Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2014 – Joakim Mattsson

Populær
Updated
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson
Årsliste 2014 – Joakim Mattsson

2014 har været et godt musikår. Min egen opmærksomhed har, ligesom sidste år, mest været dedikeret til retrorockens frembrusning.

Årets danske album:

1. Night Fever: ‘Vendetta’ – Night Fever er verdens bedste crossoverband (!) og bestemt også et af de mest energiske livebands pt. Opfølgeren på 2011s ‘New Blood’ er mindst lige så aggressiv og in your face. Enhver med bare en lille smule kærlighed til fart og fuckfingre bør give 'Vendetta' en chance. Lær at elske at hade ALT(!) sammen med Night Fever.

2. Solbrud: ‘Jærtegn’ – Ja, Solbrud er Gaffas nye darlings, men for en gangs skyld har Gaffa faktisk kastet deres kærlighed på noget af kvalitet. Og jo, det irriterer mig da noget så grænseløst, at et band med så stort et potentiale for storhed inden for metallen måske er ved at blive slugt af hipster-malstrømmen, men hvad skal man stille op? Man må bare krydse fingre for, at knejterne i Solbrud modstår fjendens fristelser og holder linjen. 'Solbrud' er altså Danmarks stærkeste black metal-band lige nu, og de kan noget helt specielt med barberbladsskarpe støjorkaner og atmosfæriske lydlandskaber.

3. Horned Almighty: ‘World of Tombs’ – Århus-drengene har gjort det igen, dog med lidt mindre black-feel og mere punket 'roll end sædvanligt. Men det gør bestemt ikke noget, for selvom det lyder nyt, føles det stadig som gode gamle 'Horned Almighty' og de er lige så pisseækle at høre på, som de plejer.

4. Impalers: 'Prepare For War EP' – Ep'en er med sine fire numre - to nye, originale Impalers-numre og to cover-numre: Sodoms klassiker 'Napalm In The Morning' og Motörheads 'The Hammer' – en smagsprøve på, hvilken retning bandet har taget siden deres debut i 2013. Og Impalers har taget et flot skridt op ad "kvalitetsstigen siden 'Power Behind The Throne', der ikke var nogen ringe udgivelse. De to nye numre 'Prepare For War' og 'Destination: Warfare' er teutonisk-inspireret retrothrash, som man efterhånden er blevet vant til at høre det fra Impalers, bare med mere nerve og gennemslagskraft, ikke mindst pga. en noget bedre produktion og progression i sangenes komposition.

5. Hexis: 'Abalam' – Hver gang jeg hører/ser... eller nærmere oplever Hexis – for Hexis er virkelig en oplevelse, et angreb på sanserne – bliver jeg ramt af ærefrygt; der er en overmenneskelighed i deres komposition og udtryk, og bandet leverer en armeret betonvæg af fuldkomment kaos både live og på plade. Og 'Abalam' fra januar er ingen undtagelse. Man skal lede længe efter et lydbillede mere mættet af ufortyndet, dyrisk aggression.

Årets internationale album:

1. Behemoth: ‘The Satanist’ – Jeg har, siden jeg hørte ‘The Satanist’ første gang, forsøgt mig med udsagn som: “'The Satanist' er det bedste metal-album siden 'Master of Puppets'”, “'The Satanist' er dødsmetallens 'Dark Side of the Moon'” osv. for at forklare, hvor godt albummet egentlig er. ‘The Satanist’ er et helstøbt og meget, meget tæt på perfekt konceptalbum om livet, sandheden og ikke mindst en mands kamp mod og sejr over leukæmi.

2. Electric Wizard: 'Time To Die' – Tungt som ind i helvede og med nok misantropisk lede til at lægge hele kontinenter ned. 'Electric Wizard' beviste i år, at de stadig er kongerne af slæbende og 70’er-fuzzet doom. Av min arm, det er ondt...

3. Taake: 'Stridens Hus’ – Et helt fænomenalt og atmosfærisk black metal-album, der formår at være både aggressivt og dybtfølt, melankolsk, nostalgisk og produceret, så man kan høre alle detaljerne, uden at skulle mase ørerne mod højtalerne og i dyb koncentration forsøge at ignorere unødig “hvid støj”. Dødlækkert!

