Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En ujævn affære

Populær
Updated
En ujævn affære

Det nye album fra svenske The Moth Gatherer rummer alt fra et nær perfekt nummer over mellemvare til det decideret kedelige.

Titel
The Earth is the Sky
Dato
27-11-2015
Genre
Karakter
3

Bandet The Moth Gatherer er dannet som en slags terapi oven på tabet af nære personer for stifterne Alex Stjernfeldt (vokal/bas) og Victor Wegeborn (vokal/guitar/elektronik). Selvom der nu er gået flere år siden dannelsen, så er der stadig en sørgmodig stemning, der rummer mystik og dunkelhed, i musikken. Eller det vil sige, det er der, når bandet er bedst, for andet album fra november 2015 er desværre blevet en lidt ujævn affære. Ikke fordi bandet lader tonerne rende i for mange forskellige retninger – nej, den triste forklaring er, at en del af materialet simpelthen er kedeligt.

Det starter ellers godt. 'Pale Explosions' er formidabelt over samtlige af nummerets ni minutters varighed. En simpel og smuk start, der bygges op af en sludget stil, hvor de tunge guitarer gør en smadrende entré sammen med den råbende, rå vokal. Undervejs tager den rene vokal over med en fed, klagende melodi. Nummeret holder sig tungt og bygger ofte op i intensitet, men det holder sig drillende, heldigvis, til den tunge side. Med sine elektroniske elementer og den ofte doomy, stemning og de flotte melodier ledes tankerne hen på en sludge-inficeret omgang Katatonia fra tiden omkring 'Night is the New Day'. Det er bare at lukke øjnene og drømme sig ind i sin egen historie i den indre biograf.

Åbneren overskygger resten

Nummeret er så godt, at det er ikke kan overraske, at de andre sange ikke kommer helt i nærheden. Og det er også i orden, men sørgeligt er det, at de bedste af de andre numre kun virker middelgode, og så er der resten, hvor det går lidt galt. Det følgende nummer, 'Probing the Ascent of Man', holder sig til stilen på åbningsnummeret. Det er til sammenligning godkendt, men altså ikke prangende. Lyden og stilen er fantastisk, men det er ikke helt nok, når man netop har hørt, hvad bandet kan bedrive.

Der er mere elektronisk akkompagnement end i det foregående nummer, og det skal måske forberede lytteren til de næste par numre, hvor det elektroniske for alvor tager over. Her kommer problemet; det er helt tydeligt, at bandet satser på at skabe nogle stemningsfulde lydkollager, og bandet har på pladen bevist, at de mestrer det mørke og melankolske, men de her sange, der er mere båret på de elektroniske elementer end guitar og vokal, lykkes bare ikke med at invitere kulden og mørket ind. Det ender ufarligt, selvom flere sekvenser i numrene er stærke og kunne have reddet seancen, hvis fokus havde været lagt her.

Otte minutters kedsomhed, før stilen igen findes

'Dyatlov Pass' er næsten otte minutters ambient angreb på lytteren. Havde det været gjort mørkere, og havde der ikke været denne sære bas, der minder mere om et levn fra techno end fra noget, der har med rock og det, der er hårdere, at gøre, så var det måske gået. Måske. For det kan synes svært at redde noget, der lyder så kedeligt.

I de sidste to numre er der igen mere traditionel musik. Tilbage er den tunge, tunge guitar, og i slutningen af 'The Black Antlers' er der en lækker opbygning, lag på lag, der giver herlige associationer til Cult of Luna. Afslutteren varer over 11 minutter, og her bliver intet forhastet. Der er tid til, at nummeret får liv og kravler fra stemning til stemning. Visse dele virker, men problemet med at få stemningen og oplevelsen gjort dyster nok, er desværre vendt tilbage.

Det er dermed en lidt ujævn affære, men den sublime åbner har dog sikret, at denne skribent gang på gang fremover vil vende tilbage til albummet, for så stærkt et nummer må ikke glemmes.