Mødet med Bæstet - del 6
Updated
Heavyjam.dk's førende black metal- og death metal anmeldere Casper Villumsen, Kong Kent og Morten Vejlstrup medler op fra deres kulsorte møder med Bæstet. Casper Villumsens 666'ere
Hvor mødte jeg første gang ”diabolos in musica”? Tja, Manowars sang ”Bridge of Death”, hvor Satan hidkaldes er et godt bud, men Manowar er jo ikke særligt onde. Så her er 3 vigtige albums for mig, hvor musik, image og ondskab går op i en højere enhed. Alle fra 1994.
6. Samael – "Ceremony of Opposites"
Klassikeren, der bare ikke kan slås. Perfekt ond, stemningsfuld lyd, fremragende sange og masser af blasfemi. I ”Son of Earth” får Jomfru Maria og Jesus-barnet sig en pæn sviner.
6. Hypocrisy – "The Fourth Dimension"
Måske havde de været ondere tidligere i karrieren, hvor logoet var et genrens fedeste med pentagrammer og tre sekstaller og et par omvendte kors, men denne skive var nu mit første møde med Hr. Tägtgren og kompagni. Suveræn med kold nordisk stemning.
6. Dominus – "View to the dim"
Michael Poulsen med afgrundsdyb røst og på dette tidspunkt kendt som omvandrende foredragsholder om sit liv som satanist. Skummel lyd, danmarks bedste black/death udgivelse nogensinde. Respekt for Volbeat, men hvad med et projektband til lige at fyre dybe growls af, du onde Elvis? Jeg krydser fingre.
Kong Kents 666’ere
6. Deicide: ”Deicide”
Klassikeren. Satanisk så det sprøjter ud af højttalerne. Deicides debutalbum i 1990 kom som et chok for metalverdenen, og som ung, påvirkelig knøs satte pladen sig på nethinden
øjeblikkeligt, og har aldrig siden veget pladsen. Fantastisk musik, ond stemning og ondskabsfulde tekster. 666 all the way, baby!
6. Emperor: “In The Nightside Eclipse”
Black-metallens nok allerbedste skive. Lige fra den dommedagsagtige intro til sidste nummer, med den rammende titel ”Inno A Satana”, er dette mesterværk en hjørnesten i
enhver samling, der hylder det hornede tegn og den djævelske musik fra det høje nord. Black metal bliver aldrig bedre end på ”In The Nightside Eclipse” – det er 666 % sikkert.
6. Mayhem: ”De Mysteriis Dom Sathanas”
Mens Emperors fantastiske musik var ondt og godt, var Mayhem bare ondt. Den bistre, kolde og følelsestomme stemning der emmer ud fra denne skive, giver mig det bedste billede, man
kan forestille sig af Helvede når det fryser til is. Med Euronymous på spade og Greven fra Burzum på firestrenger, kan det ikke blive ondere. Det her er verdenshistoriens
ondeste skive, nogensinde!
Morten Vejlstrups 666'ere
Et ondt og hornet tilbageblik på tre af de 666-sange som har givet undertegnede varige mén på sjælen.
6. Deicide: "Satan Spawn, The Caco-Daemon" fra "Legion"
… og da lyste de tre sekstaller op i det mørke rum. I en næsten dæmonisk fart snurrede de rundt i luften, mens det bizarre scenarium blev uhyggeliggjort af brægende geder og helvedestrommer. Det hele blev kun afbrudt af en vokal så ond at hårene rejste sig og så dyb så hunde ikke kunne høre manden. Det hele gentog sig hver fire minutter og 27 sekunder, men syntes at blive mere dystert og skræmmende for hver gang. Den dag i dag erindrer jeg kun mødet med den hornede selv, som et fjernt minde, men de vælter tilbage hver gang tonerne lyder…
6. Akercocke – "The Infernal Rites" fra "The Goats of Mendes"
… indoktrinerende riffs og dundrende kedler efterlader kun tvivl om hvorvidt det er den nye black metal bølges største navn Akercocke som flænser luftrummet eller en mand i et gedeskind, der indtager en skønjomfru over og over igen… eller begge dele på samme tid…?
6. Burzum - "Key to the gate" fra "Det Som Engang Var"
… minimalistisk, simplistisk, ondt! Det er ikke en plade Ritter Sport, men der imod højdepunktet på et af de mest genredefinerende udspil. En milepæl for enhver mørk sjæl, hvad end vi taler lyrisk eller musikalsk. En morderisk lækker sammenblanding af hurtige blastbeats, tunge og destruktive (næsten thrash-agtige) riffs og bizarre skrig. Man synes næsten af kunne lugte aftensmaden på grillen… eller er det grevens ånd der svæver over asken af en udbrændt stavkirke…?
