Syret chokoladefabrik
Populær
Genforenet med trommeslager Tim Alexander har Primus kastet sig over musikken fra 1971-kultfilmen, 'Willy Wonka & The Chocolate Factory'. Les Claypool & co., der i anledningen er udvidet til kvintet med The Fungi Ensemble, fremhæver hér scorens dunkle side.
2. Candy Man
3. Cheer Up Charlie
4. Golden Ticket
5. Lermaninoff
6. Pure Imagination
7. Oompa Augustus
8. Semi Wondrous Boat Ride
9. Oompa Violet
10. I Want It Now
11. Oompa Veruca
12. Wonkmobile
13. Oompa TV
14. Farewell Wonkites
Der har ikke været megen ståhej omkring Primus siden årtusindeskiftet. Trioen har dog turneret lidt og rørte for alvor på sig i 2011, hvor de blandt andet gav en ikke 100% vellykket udsolgt koncert i Store Vega. Og senere samme år kom så det ligeså lunkne comeback 'Green Naugahyde', der ikke overbeviste om, at stifter og bassist Les Claypool havde reaktiveret bandet for andet end ussel mammon.
Og firstrengsekvilibristen er da også allerede fortsat med at folde sig ud i den fjollede "Duo de Twang", et akustisk foretagende, der debuterede i starten af året med et coveralbum, og som denne sommer desuden hyggede på Roskilde-festivalen. Men Primus er altså rumsteret videre i kulissen, hvilket giver mening, for det er i sidste ende dette band, Claypool vil blive husket for.
Den misforståede trio blev i starten af 90'erne fejlcastet som en del af grunge-bølgen og af nogle betegnet som et fattigmands-Red Hot Chili Peppers. Men en plade som 'Sailing the Seas of Cheese' – hvis titel i øvrigt var bandets egen sarkastiske kommentar til at have tegnet kontrakt med et stor pladeselskab og til at sejle med på bølgen af cheesy bands – er stadig frisk i sit udtryk, små 25 år senere.
Skiven fra 1991 blev genudgivet sidste år, hvor Primus selv havde restaureret lyden og gravet ting frem fra masterbåndene, som helt var druknet i det spinkle og digitalt lydende mix, der fandtes på den oprindelige cd. I retrospekt er det album som en uhellig blanding af Rush, Residents, Pere Ubu, Frank Zappa og Metallica. Excentrisk, men ikke desto tidløst; i modsætningen til resten af grungen.
Hjerteoperationer og besættelser
En håndfuld album og to årtier senere gør Bay Area-bandet nu comeback med trommeslager Tim Alexander, der vendte tilbage i folden i fjor. Han gennemgik fornylig en hjerteoperation, men er ved at komme sig, så trioen kører nu et album i stilling, der lyder som en skræddersyet idé: Primus fortolker musikken fra en af alletiders mest syrede og eventyrlige børnefilm, Willy Wonka & The Chocolate Factory, baseret på den britiske børnebogsforfatter, Roald Dahls Charlie & The Chocolate Factory. Filmen fra 1971 med Gene Wilder som den hemmelighedsfulde chokoladefabriksejer, Willy Wonka, er aldrig blevet det store i Danmark (måske takket være den danske titel, Drengen der druknede i chokoladesovsen). I USA er den dog folkeeje, og det forstås, for det er en familiefilm i ordets bedste forstand. Den er eventyrlig såvel som opfindsom og farverig nok til at kunne tilfredsstille de fleste.
Tim Burton instruerede i 2005 et sortrandet remake med sin faste samarbejdspartner Johnny Depp som Willy Wonka, men det er altså Leslie Bricusse og Anthony Newleys orkesterscore til den oprindelige film, som hér bliver fortolket særdeles frit. Les Claypool har udtalt, at Willy Wonka var som en besættelse for ham, da han var omkring 10 år gammel...lige indtil Dødens gab blev det nogle år senere, og allerede sidste år opførte Primus musikken fra filmen til deres faste nytårsaftenkoncert. Nu har så arrangeret og indspillet det ned til mindste detalje sammen med ekstramusikerne, Mike Dillon (percussion) og cellist Sam Bass, "The Fungi Ensemble", og samtidig er 'Primus & The Chocolate Factory' det første Primus-studiealbum med Alexander siden 1995's 'Tales from the Punchbowl'.
