsangen, der har et ganske tungt grundriff, men med et følsomt og afventende vers og et lettere poppet, melodisk omkvæd. Sangen minder ganske godt om noget, som engelske Magnum kunne have udgivet. Det er en god optakt.
Herefter går det slag i slag med en række meget melodiske sange, der rocker i varierende grad af tyngde og fart.
’I Don’t Miss the Misery’ følger meget opskriften på titelsangen med en tung bund af bas og trommer og med poppet vokal. Her der dog skruet noget for hastigheden og guitaren.
’Too Late to Die Young’ og ‘House on Fire’ er solide rockere, på ‘Better Devil in You’ og ‘Alien Earthlings’ spores der hist og her lidt Deep Purple inspirationer, og så er der naturligvis de for genren helt obligatoriske ballader i form af ’Do Your Own Stunts’ og ’Together Alone’.
Albummet afsluttes med den stilsikre poprocker ’Everything to Everyone’ der oser af Roxette og 80’er-power rock.
Treat har aldrig fået samme gennembrud som de samtidige landsmænd i Europe. Men med ’Ghost of Graceland’ giver bandet en melodisk opvisning, der dokumenterer, at de fortsat befinder sig blandt eliten af de europæiske melodiske hard rock-bands.
Albummet er bestemt værd at tjekke ud.