Copenhell 25: Det var i hvert fald en fest...
Populær
Folkemetal med fodboldsang og konfetti – Trold spillede med alle kort på bordet. For nogle var det en fest. For denne anmelder var det...noget andet.
Trold har ramt en særlig åre i den danske folkemetalscene og har siden opstarten i 2019 vokset sig store og stærke – trods et vist stormvejr omkring udskiftninger i lineuppet. Kl. 14.45 fredag var der i hvert fald godt fyldt op foran Hades, og publikum virkede forventningsfulde.
Allan, tidligere bassist, har nu taget frontrollen med stor selvtillid, og det gør han bestemt kompetent. Hele bandet spiller upåklageligt, og showet er pakket ind i bannere, visuals og gæsteoptrædener – blandt andet fra Esse (ex-Hatesphere), René (Mercenary) og Kristian (Idaslet), som trækker harmonikaen frem. Der uddeles bajere under 'Gildet under Bøgen', og den grønne konfetti fyger over scenekanten ved sidste anslag.
Produktionen er helt i top – endnu en veludført visuel pakke fra Nightcrawler Agency, der tidligere har skabt flotte og gennemførte shows for Lamentari og Iotunn på Copenhell. Her er alle detaljer tænkt igennem, og det virker.
På papiret: en helstøbt koncert med publikumstække og showmanship. Alt spiller.
Og det vil den opmærksomme læser måske finde en smule uforeneligt med karakteren herunder. Så lad os lige tage en omvej.
Der var engang et band, der hed Finntroll. De blandede rasende black metal med galskab, fjolleri og finsk ompa – og skabte noget, der både var skørt og farligt.
Trold er ikke Finntroll.
Der var engang et band, der hed Huldre. De fusionerede nordisk folkemusik og metal med både elegance og autencitet.
Trold er ikke Huldre.
Der var engang et band, der hed Jotunheim. Jotunheim var et band, jeg lavede for sjov. Vi spillede et enkelt nummer til mit universitets Melodi Grand Prix og var en satire over alt det i folkemetal, jeg finder allermest uudholdeligt.
Trold er Jotunheim.
Trold er karikaturen. Trold er lålålå-sang og irsk pub-folk i vikingehjelm. Trold er soundtrack til en børnebog. Når bandet præsenteres som mørkt og okkult, bliver det mest af alt mærkeligt – for her er hverken mystik eller dæmoni. Det hele er et festtelt forklædt som underverden.
Og det er sikkert netop dét, mange elsker. Der blev danset, der blev drukket, der blev sunget med. Man fik præcis det, der stod på pakken – og mere til. Men for denne anmelder, som sidder og skriver med sammenbidt kæbe og fjern stirren, var koncerten en slags påmindelse om, hvor langt man kan trække en gimmick, uden at den rummer skyggen af substans.
Og jo, de spiller godt. Publikum elskede det. Konfettien virkede. Fuld plade, hvis man altså kan købe ind på illusionen.
Det kunne jeg ikke.