Chokoladefabrikkens dunkle side
Oprindeligt er Willy Wonka-filmen fyldt med små musical-sange, og det er dem, Primus hér tager fat i, men der viderefortolkes altså heftigt på tonerne. De oprindelige lystige orkesterudgaver bliver hér udsat for en dyster bearbejdning, der får det hele til at lyde som et af The Residents' makabre koncepter. Derfor er introtemaet ikke længere en lystigt gyngende sag, men en cellodreven vuggende affære, der peger tilbage mod introen til førnævnte 'Sailing the Seas of Cheese'-album. Og kioskejerens fiffige sang til børnene om Willy Wonka, 'Candy Man', er således fordrejet til en ligeledes dunkel sag, som Alexander driver frem med et tungt beat på tammerne, mens Claypool vrænger teksten, inden Larry LaLonde giver en skæv solo foran Zappa'sk marimba, der står i kontrast til resten af instrumenterne.
Og sådan er det hele vejen igennem, hvor dét, der imponerer mest, er Primus' evne til at transformere musikken. 'Cheer Up Charlie', der måske er filmens mest kitschede sag, er her en smuk lille ballade, der drives frem af tablas og har svage ekkoer af Beatles' 'Lucy in the Sky with Diamonds', og det peger netop frem mod den syrede eksplosion, hvor Charlie får sin gyldne billet, der giver adgang til en rundvisning i Willy Wonkas strengt bevogtede chokoladefabrik. Og hvis der er noget, denne trio kan, så er det at syre ud, lige fra Claypools slap-bas og LaLondes vimsende guitar til Alexanders stampende trommer og Dillons marimba. I det hele taget er det de excentriske arrangementer, der holder en del af de 41 minutter oppe.
Tegneserieånden genfundet
Den største svaghed ved 'Primus & The Chocolate Factory' er, at det er et ret indforstået udspil for alle andre end amerikanere og de, der er opflasket med kultfilmen. Og det visuelle akkompagnement savnes især på pladens anden halvdel, hvor der er lige rigeligt med små to minutters-vignetter. Oompa Loompa-dværgene, der arbejder for Willy Wonka har deres egen lille signatursang, men det kan kun være for at holde sig til filmen, at Primus har valgt at inkludere deres tema fire gange, blot med få variationer i teksten. Det fungerer ikke, når man ikke får billederne med til musikken. Det samme gælder 'Semi Wondrous Boat Ride' og 'Wonkmobile', der i filmen netop fungerer som supplement til en psykedelisk bådsejlads og en skumtur gennem Wonkas avancerede bilvask.
Heldigvis lever den Residents-agtige 'Pure Imagination' op til sin titel tilsat et guitarriff, der sætter sig fast, inden kvintetten mod slut kører helt ud ad en psykedelisk tangent tilsat skærende synthesizer på bassen. På samme måde er møgungen Veruca Salts hidsige sang, 'I Want It Now', er transformeret til en Tom Waits-agtig vals med violin og en Marc Ribot-inspireret solo fra LaLonde, og det er også LaLonde, der spiller slideguitar-hovedrollen til sidst i 'Farewell Wonkites'. Den lukker pladen som en slags hyldest til Pink Floyds 'One of These Days', og måske for at vise, hvor bredt Claypool & co. vitterlig fortsat favner.
'Primus & The Chocolate Factory' er ikke et essentielt udspil, men det er lyden af et band, der lader til at genfundet tegneserieånden. Og det er svært ikke at trække på smilebåndet, når det i pressematerialet til pladen nævnes, at d'herrer allerede har planlagt en turné, hvor der vil blive solgt specialfremstillede Primus-tematiserede chokoladebarrer – "Mr. Krinkle", "Professor Nutbutter" og "Bastard Bars" – og hvor Claypool har ytret ønske om at spille eftermiddagskoncerter for børnepublikummer. Det slags påfund kan simpelthen kun komme fra en krøllet hjerne som hans, og det skal blive spændende at se, om han og originalbesætningen stadig har sangene i sig, når der måske kommer et nyt album med originalt materiale til næste år...
[youtube]ab7jGl8dgRo[/youtube]