Syre, synths og mørke stjerner
Kevin Starrs & co. har stadig urter i årerne, men på ’Shapes of Midnight’ har de taget ved lære af deres sidespring og blandet flere farver i heksegryden.
Shapes of Midnight
When Evil Wakes
Don’t Let It Control You
Psycho on the Loose
I Won’t Sleep (‘Till You’re Gone)
The Other Side of the Sky
Sleep No More
Bizart nok er ’Nell’ Ora Blu’ den eneste LP med Uncle Acid, jeg ejer. Ikke fordi det er min favorit, men snarere fordi den var et forfriskende tøbrud fra den formel, bandet havde bygget op indtil da, og som med årene syntes at have mistet lidt af sin saft og kraft. Det var måske nok mest en plade til giallo-tonede baggrundsmoods end til aktiv lytning, men den demonstrerede, at Kevin Starrs også brændte for at bryde op med det univers, vi allerede kender dem for, og bringe flere værktøjer på banen.
Det er værd at have i baghovedet her på efterfølgeren ’Shapes of Midnight’, for Uncle Acid & The Deadbeats er ikke vendt tilbage for blot at gentage fanfavoritten ’Blood Lust’. Da vi ved udgangen af 2010'erne hyldede netop den plade som et af årtiets vigtigste udgivelser, spurgte vi i samme forbindelse:
“Kan verden holde til mere retrorifferi med horrortemaer i denne omgang?”
Det vil jeg mene, vi får svaret på her – for i stedet for blot at diske op med mere af det samme, så har de denne gang snarere samlet trådene fra de seneste 17 år og viklet dem sammen til en hekseagtig cocktail af doom, heavy metal, psych, giallo, synth, sax og pophooks. Hammer Horror-æstetikken står stadig solidt plantet i kirkegårdsjorden, ingen tvivl om det, men musikken har fået flere farver at arbejde med, og det klæder dem.
Åbneren ’House by the Grave’ lyder som et velkendt tilbageblik til syreonklen i fuld vigør: en stompende rocker, der groover smittende derudad, mens en midtersektion henter værktøj direkte fra Tony Iommis kælder. Titelnummeret fortsætter i samme spor, men åbner efter et par minutter for summende synthesizere og en hypnotisk riffsektion, hvor erfaringerne fra ’Nell’ Ora Blu’ tydeligvis har båret frugt.
Endnu mere interessant bliver det i ’When Evil Wakes’. Her får synths og horn for alvor lov at fylde, mens rytmen bevæger sig i en næsten The Doors-agtig retning, inden en kulsort boogie tager over, og nummeret bygger langsomt op til et højdepunkt, hvor sologuitarerne flirter og danser omkring hinanden. Vokalerne lægger en hypnotisk tåge over arrangementet, og bassen og trommerne finder et groove som støbt ind i fundamentet. ’When Evil Wakes’ er Uncle Acid med selvtilliden skruet op og sikkerheden i instrumenteringen intakt.
Samme legesyge præger ’Don’t Let It Control You’, hvor surfrock og klassisk rock’n’roll møder et stædigt keyboard og et steady Ringo-beat. Klap og kor sender sangen lukt tilbage til 60’erne, men gudskelov uden den reduceres til ren retroøvelse. Det er en vigtig forskel, for Uncle Acid lyder ikke blot som et band, der har gravet en tidskapsel op og forsøger at sælge indholdet tilbage til os. Fortiden er vel snarere en art råmateriale.
’Psycho on the Loose’ er vel nærmest den største detour i denne ombæring, hvor bandet for en stund forlader heksegryden til fordel for et dansabelt beat og synthflairs, mens et velment 80’er-metal-slag i maven sender tankerne i retning af Judas Priest i neonindpakning. Kækt move.
’I Won’t Sleep (’Til You’re Gone)’ fortsætter i et sepiafarvet goth-rockunivers med glam og psykedelia i blodet og bombastiske horn på slæb. Ikke helt så umiddelbart smittende, men den passer stadig fortrinligt ind i pladens stadig mere fyldige lyd, mens de på ’The Other Side of the Sky’ igen rammer plet med et metalhook, en summende sci-fi-synth og et koklokke-bankende stomp med Mountain spøgende i baggrunden.
Som det sidste kunstfærdige søm i kisten har vi den bluesede, næsten Danzig-agtige ‘Sleep No More’, der ikke tilføjer væsentligt nyt til helheden som sådan. Til gengæld demonstrerer den en fin sans for begrænsning, inden albummet bliver for meget af det gode, og med en samlet spilletid på 45 minutter er den også perfekt timet til LP-formatet, som mange af deres musikalske forbilleder udgav deres materiale på.
Nok har The Deadbeats altid leveret dystre og uhyggelige sange, men på ’Shapes of Midnight’ er det først og fremmest melodierne, der bliver hængende. De stompende riffs, kaskaderne af guitarharmonier og det fremragende vokalarbejde understøtter en lind strøm af pophooks, der gør pladen langt mere umiddelbart tilgængelig, end den okkulte indpakning måske måtte antyde.
Selvom retrorock-bølgen var større i den tid de brød igennem, så er der stadig alt for mange i forhold til, hvor mange af dem, der rent faktisk har noget at byde på. Alt for mange unødvendige Acids og Witches derude. Men seksten år efter debuten hersker der stadig ingen tvivl om, at syreonklen hører til blandt de bedste. ’Shapes of Midnight’ er på én gang en komplet og velafrundet version af det Uncle Acid, vi allerede kender, og et bevis på, at de stadig kan rokke lidt ved fundamentet. Erfaringerne fra de musikalske udflugter har smittet af uden at udvande grundopskriften – tværtimod har det gjort den fyldigere, skarpere og mere fængslende.
Så hvis man som undertegnede faldt lidt ud af heksegryden undervejs, og mest af alt så ’Nell’ Ora Blu’ som lidt af et sidespring (omend et lækkert et af slagsen), så er ’Shapes of Midnight’ en glimrende anledning til at hoppe i syrebadet igen. Kevin Starrs og hans dødbidere har ikke helt forladt tidsmaskinen … de har bare fået installeret et par flere instrumenter i den.