10 Hurtige: Angry Metal Guy
PopulærEn metalblog interviewer en metalblog? Hvor originalt, hvor meta! Vi har sat anmelderverdenens næstsureste type til at redegøre for sit forhold til metal, og hvorfor det er synd for Rush, at de er kendte.
Hvad er dit første minde med heavy metal?
Heavy metal og hård rock har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Da jeg var lille, havde mine ældre søskende tre plader og en rejsegrammofon. ‘Make It Big’ med Wham, ‘The Final Countdown’ med Europe og Bon Jovis ‘Slippery When Wet’. Så begyndte min søster at lytte til thrash, så jeg var temmelig ung, da jeg stiftede bekendtskab med Metallica og Megadeth. Faktisk så var min første Metallica-plade ‘Kill ‘Em All’, som jeg blev bestukket med af min bror, mod lovning på at jeg ikke sladrede om, at jeg blev efterladt alene derhjemme, i stedet for at blive passet. Men gennembruddet kom i julen 1988, da min bror fik Iron Maidens ’Seventh Son Of A Seventh Son’. Da jeg genopdagede den i mine teenageår, gik det op for mig, at det nok var den bedste plade, der nogensinde var blevet lavet.
Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det står uafgjort mellem Iron Maiden og Opeth. Iron Maiden er min første kærlighed – men jeg var seks, da de udgav deres sidste ikoniske album (’Seventh Son’), og da jeg var 18 kørte jeg alt for langt, efter alt for lidt søvn, for at se dem på Brave New World Tour. Maiden er et band, jeg bliver irrationelt defensiv omkring, og jeg har meget idiosynkratiske holdninger til dem, fordi jeg var superfan i så mange år. Ironisk nok da jeg endelig fik nok internetpoint til at anmelde ’Book Of Souls’ forud for udgivelsen, kunne jeg ikke lide den. Jeg får nok ikke lov til at anmelde dem igen efter det.
Opeth er det andet band, jeg vil kalde en favorit, og mit forhold til dem er væsentlig anderledes end mit forhold til Maiden. Jeg har set Opeth live flere gange end noget andet band. Jeg så deres første koncert nogensinde på amerikansk jord og har rejst til London et utal af gange for at opleve dem – men ironisk nok, har jeg aldrig set dem her i Sverige. Jeg stiftede bekendtskab med dem gennem en opsamling fra Century Media, ’Firestarter’, den havde til formål at promovere den europæiske scene i USA i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne.
Men vendepunktet for min favorisering af Opeth, var ’Blackwater Park’. Jeg har en idé om, at ’Still Life’ kunne have haft den samme effekt på mig, men jeg hørte den ikke, før jeg allerede var tryllebundet af ’Blackwater Park’. Jeg fik en relation til bandet via Peter Lindgren og senere hen lærte jeg Martin Lopez at kende gennem Soen, så på den måde har jeg fulgt Opeth og deres udvikling tættere, end jeg nogensinde har med Iron Maiden. For mig er perioden mellem ’Morningrise’ og ’Ghost Reveries’ et af metallens absolutte højdepunkter.
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Mine oplevelser med at møde musikere har ikke været overvældende positivt. Faktisk er en af grundene til, at Angry Metal Guy er en anmelderblog, at jeg er fuldstændig ligeglad med den personkult, der opstår omkring musikere. Bare fordi nogen laver musik, du godt kan lide, betyder det ikke, at du får en personlig tilknytning til dem. Og selvom det er en selvfed udgave af ”hvor er det synd for mig, at jeg er kendt”, har jeg altid ment, at Rushs ’Limelight’ forklarer, hvorfor det aldrig er lige så fedt at møde bandet, som man håber: ”One must put up barriers to keep oneself intact […] I can’t pretend a stranger is a long-awaited friend.” Musikerne har mødt tusindvis af udgaver af dig, og i min optik er crewet eller mindre bands meget sjovere at tale med, fordi de ikke er både overvældede og mætte af al opmærksomheden.
Når det så er sagt, er der to musikere, der skiller sig ud ved deres oprigtigt morsomme og medrivende samtaler. Jeg fik en snak med Michael Romeo fra Symphony X, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Han er typen jeg gerne ville drikke en øl med, han er virkelig en sjov fyr. Den anden er Luca Turilli fra Luca Turilli’s Rhapsody Of Fire. Han er omgængelig, nede på jorden og egentlig bare skæg at tale med.
Hvad er dine fem yndlingsplader?
OK, så det her er bare hevet ud af ærmet i tilfældig rækkefølge:
– Symphony X: ’V: The New Mythology Suite’
– Opeth: ’Ghost Reveries’
– Blind Guardian: ’Nightfall In Middle-Earth’
– Iron Maiden: ’Seventh Son Of A Seventh Son’
– Amon Amarth: ’With Oden On Our Side’
(Ej at forglemme)
– Wilderun: ’Veil Of Imagination’
– Soen: ’Tellurian’
– Turisas: ’Stand up and Fight’
– Finntroll: ’Nattfödd’ or ’Nifelvind’
– Vintersorg: ’Cosmic Genesis’
– Ayreon: ’The Theory of Everything’
– Orphaned Land: ’Never Ending Way of ORwarriOR’
– Insomnium: ’Winter’s Gate’
– Lumsk: ’Åsmund Frægdegjevar’
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det bedste minde, jeg har, er med min ven, den tidligere trommeslager i Witherfall, Adam Sagan. Vi var på gæstelisten til at se Hate Eternal varme op for Arch Enemy og God Forbid. Hate Eternals bassist, Adam, Frederik Åkesson, der spillede i Arch Enemy på det tidspunkt, og jeg, gik på opdagelse i The Rave (spillested i Milwaukee). Vi prøvede at bryde ind i en afspærret del af den her forladte, skumle bygning og fik overtalt en af vagterne til at give os en rundvisning, og det var det vildeste sted. Det lignede noget fra en horrorfilm og plejede at være en herreklub – fra før det betød stripklub–men den havde været lukket i årevis. Der var en for længst tømt swimmingpool, og vi gik på opdagelse i lommelygtens skær. Det var tilmed på min fødselsdag, d. 20. april, så det var kirsebærret på toppen, da sikkerhedschefen tilbød at ryge et hoved med os i det gamle fyrrum.
