Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vrede og vellydende veteraner

Updated
Hatesphere - Guillotine

HateSphere er vrede og vitale på deres 12. plade ‘Guillotine’, der viser et band med både sans for melodi og hvornår klingen skal falde hurtigt og hårdt!

Kunstner
Titel
Guillotine
Dato
09-10-2026
Genre
Trackliste
1. Chapter XII
2. Dogma
3. Guillotine
4. Morbid
5. Cleansing
6. Snake Charmer
7. Mouth Filled With Barbed Wire
8. Bottom Feeder
9. Human Scum
10. Heresy
Karakter
4

HateSphere har været en institution i dansk metal i 25 år. Ja, mere end 30, hvis man tæller de første udgaver af bandet med. Som HateSphere er bandet klar med deres 12. studiealbum, der har fået den knivskarpe titel ‘Guillotine’. Vores lige så kontante dom er, at det er en god plade. 

‘Guillotine’ starter ud med det instrumentale nummer ‘Chapter XII’, og der er ingen point for at gætte hvad det dækker over. En melodisk intro til det, der hurtigt går over i sådan et af de numre, vi kender bandet for. ‘Dogma’ har et fængende omkvæd, og det er lige på og hårdt. HateSphere kværner derudaf, og det lyder godt. Ikke overraskende har bandet allieret sig med deres foretrukne producer, Tue Madsen, som de har arbejdet sammen med rigtig mange gange. Faktisk helt tilbage til ‘The Sickness Within’ fra 2005. Det er heller ikke noget tilfælde, eftersom band og producer begge stammer fra Aarhus.

På titelnummeret fortsætter bandet i den tunge stil. Peter Lyse ‘Pepe’ Karmarks guitarer lyder godt, og forsanger Mathias Uldall knurrer olmt og tydeligt. Tue Madsen og HateSphere har fået en god lyd ud af tiden i studiet.

Det fungerer også på et hurtigt nummer som ‘Morbid’, hvor Mike Parks trommer får en ordentlig omgang, og teksterne handler om menneskets tiltrækning til vold. Og netop teksterne viser, at selvom HateSphere har nogle år på bagen, så er vreden der stadig. Som når de knurrer af religion på ‘Mouth Filled With Barbed Wire’. Det nummer kan høres her:



Det er dog ikke kun fuld fart over feltet og i dobbeltpedalen, for der er også plads til ‘Cleansing’ og ‘Snake Charmer’, hvor det klassiske HateSphere tydeligt står frem med midtempo og bred fodstilling, og hvor det catchy omkvæd og det melodiske riff får god plads. Genrefællesskabet med svenske At the Gates fornægter sig ikke her et kvart århundrede inde i karrieren. Og det er netop på det tunge nummer ‘Cleansing’, hvor bandet mener, at menneskeheden trænger til en tur ved skafottet, som også bandets cover mere end antyder. Der skal renses ud, og HateSphere virker ikke til at ville diskriminere, men filosoferer over temaet om menneskets rå natur overfor samfundets sociale strukturer. Og der skal bare rulle hoveder.

Hvilket der også gør på sange som ‘Bottom Feeder’ og ‘Human Scum’, der bærer vreden videre. Mens den førstnævnte er mere død end trash, så er sidstnævnte melodisk og moderne thrash. Og så lukkes pladen af med ‘Heresy’, hvor der igen er tunge maskingevær-kedler og ditto buldrende guitarer, der går over i det melodiske omkvæd.

På den måde er ‘Guillotine’ både velkendt HateSphere, men samtidig også frisk musik. Det virker ikke uinspireret og tilbagelænet, men derimod som et band, der stadig har noget på hjerte og vil vreden i musikken. Lige fra guitaristen og forsangeren til bassisten Jimmy Nedergaard, der alle tre har været med til at skrive pladen. ‘Guillotine’ er ikke en hovedløs udgivelse, men tværtimod et gedigent bevis på, at HateSphere ikke har sluppet kvælertaget på deres publikum. 

Lyt til ‘Dogma’ her: