Good greif!
Zeal & Ardor eksperimenterer og søger nye veje – det er da vel godt, ikke?
2. Fend You Off
3. Kilonova
4. are you the only one now?
5. Go home my friend
6. Clawing out
7. Disease
8. 369
9. Thrill
10. une ville vide
11. Sugarcoat
12. Solace
13. Hide in Shade
14. to my ilk
Nej, ikke altid.
Det er forståeligt, at Manuel Gagneux & co. på dette sted i deres karriere, hvor det er lykkedes dem at fremelske og rendyrke deres egen, vel efterhånden ret tydeligt definerede lyd, finder trang til at lede efter nyt, musikalsk territorium. Og så langt, så godt. ‘Greif’ er mangefacetteret og søgende, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at den søgen er frugtbar. Faktisk ender den oftere med at være tyngende populistisk end folkeligt opflammende.
Gospel- og black metal-elementerne er gledet i baggrunden, og nogle steder på albummet er de nye tilføjelser til lyden vellykkede. Eksempelvis er ‘are you the only one now’ både stemningsfuld og bevægende i sit midtempo rock-antrit, og når så black metal-elementerne sætter ind, opstår der et sært, nuanceret og interessant følelsesclash, som dog martres lidt af en lilletromme, der lyder af vådt pap.
Bedst er nok ‘Clawing Out’, pladens vel nok ondest klingende nummer. Her chugges der rytmisk i stigende og faldende tempo, mens der hviskes/hvæses i onde call and response-vekselvirkninger. Stærkt tilfredsstillende, og det bliver kun bedre, da min lille, uglesete elektroniske darling, gabber/hardstyle-stortrommen, lige kort kigger forbi. Her eksperimenteres der bestemt på frugt- og frygtbar vis.
Men hvad er problemet så?
Giver de mange eksperimenter et rodet udtryk på pladen?
Ja, vel egentlig, men det er i mine øjne ikke et problem. Ikke alle album behøver have en stram stilfortælling. Den egentlige svaghed ved ‘Greif’ er, at det lider af Jagten På Den Store, Nordamerikanske Rocksang-syndromet. Tag for eksempel pladens måske dårligste nummer, ‘Disease’, som lægger fra land med et helt ubegribeligt tarveligt bluesrock-groove, og som aldrig finder et interessant sted hen med sine doubletrackede melodiguitarer og gumpetunge og søvndyssende omkvæd. Samme sygdom lider ‘Fend You Off’ under. Jeg hører hele tiden spøgelsesagtige ekkoer af det værste, mest selvhøjtidelige lort, nordamerikansk mainstream-rock har budt os at udholde i nyere tid. Og det kan jeg altså ikke se som et vellykket eksperiment, positive budskaber og fremragende musikalsk håndværk til trods.
Heller ikke den filmisk klingende ‘Solace’ eller den rædselsfuldt storladne og patetiske afslutter ‘To My Ilk’ får mine hænder i vejret, men det lille interlude ‘369’, som kombinerer klassisk Z & A-gospelsang og tramp med en snerrende, forvrænget acid-synth kan noget – det nummer ville jeg gerne have hørt foldet ud til en sang i fuld længde.
I stedet får vi så den gyselige og kedelige rock-tramper ‘Thrill’, og lige derefter det instrumentale og let pastorale synth-intermezzo ‘une ville vide’, som både trækker tråde til chiptune-musik og fransk filmmusik. Egentlig ganske fint.
Det ville have været så sjovt med alle de vilde stilspring, hvis ikke så mange af springene var lige ud i rockens mindst vovemodige og smagfulde hovedstrøm, men man kan vel håbe, at Zeal & Ardor tager de mest vellykkede eksperimenter fra ‘Greif’ med videre på færden og lader Den Store Nordamerikanske Rocksang flyde med hovedstrømmen ned ad Styx, for den trænger sgu til lidt Satan.