Et vedkommende mørke uden overraskelser
Populær
Graveyard har stadig masser af vedkommende rockgods på hjerte, men mangel på nytænkning får samtidig karrierens tredje studiealbum til at virke forudsigeligt og disciplineret.
2. Slow Motion Countdown
3. Seven Seven
4. The Suits, the Law & the Uniforms
5. Endless Night
6. Hard Times Lovin'
7. Goliath
8. Foor in the End
9. 20/20 (Tunnel Vision)
Denne skribent sprang først på Graveyard-vognen med udgivelse af bandet album nr. 2, sidste års ’Hisingen Blues’. Den plade gav et imponerende ekko over store dele af den internationale rockverden, hvilket ikke mindst skyldtes at bandet med denne plade var blevet taget under vingerne af Nuclear Blast Records. Forinden havde firkløveret fra Göteborg fire år tidligere udgivet en selvbetitlet debutplade (2007) på de mindre selskaber Transsubsand og Tee Pee. Dette album havde allerede havde givet dem et mindre kultfølge i Danmark. Kultfølgen er med god grund blevet noget bredere, hvilket sikkert er medvirkende til, at bandet allerede nu er på banen med karrierens tredje album, ’Lights Out’.
En hurtig disciplin
Det er i et forsøg på at holde succesbølgen kørende, at bandet går den gamle skoles metoder i bedene og smider et nyt album på gaden allerede året efter det forrige. Idéen om hurtige opfølgninger bifaldes herfra, men ’Lights Out’ bukker desværre også under for den korte ekspederingsfrist. Pladen læner sig så meget op ad den umiskendelige Graveyard-signatur - der med sprød retrolyd og en næsten ligevægtig blanding af klassisk rock og bluesdrevne ballader har karakteriseret dem siden den første plade - at formularen denne gang bliver forudsigelig. Det gør ikke pladen dårlig, men det får den til at virke mere - for - disciplineret.
En seriøs agenda
’Lights Out’ lægger da også præcis så tilforladeligt ud, som man havde håbet, den ikke ville, hvilket sker med numrene ’Industry of Murder’ og ’Slow Motion Countdown’. Hvor det første er et klassisk rocknummer med en skæv vinkel på en frenetisk boogierock, er den efterfølgende skæring farvet af den mere bluesklassiske rockånd. Det sidstnævnte nummer synes at tage den dybe melankolske tråd op fra forrige udspils ’Uncomfortably Numb’ og ’The Siren’, uden dog at nå disse til sokkeholderne. Åbningsnumre på 'Lights Out' er således solide rocknumre, som dog samtidig er urimeligt forudsigelige.
Hensigten med denne duo-åbning er at præsentere lytteren for bandets musikalske agenda, der overordnet set kan karakteriseres som ”væsentlig”. Graveyard vil på én gang rocke uden grænser og være afventende blusey, og de vil begge dele med både en politisk og en eksistentiel seriøsitet intakt. Graveyard har noget, de vil ud med, og synes man, de mørke toner var til stede på de første to album, har ’Lights Out’ skruet betragteligt mere ned for lyset. Det gør egentlig i sig selv pladen interessant.
Udisciplineret muld
’Seven Seven’, ’The Suits, the Laws & the Uniforms' og ’Endless Night’ er en trio af fuldblodsenergiske og forrygende numre, der tager pladen i en løsere retning. Her kommer den udisciplinerede gnist til syne, som gjorde både den selvbetitlede debut og ’Hisingen Blues’ til vedvarende interessante og løsslupne rockplader. Det er især Axel Sjöbergs whaaaauw-trommespil, der her højner niveauet med en ekstra spids kant. Han er ustyrlig bag de tønder, og han er pladen værd i sig selv. Han swinger umanerligt godt. Af bandkvartetten er det desuden bassisten Rikard Edlund, der giver numrene liv og gnist. Og heller ikke mange negative ord om Joakim Nilssons vokal, om end den til tider bliver lige dét for sexet til denne skribents smag. Det dobbelte lag af vokaler i afslutningsnummeret, ’20/20 (Tunnel Vision)’ er dog eminent.
En æggende melankoli
’Fool In the End’ er egentlig et ganske suverænt nummer og af pladens fire skæringer med alvorsfulde rytmer, er det uden tvivl nummeret, der bedst formår at levere den hensigtsmæssige seriøse stemning. Det skyldes sangens ukonventionelle struktur: Rytmen er æggende og næsten up-beat, men tonen er fuldblodstung. Det er også det, der gør debutalbummets ’As the Years Pass By, the Hours Bend’ til en evigt vedvarende melankoliperle, som ’Fool In the End’ i øvrigt minder en lille smule om. Det må desuden nævnes, at sangens simple og ret fantastisk guitarspil, synes som hentet fra Jacob Binzers nodebog anno ’Riskin it All’.
Gi' mig en uppercut!
Graveyard er stadig et interessant rockbekendtskab. Da man for halvandet års tid siden fik smidt ’Hisingen Blues’ i fjæset fra ens anlæg, da mødte man dog en nærmest miljøskadet rockrevolte. Pladen virkede ganske enkelt frisk – og det til trods for at den ellers var længe undervejs. Overraskelserne udebliver i mødet med ’Lights Out’, og til trods for, at der er gode sange på pladen, så er Graveyards sangskrivning endnu ikke nok i sig selv til at få begejstringen op i det røde felt. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men skal Graveyard blive ved med at have ens dedikerede interesse, og skal de være mere end "blot" et velspillende rockband med gode standardnumre, så skal de finde en solid uppercut frem til næste plade. Dén glæder vi os til forhåbentlig at få at føle igen.
Se videoen til førstesinglen, 'Goliath' her:
Se videoen til andensinglen 'Endless Night' her:
&feature=plcp