En anden ting jeg ofte tænker over – fordi jeg også lytter til pladen ofte – er introen til ’Winter’s Gate’ med Insomnium. Det er takket være Niilos gentagne takketaler til en koncert i Stockholm. At høre ham råbe “SVERIGE! AHHHHHH!” og “TACK SÅ MYCKET!” med sin tykke, finske accent er uforglemmeligt.
Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Som den Vrede Metal-Mand i angrymetalguy.com bruger jeg min arbejdsmail til at opdage ny musik. Jeg har også tiltro til, at mine skribenter deler ny og spændende musik, de finder, med mig. Som et menneske, der nyder selv at lede efter og opdage ny musik er det ikke optimalt, men du begriber ikke, hvor mange mails jeg skal igennem på daglig basis.
Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg køber ikke helt præmissen om “guilty pleasure”-bands. Al musik har sin eksistensberettigelse, din smag er din smag, og du kan ikke bebrejdes for den, heller ikke selvom du tager fejl. Hvilket du, kære læser, med størst sandsynlighed gør. Det tætteste jeg kommer på at have en guilty pleasure, er at jeg elsker Sonata Arctica. Rigtig meget.
Tony Kakko er ret kitschet. Han elsker americana og er lidt pinlig til tider. Men manden skriver musik, der bare taler til mig. Han har en idiosynkratisk og medrivende stil og et virkelig godt øre for melodier. Det er faktisk lidt pinligt at indse, HVOR meget jeg elsker Sonata Arctica. Faktisk i sådan en grad, at på min Last.fm ligger de som nummer fem, kun overgået af Iron Maiden, Opeth, Nobuo Uematsu, Amorphis og lige foran Orphaned Land.
Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Jeg antager jeg er blevet diskrimineret, fordi jeg har langt hår, men jeg har ærligt talt ikke tænkt over det i lang tid. For det meste er folk bare overraskede over, jeg har så bred en smag i musik, og de er nok også overraskede over, hvor varierende og udforskende metal i virkeligheden er. Faktisk er de fordomme, jeg oftest er stødt på, mest møntet på musikken og ikke mig som fan.
Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg har haft en masse fantastiske oplevelser med mine venner da jeg var ung. Jeg spillede i band, og vi havde en lille forening, hvor vi promoverede lokale bands og den slags. Det var skægt, og jeg fik virkelig øjnene op for meget ny musik.
Men det allerbedste er alt, jeg har oplevet med AMG. Skribenterne er ikke blot mine kolleger, men også mine venner, og de er både fantastiske mennesker og fantastiske anmeldere. Vores fans er også ret seje. Det er et vidunderligt fællesskab med dedikerede anmeldere og en dedikeret læserskare .Vi har mere end én gang hevet et band, vi har anmeldt, frem i spotlyset, og det er vi ret stolte af, og jeg ville ikke bytte det her for noget andet. Måske lige bortset fra dengang jeg fik en flok metalhoveder til at sætte deres hår som Éomer fra ’De To Tårne’ og brøle “RIDERS OF ROHAAAN!”.
Hvorfor er du heavyfan?
Jeg er metalfan, fordi jeg elsker episk musik. ”Metalkultur” er dog noget, jeg helt bestemt godt kan leve uden. Men musikken taler, i min optik, for sig selv. Der er ikke mange genrer tilbage, hvor musik stadig udvikler sig. Hvor andre nedskalerer og minimerer, udvider metallen sig. Jeg tror, at fordi jeg opdagede metal så ung, så relaterer jeg anderledes til den. For mine søskendes vedkommende var metallen et musikalsk oprør; det var præget af ængstelighed, vrede og sociale spilleregler. For mig er metal bare musik, jeg elsker, og det har aldrig været knyttet til en fase. Nogle gange er det nostalgisk og velkendt. Andre gange er det dynamisk og fascinerende. Som anmelder kan det være fodslæbende og repetitivt. Men jeg lytter aldrig til metal for at udtrykke mine følelser.
Jeg lytter til metal, fordi jeg elsker musik; jeg elsker hurtigt og teknisk – det er derfor, jeg elsker Michael Romeo og Antonio Vivaldi. Jeg elsker bombastisk og episk, det er derfor, at da jeg skrev om Anathemas ’Weather System’, at ”du kan tage den snavsede hippie ud af metallen, men du kan ikke tage metallen ud af den snavsede hippie.”
Jeg elsker prætentiøse og komplekse ting der giver mig hovedpine. Jeg elsker episke opbygninger og hymneagtige omkvæd. Jeg elsker tekniske riffs og hurtig dobbeltbas. Metal har alt det, til overflod. Så for mig, jeg elsker metal, fordi jeg elsker musik. Og måske bliver jeg gammel og sur (atmosfærisk black metal kan godt fise af nu, tak), men jeg tror aldrig, jeg holder op med at være fan af alle de ting, der gør metal til metal.