Det rykker solidt i troldeskoven
Det er et ganske glimrende andet album, hvorpå Copenhell-aktuelle Trold sætter kærlighed til folkemetallen højere end en fornyelse af genren.
Skal man frem i metalverdenen, så er det godt at have noget unikt, og dér må man jo se sig taknemmelig for det stumme danske "d", som gør Trold til et unikt bandnavn på Metal Archives, mens der findes adskillige Troll og afarter deraf. Og i den medfølgende skrivelse fra pladeselskabet angives "for fans af" tre bands, hvoraf de to indeholder "troll". Danske Trold er her nok heller ikke for at revolutionere, men for at vise kærlighed til den folkemetalliske genre med fest, fortællinger og fine riffs.
Der er kun gået et par siden bandets debut, men alligevel er der løbet en del vand gennem åen siden 2023. Der har været medlemsudskiftninger og -rokade, og ud er røget medlemmernes "troldenavne" til fordel for de borgerlige navne. Lidt for pjattet blev det måske med Gnavtrold og Charmetrold, eller de mindre lidet flatterende troldenavne, der flød mellem lejrene, da den tidligere sanger røg ud af bandet. Selvom der stadig er plads til gøjl og løjer, så er det nok ganske fint, at troldealiasserne er røget ud, men her på redaktionen kiggede vi ellers spændt på hvad gæstevokalist Esben "Esse" Elnegaard ville have heddet. "Trampetrold" fra tiden i Stomped, "Kommunetrold" pga. det daglige arbejde, som han røbede i podcasten 'Lyden af dansk metal' – eller hvad med "Djævletrold" for tiden her på Devilution?
Stadig med ægte-troldevokal
Folkemetallen har siden 90'erne været et eksotisk kig ind i lokale musiktraditioner, blandet mere eller mindre sammen med metallen. Danmark har (og har haft) sin del af bands i genren, hvor hedengangne Huldre måske især har været dem med mest vægt på folkemusik-traditionen. I hvert fald er der mere hegn på elguitaren og godt tramp i trommerne hos Trold, som desuden mestendels lader melodierne ligge på instrumentsiden, mens vokalen råbes, udspyes og hakkes igennem, som var det trolden i den mørke skov selv. Selvfølgelig er der sket en forandring på vokalen, når det ikke er samme person som tidligere længere. Det er i øvrigt den tidligere bassist Allan Madsen, der er rykket ind som centerforward og har fået mikrofonen i hånden. Dét virke gør han ganske tro mod bandets tidligere lyd. For det hjemlige publikum, hvor sproget er velkendt, så er der lidt finurligheder sine steder, hvor det bliver lidt urytmisk og uskønt på en nærmest Red Warszawask måde, men generelt, så gør han det faktisk godt og får bragt sangene fremad i et fint flow. Og ikke mindst på en måde, så der er rig mulighed for at synge med.
Musikalsk, så har Trold medbragt det store skyts på flere sange. Der er flere stærke riffs og især melodier, som forstærkes af ting fra den folkemusikalske værktøjskasse som fløjte, violin med videre. Der har på gæstesiden da også været hentet forstærkning fra Laura Emilie Beck fra Huldre, men bandet kan også selv eksekvere på diverse strengeinstrumenter udover de elektriske.
">
Metal eller licensfinansieret underholdning?
Albummet hænger godt sammen. Til trods for alt muligt, der kunne trække i forskellige retninger. På artworket har man fortsat som tidligere, og når albummet så lægger ud med speak fra Lars Thiesgaard, så er det som at sidde på børneværelset med en af hans illustrerede bøger og så et kassettebånd kørende imens, hvor historien læses op. Men det følges ikke rigtigt op derfra, udover et par dybe "hahaha" et par steder. Ellers en intro, hvor Trold kunne lyde som om, de var ved at skrive sig ind som sangskrivere til en julekalender.
Men det er ikke for børn. Eller børn kan lide så meget, men det er i hvert fald også metal i sin reneste form flere steder: 'Tusind år i dvale' er metallisk som Kataklysm i sin intro, 'Troldmanden' pisker afsted som var det dødsmetal, mens et hymnisk stort omkvæd, viser at der er ikke sket en fejl i båndmaskinen. Det er stadig Trold. 'Vår' får selv en fællesdans-hader som undertegnede til, næsten, at fløjte med på introen (den lyder nok også bedre, uden at jeg forsøger). Der fløjtes og fuglekvidres som i rigtig folkemusik, inden nummeret går over i en instrumental hyldest til melodød, måske endda i særdeleshed til tidlig In Flames, der er i hvert fald elementer i riffene, der lyder meget derhenaf, men samtidig holdes et rytmisk træk, der peger mod folkemetallens muntre hjørne. Ganske fermt udført, også på leadguitar-siden, hvor der lires rigtigt lækkert.
Catchy storhed og akavet tudseleg
'Mod den endeløse skov' er sådan en tung syng-med-sang, som bare går én på hovedet. Så er du kronisk overfølsom overfor barfodsmetal, kædedans og den slags, så er det ikke nummeret, du skal sætte på. Men hold da op for en episk perle. Og når vi nu er der, hvor folk kan få tics, så er 'Skovfesten' og 'Tudseleg' de numre, hvor Trold sparker mest til klassisk fjol-og-kædedansende folkemetal. Sidstnævnte er dog fornuftigt nok holdt under to minutter, så skal næppe tages mere seriøst end som så.
At den slags sange også er med viser en genreforståelse, og et ønske om at have lidt til alle, også til fans af genrens mere humoristiske side og letsind trods tekster, der ikke er bange for at fortælle om drabelige, skæbnesvangre skæbner. Mest er der, heldigvis, af den solide metal, der rykker energisk fremad med stærke melodier. Trold viser et højt niveau, der kan og vil begejstre genrens fans, der alligevel ikke er på jagt efter trolde-innovation.