Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En tordenstorm efter ti års tørke

Updated
Trivium-In-The-Court-Of-The-Dragon-Album-Cover-Artwork

Gennem Triviums 22 årige levetid, har amerikanerne været med til at skabe en genre, udgivet ni fuldlængdeudgivelser og spillet sig selv længere og længere væk fra deres musikalske ophav. Men nu står den igen på velspillet metalcore.

Kunstner
Titel
In The Court Of The Dragon
Trackliste
X
In The Court Of The Dragon
Lake A Sword Over Damocles
Feast Of Fire
A Crisis Of Revelation
The Shadow Of The Abattoir
No Way Back Just Through
Fall Into Your Hands
From Dawn To Decadence
The Phalanx
Karakter
4

Trivium-fans har haft det hårdt de seneste 10 år. Der har været langt mellem de gode udgivelser, hvis man da overhovedet kan argumentere for, at Trivium har udgivet en rigtig god plade, siden den ellers potente ‘In Waves’ (2011). Ikke at kvartetten ikke har forsøgt. Fire plader er det blevet til, hvor sidste års ‘What the Dead Men Say’ fremstod som den håbløse kulmination. En plade, der fremstillede et band, som havde fundet sig til rette i et forsøg på at være lige dele heavy metal- og metalcoreband, uden rigtig at have succes med noget af det.

Overraskelsen var derfor forholdsvis stor, da bandet annoncerede en ny plade allerede i år. Det sagt, har Matt Heafy & Co. trods alt heller ikke haft så meget andet at tage sig til, omstændighederne taget i betragtning. Så kunne vi ellers gå og varme op, og se frem til endnu en gang middelmådig, ligegyldig Trivium, der nok skulle købes/høres, for bandet kunne trods alt noget, dengang de var med til at udvikle metalcoren som genre.

En forventning, der blev gjort grundigt til skamme, da bandet i juli udgav første single. ‘In The Court Of The Dragon’ er en skæring, der er ligeså storladen, ligeså patosfyldt og ligeså intens som titlen signalerer. Hvad mere er, så er det Trivium som vi husker og mindes dem. Et vingesus af nostalgi og helt klassisk old-school-metalcore. Et nummer bygget på masser af stærke riffs, lidt thrash-elementer og et solidt omkvæd, hvor Heafy har succes med at lyde som en forholdsvist kompetent forsanger. En solid start - men det er set før, og de fleste forventede nok, at næste single var nærmere den midtersøgning de seneste plader har været.

Det var ‘Fast Of Fire’ på ingen måde. Der er nok lidt mere melodisk, Heafy-kedelig rensang, men nummeret er båret af et klassisk, bundsolidt metalcore-riff, der på ingen måde står tilbage for førstesinglen.



Skal der være fest, så lad der være fest

Det blev til endnu en single, før ‘In The Court Of The Dragon’ endelig udkom. ‘The Phalanx’, der afslutter pladen er et nummer, der lægger sig fint i forlængelse af de foregående singler - og resten af pladen. Triviums tiende udgivelse er en jubilæumsplade, der giver deres fans alt det, som de har sukket efter i snart 10 år. Det er ti velkomponerede sange, hvor Trivium, med få undtagelser, formår at undgå alle de trælse klichéer, som bandet ellers har ekseleret i.

Der et tilsvarende en flot hyldest til bandets fortid og ikke mindst den genre, Trivium var med til at kultivere. ‘In The Court Of The Dragon’ er langt hen af vejen en helt klassisk metalcore-plade, kombineret med melodiske heavy metal-elementer. Præcist det bandet så kritisk fejlede i at skabe, på ‘What the Dead Men Say’.

Forskellen er simpel. Modsat de seneste udgivelser, er metalcoren det dominerende grundlag for udgivelsen. Trivium har succes med at fremstå farlige og succes med at indarbejde alt det metalcoren var dengang. Det rebelske, det bastante og overraskende. ‘In The Court Of The Dragon’ bider fra sig. Selv når de flotte heavy-metal harmonier får lov til at tage over, ligger der et metalcore-hug parat og venter, smukt eksemplificeret i den storladne ‘The Shadow Of The Abattoir’.

Nuvel, det lykkes ikke helt problemfrit hver gang, men størstedelen af pladen er en ren fornøjelse at lytte til. Der er en markant iderigdom og vekslen i musikalske udtryk, hvor specielt inklusionen af thrash-elementer, giver pladen pondus og vigør. Det er lige før den musikalske vekslen lykkes med at dække over, at Heafy stadig har en ret uinteressant og monoton vokal.

Taget i betragtning af, at der er tale om et jubilæums-album, har Trivium virkelig valgt at ramme plet på det rigtige tidspunkt. Men hold da op, hvor har fans af bandet også måtte vente længe på den forløsning. Forhåbentlig går der ikke yderligere ti år, før vi får en lignende Trivium-udgivelse.