Hvor mødte jeg første gang ”diabolos in musica”? Tja, Manowars sang ”Bridge of Death”, hvor Satan hidkaldes er et godt bud, men Manowar er jo ikke særligt onde. Så her er 3 vigtige albums for mig, hvor musik, image og ondskab går op i en højere enhed. Alle fra 1994.
6. Samael – "Ceremony of Opposites"
Klassikeren, der bare ikke kan slås. Perfekt ond, stemningsfuld lyd, fremragende sange og masser af blasfemi. I ”Son of Earth” får Jomfru Maria og Jesus-barnet sig en pæn sviner.
6. Hypocrisy – "The Fourth Dimension"
Måske havde de været ondere tidligere i karrieren, hvor logoet var et genrens fedeste med pentagrammer og tre sekstaller og et par omvendte kors, men denne skive var nu mit første møde med Hr. Tägtgren og kompagni. Suveræn med kold nordisk stemning.
6. Dominus – "View to the dim"
Michael Poulsen med afgrundsdyb røst og på dette tidspunkt kendt som omvandrende foredragsholder om sit liv som satanist. Skummel lyd, danmarks bedste black/death udgivelse nogensinde. Respekt for Volbeat, men hvad med et projektband til lige at fyre dybe growls af, du onde Elvis? Jeg krydser fingre.
Kong Kents 666’ere
6. Deicide: ”Deicide”
Klassikeren. Satanisk så det sprøjter ud af højttalerne. Deicides debutalbum i 1990 kom som et chok for metalverdenen, og som ung, påvirkelig knøs satte pladen sig på nethinden
øjeblikkeligt, og har aldrig siden veget pladsen. Fantastisk musik, ond stemning og ondskabsfulde tekster. 666 all the way, baby!
6. Emperor: “In The Nightside Eclipse”
Black-metallens nok allerbedste skive. Lige fra den dommedagsagtige intro til sidste nummer, med den rammende titel ”Inno A Satana”, er dette mesterværk en hjørnesten i
enhver samling, der hylder det hornede tegn og den djævelske musik fra det høje nord. Black metal bliver aldrig bedre end på ”In The Nightside Eclipse” – det er 666 % sikkert.
6. Mayhem: ”De Mysteriis Dom Sathanas”
Mens Emperors fantastiske musik var ondt og godt, var Mayhem bare ondt. Den bistre, kolde og følelsestomme stemning der emmer ud fra denne skive, giver mig det bedste billede, man
kan forestille sig af Helvede når det fryser til is. Med Euronymous på spade og Greven fra Burzum på firestrenger, kan det ikke blive ondere. Det her er verdenshistoriens
ondeste skive, nogensinde!
Morten Vejlstrups 666'ere
Et ondt og hornet tilbageblik på tre af de 666-sange som har givet undertegnede varige mén på sjælen.
6. Deicide: "Satan Spawn, The Caco-Daemon" fra "Legion"
… og da lyste de tre sekstaller op i det mørke rum. I en næsten dæmonisk fart snurrede de rundt i luften, mens det bizarre scenarium blev uhyggeliggjort af brægende geder og helvedestrommer. Det hele blev kun afbrudt af en vokal så ond at hårene rejste sig og så dyb så hunde ikke kunne høre manden. Det hele gentog sig hver fire minutter og 27 sekunder, men syntes at blive mere dystert og skræmmende for hver gang. Den dag i dag erindrer jeg kun mødet med den hornede selv, som et fjernt minde, men de vælter tilbage hver gang tonerne lyder…
6. Akercocke – "The Infernal Rites" fra "The Goats of Mendes"
… indoktrinerende riffs og dundrende kedler efterlader kun tvivl om hvorvidt det er den nye black metal bølges største navn Akercocke som flænser luftrummet eller en mand i et gedeskind, der indtager en skønjomfru over og over igen… eller begge dele på samme tid…?
6. Burzum - "Key to the gate" fra "Det Som Engang Var"
… minimalistisk, simplistisk, ondt! Det er ikke en plade Ritter Sport, men der imod højdepunktet på et af de mest genredefinerende udspil. En milepæl for enhver mørk sjæl, hvad end vi taler lyrisk eller musikalsk. En morderisk lækker sammenblanding af hurtige blastbeats, tunge og destruktive (næsten thrash-agtige) riffs og bizarre skrig. Man synes næsten af kunne lugte aftensmaden på grillen… eller er det grevens ånd der svæver over asken af en udbrændt stavkirke…?
Forfatter