4. Nightbringer: ‘Ego Dominus Tuus’ - Det er esoterisk black metal med fokus på okkult, spirituel selverkendelse og livsoplysning; på 'Ego Dominus Tuus' smelter den åndelige verden sammen med den fysiske og overskrider grænser for, hvad der bør være auditivt muligt. Amerikanske Nightbringer har skabt et snigende dystert soundtrack til alle dine fremtidige okkulte ritualer.

5. Entombed A.D.: 'Back To The Front' – 'Left Hand Path' er albummet, der, for mig, åbnede dørene til dødsmetallens verden, og det har siden været svært for mig ikke at holde af det meste, der er kommet ud af LG Petrovs musikalske udfoldelser. Jeg var forfærdet, da jeg første gang hørte om de interne stridigheder i Entombed-lejren, men der faldt en tung sten fra mit hjerte, da jeg første gang satte 'Back To The Front' på anlægget. Det er Entombed-lyden som mange af os kender og elsker den, og det er aldrig en dårlig ting!

Årets internationale hit:

Behemoth: ‘Ora Pro Nobis Lucifer’ – Aggression, hævngerrighed, had. 'Ora Pro Nobis Lucifer' indeholder alt det i overflod. Adam "Nergal" Darski har omskrevet den katolske bøn 'Ora Pro Nobis Deum' (latin. "Bed for os til Gud") fra bl.a. den gamle hymne 'Regina Cœli' til et kækt blasfemisk ordspil og skildrer i sangen, hvordan den faldne ærkeengel Lucifer planlægger at styrte Jahve af tronen og selv tage plads som verdens retmæssige hersker. "Viva blasfemia, in coitus infinitus!"



Årets danske hit:

Helhorse: 'Fuck Art Let's Kill' – En lækker lille groover af et let sludget stonernummer med et meget velfungerende hook. Helhorse er et solidt orkester, men kammer nogle gange over i det, for mig, lidt for poppede. Lige dette nummer fungerer dog rigtig godt for mig, og det var da også en stor fornøjelse, med fadøl i hånd, at skråle med på den til bandets koncert sammen med The Psyke Project på årets Roskilde festival.



Årets genfundne klassiker:

Black Sabbath: ‘Vol. 4.’ – En evig klassiker, jeg altid vender tilbage til, der i ‘72 var et let slæbende og afsindigt tungt alternativ til datidens toner. Det er, som om den tempomæssigt er indspillet et lillebitte trin under det tempo, den er skrevet til, og det giver en svært fornøjelig følelse af ubehag, som er svær at ryste af sig. Black Sabbath da de var allerbedst.

Den overså jeg i 2013:

Mount Salem: ‘Endless’ – Simpelt, grooveorienteret og tyktflydende fuzz, psychet orgel og drømmende kvindevokal. Perfekt!



Årets DVD/Blu-Ray:

Det er det ikke blevet til. Findes det medie endnu!?

Årets opsamling/bokssæt:

Det er det heller ikke blevet til i år.

Årets koncerter:

1. Kadavar – Loppen, 09-11-2014 – Intimt, varmt, fuzzet og fuldstændig fantastisk! Alt sad lige i skabet denne søndag aften: sætliste, indlevelse, levering. Berliner-trioen forstår at levere den helt rigtige, syrede 70’er-atmosfære.

2. Graveyard – Malmö Festival, 18-08-2014 – Modsat den småkedelige, rutineprægede koncert, de leverede på Copenhell, var koncerten til årets Malmö-festival energisk og levende med en imponerende præcision og helt tydelig spilleglæde. At Nicke Andersson (ex-Entombed, ex-Hellacopters, Imperial State Electric) kom ud og spillede Hellacopters-nummeret ‘(Gotta Get Some Action) Now!’ som ekstranummer sammen med dem, gjorde det kun endnu mere fornøjeligt.

3. Pentagram – Lille Vega, 15-07-2014 – Fra øjeblikket, hvor tæppet blev trukket fra, og Bobby Liebling trådte frem på scenen, havde han publikum i sin hule hånd, og man blev med stor præcision ført gennem et yderst solidt og overbevisende udført sæt. Det er fuldstændig uforståeligt, hvordan en mand, der har været så tæt på dødens rand, kan formå at udlade så megen energi uden at falde død om.

4. Blues Pills – Templet, 28-11-2014 – Det er vist ingen hemmelighed længere, at Blues Pills' helt store force ligger i Elin Larssons enorme stemme, men de formår også at skrive gode sange og udføre dem energisk og vedrørende live. Denne november aften på Templet i Lyngby var ingen undtagelse, og koncertens varighed syntes alt for kort, på trods af et sæt på ni numre af god varighed og en del solospil.

