Pop-cor'n'b
Der er mere tråd, mere pop og endnu mere genre-clash på 'Super Human'. Siamese fortsætter med at udfordre sig selv og deres lyttere.
Ocean Bed
Super Human
Animals
You're Not Alone
Give Me Up
Party Monster
Unified
Not Coming Home
Tidligere på året prikkede Bring Me the Horizon for alvor hul på den efterhånden tynde barriere, der er mellem poppen og moderne metal. ’Amo’ var en opsigtsvækkende udgivelse, fordi bandets lyst og mod lykkedes med at nedbryde de kiksede genre-barrierer, der især gør sig gældende i det death/metalcore-bagland, som bandet udspringer fra. Sågar på en udgivelse på et højt niveau.
Har man haft øret modjorden og føling med udviklingen inden for de mere eksperimenterende genrer, var Bring Me the Horizons genrespring måske lidt mere so-so. Mange bands i undergrunden har flirtet med det poppede udtryk. Den markante forskel var selvfølgelig, at den britiske kvintet er et stort band, der for længst har spillet sig ud af undergrunden. Selvom vi typisk er fem år bagud herhjemme, er der flere bands, der har søgt at kombinere det poppede udtryk med rock eller ligefrem metal. Cold Night for Alligators ’Fervor’, kombinerer yndefuldt r’n’b og pop med tidssvarende progressiv metalcore, og så er der naturligvis bannerførerne fra Siamese, der siden deres selvbetitlede tredje album fra 2015 succesfuldt har kombineret det poppede udtryk med storladen rock.
Danskernes 5. studiealbum er endnu et skridt i nedbrydelsen af de kedelige genrekonventioner. Der er ingen smalle steder og armbevægelserne er ikke små. Der er plads til hiphop, electronica og pop-elementer, der alle præsenteres i en rocket kontekst – med enkelte tungere indslag. Selvom danskerne endnu ikke har taget skridtet så langt som Bring Me the Horizon, er der mange ligheder i tilgangen til sangskrivning. Det fornægter sig ikke og specielt koret på førstesinglen, den sprudlende og ekstremt ørehængende ’B.A.N.A.N.A.S’, lyder da også mistænkeligt meget som det tilsvarende på briternes ’Happy Song’.
Siden udgivelsen af debutalbummet ’We Are the Sound’ (2011) har Siamese (der dengang hed Siamese Fighting Fish) været garant for gode melodier og ørehængende omkvæd. Siden da er navnet ændret, det musikalske udtryk har bevæget sig roligt, men sikkert mod et bredere og mere imødekommende lydbillede. Således er ’Ocean Bed’ en glimrende storladen rocksang, der lige får et nøk intensitet med et djent-core inspireret c-stykke. Sammensmeltningen af de fine, nærmest skrøbelige vokalharmonier og det poppede temposkifte frem til det tunge c-stykke fremviser på flot vis Siameses sans for sangskrivning.
Den viser sig også og ikke mindst på titelnummeret, hvor den autotunede semi-hiphop, der efterhånden definerer det nationalmusikalske lydbillede, får frit samspil i et solidt samarbejde med Olivio. Tilsvarende lykkes det bandet at bygge bro mellem blødt og hårdt, pop og heavy på den solide ’Party Monster’ – og det er her, Siamese anno 2019 er bedst. Når de forskellige genrer clasher. Det fungerer overraskende godt, sandsynligvis fordi Siamese flere steder har skruet lidt op for guitaren og indarbejdet flere core-inspirerede elementer, og derved bliver genresammenstødet voldsommere. ’Unified’ har et af pladens tungeste riff, men inden det koger over i core-riffs og break-down-inspiration, prydes nummeret af et flot poppet vers og ikke mindst Christian Hjort Lauritzens ’Kashmir’-rip-off på violinen. Elementer, der giver nummeret og pladen som helhed kant.
’Super Human’ er en solid plade. Det er en plade der er nem at hade og lige så nem at elske, men det solide håndværk og lysten til at udfordre kan ikke fornægtes. Selvom det midvejs bliver mindre interessant, hiver Siamese niveauet op igen på de sidste numre. Den drum’n’bass-inspirerede ’Not Coming Home’ lukker for en udgivelse, der har en klar og tydelig rød tråd i genresammenstødet. En plade, der trods lidt ophold undervejs kan nydes af de fleste. Om man så er til metalcore-inspireret heavy eller storladen pop. Hvis man da kan acceptere, at pladen er ekstremt poleret. I en sådan grad, at det til tider kammer over. Der er en fin sammenhæng mellem det poppede udtryk og den polerede lyd, men når nu man alligevel er i gang med at udfordre, havde det måske været en god idé at arbejde mere med det udtryk – og måske udfordre den mere poppede tilgang.