5. Rolling Stones – Roskilde Festival, 03-07-2014 – Omend de gamle drenge spillede noget sløset, var det en fest og en fornøjelse at opleve spilleglæden, udstrålingen og engagementet fra rockens nok mest sejlivede orkester.

Årets internationale navn og årets comeback:

Behemoth – ‘The Satanist’ er, af flere medier, allerede blevet udråbt til årets metaludgivelse, og det er meget svært at argumentere imod; det album har, i min optik, simpelthen ingen svagheder. Kombinationen af at albummet er så gennemarbejdet – både musikalsk og lyrisk – og den tydeligt følelsesladede proces, det har været at skrive og indspille albummet, rammer én med det samme, man sætter pladen på og slår benene fuldstændig væk under én. Dertil har Behemoth nærmest utrætteligt turneret over det meste af verden med albummet; tre Europa-turneer, Nordamerika, Rusland, Syd- og Mellemamerika og Sydafrika. Og 2015 ser indtil videre stort set lige så travlt ud.

Årets danske navn:

Solbrud – Med udgivelsen af deres debut ‘Jærtegn’ og med Gaffa-Prisen for Årets Bedste Danske Hardrock-udgivelse har de formået at åbne en lille dør ind til den danske black metal-scene. Dansk metals 2014 må siges at være Solbruds.

Årets nye internationale navn:

Jeg synes ikke, trods en del eftertanke og tid ved tastaturet, at kunne komme i tanke om noget nyt af overvældende betydning for året.

Årets nye danske navn:

Heeeeelt nye er de jo ikke, men det må alligevel blive Demon Head. En håndfuld unge knejter fra K-towns punk-miljø, der som så mange andre for tiden har slået sig på at spille 70’er-inspireret doom-rock, men for helvede, hvor gør de det godt! Med både indlevelse, autenticitet, tunge riffs og fede guitar-harmonier har de skabt sig en lille og solid fanskare herhjemme, udgivet en demo på kassettebånd, en 7”-single med release på årets Heavy Days In Doomtown og turneret/spillet i bl.a. Tyskland, Frankrig, Holland og Sverige. Det bliver spændende at se, hvad 2015 byder på for Demon Head!

Årets optur:

I år har været et virkelig godt år at være metalhoved og specielt koncertgænger i Danmark; stærke programmer på specielt Heavy Days In Doomtown, Copenhell og Metal Magic. Det har været lækkert endnu engang at opleve den danske metalscene favne så bredt, som den somme tider formår, og rumme både større kommercielle arrangementer og ikke-kommercielle D.I.Y.-arrangementer.

Årets største skuffelse:

I lidt af en impulsiv handling var jeg taget til Metal Magic i Fredericia, hovedsageligt for at se Horisont og Demon Head. Der var god stemning på pladsen, og jeg faldt hurtigt i snak med gode venner og bekendtskaber, den ene øl tog den anden, og da jeg sidder og anbefaler en kammerat at tjekke de svenske 70'er-rockere i 'Horisont' ud, spørger han mig, hvornår de går på; da jeg kigger på mit ur, må jeg sande, at de forlængst er gået på scenen, og jeg styrter afsted, men kommer altså for sent til koncerten og når dermed kun at se halvdelen af sættet. Øv!
Heldigvis får jeg mulighed for revanche, når de gæster Heavy Days In Doomtown næste år.

Største ønske for 2015:

Lad os nu bare få Orchid til Danmark  og meget gerne Copenhell! Orchid er et af de fedeste bands i retrorock-bølgen med deres stærkt Black Sabbath-inspirerede, men alligevel unikke og gennemførte lyd. Og de har endnu ikke spillet i Danmark – så vidt jeg ved.



Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Der er mange spændende udgivelser i sigte i det nye år, bl.a. kan vi forhåbentlig se frem til debutalbum fra københavnske Demon Head, By The Patients nye plade, ‘Gehenna’, som man kunne få en smagsprøve på i Hifi-klubbens telt til årets Copenhell, Impalers’ opfølger til ‘Power Behind the Throne’ og 'Prepare For War', forhåbentlig nyt fra både Horisont og Vidunder og sidst, men ikke mindst, desværre, skal vi drikke gravøl for den sidste omgang Heavy Days In Doomtown – der dog nok skal blive et brag af en afskedsfest!