ACW 25: Fred over Vesterbro

Dette års A Colossal Weekend er lige rundt om hjørnet - et klart højdepunkt i årshjulet for mig. Festivalen ligger lunt i svinget efter Roadburn, og det nyder vi, der havde FOMO i påsken, godt af!

Allerførst: Jeg er faktisk pissetræt af gang på gang alligevel ikke at skulle se White Ward, så fuck Putin. Hårdt. Med en pigtrådsomviklet saxofon. Når det så har forladt den del af kroppen, jeg opbevarer min vrede i, så lad os se på, hvordan jeg ideelt set vandrer rundt på Enghavevej i weekenden.

Torsdag
Det bliver ikke en blid start, når Machukha lægger fra land i Basement, men sådan må det blive. Og det er vel også okay, at aftenen begynder med en ordentlig rusketur fyldt med black og hardcore med post- foran. Er der noget, alle folk de kan li’, så’ det black med en god melodi, for nu næsten at citere Mads Geertsen/Je M’appelle Mads/Onkel Reje. Efter Machukha har skreget ad mig på ukrainsk, er det tid til en lille pause, for Dool og jeg har en ikkeangrebspagt, hvor vi lader hinanden være i fred. Og jeg skal også have noget væske og næring. Det bliver nok noget med øl og kebab, så ikke specielt god væske og næring.

Herefter står den på valget mellem opløftende amerikansk black eller cinematisk sludge fra England. Det bliver nok amerikanske Agriculture, der vinder den, for de var fantastiske i Ideal Bar, og Telepathy fra Suffolks sludgemusik fænger mig ikke helt. Næste valg står mellem Slim0 og New Money, begge acts, jeg endnu ikke har set live. Det må blive stemningen på dagen og/eller anmeldelsespligterne, der afgør det match-up, for både Slim0’s doomy, artsy rock og New Moneys organisk kantede hardcore ville være fine oplevelser midt på aftenen. Og så er det tid til atter ikke at få svar på, hvorfor nogle mennesker skal bo udenfor sammen med altid herlige Chat Pile og deres løbende filmforedrag og spiddende desavouering af den amerikanske tilstand. De var ret gode på Roadburn.

Torsdagens hovedact er naturligvis finske Oranssi Pazuzu. Jeg glæder mig ustyrligt til at se dem opføre deres seneste album ‘Muuntautuja’, ikke mindst fordi de åbenbart er i topform lige nu. Aftenen slutter med en gang St. Digue, som jeg har set nogle gange, men som altid er en fest. Jeg håber på en lige så god oplevelse som på Copenhell , også selv om fokus her ligger på Kasper Deichmanns første to darkwavey udgivelser, ‘Bloom’ og ‘Wilt’.

Fredag
Det er en hård dag, for barnet skal i skole, og far skal arbejde, også selv om han har været ude til sent, men når der er skrabet tilstrækkeligt med voksenpoint sammen, og fredagsslikket er blevet indkøbt, så går turen fra Sundby til Vesterbro for at se Gaia, Lucid Grave, Drukner og Bethmora spille Portishead-hyldestcovers. Jeg glæder mig især til at høre ‘Machine Gun’. Når vi har nægtet at overgive os, så følger Frail Body, som med deres screamo-postmetal lige minder os om, at uanset om ånden er redebon, så er kødet altid svagt. Måske især mit søvnbedragne flæsk. Og nej, det er ikke selvhadsk bodyshaming. Mit flæsk er som ypperlig italiensk porchetta. Og igen er midten af aftenen uvis. Skal man vælge Lueenas’ ambiente improjazz eller italiensk manbun-mathrock med Valerian Swing? Jeg hælder til førstnævnte, men vi får se.

Næste hårde valg står mellem Alkymist og Vulvatorious. Min smag trækker mest i retning af Vulvatorious, men jeg har aldrig fået set Alkymist. Jeg vil lade anmeldertjanserne afgøre det. Denne dag har i øvrigt også en ikkeangrebspagt, nemlig med Elder, så her er det tid til at snakke med folk – der er altid mange bekendte ansigter til ACW – og måske en lille bayersk forfriskning inden den første koncert med årets artist in resident, Zola Jesus, som runder lørdagen af med, under sit borgerlige fornavn Nika, at give os en solooptræden med noise og industrial som udgangspunkt. Kunne der være en bedre måde at blive sendt hjem til den stedsebrune ø på?

Lørdag
Laser-nonner, det lyder som et koncept fra de mange stærkt tvivlsomme VHS-film, jeg lejede i Houlkærkiosken i senfirserne, men faktisk er Laser Nun to herrer, man kender fra ting som SVIN og Girls in Airports, så man ved, det er meget bedre smag end de film, jeg så som teen. De opfører værket ‘Under Folkets Hus’, som er skrevet specifikt til denne lejlighed. Fan vad luxigt, som de siger hinsidan! Det bliver noget med jazz, noise og doom.

Og der skal også mere Zola Jesus til, denne gang i samarbejde med dansk/norsk/svenske Absalon String Quartet. Jeg tror, det bliver emotionelt i Store Vega, og bagefter når jeg måske lige at sluge noget mad og få noget af Daufødts energiske punk indenbords. Ellers må jeg spise bagefter, hvor jeg har pause for at respektere min ikkeangrebspagt med Pallbearer.

Til gengæld bliver jeg nødt til at tjekke Bosco Sacro ud, når de med en blanding af doom, shoegaze og ambient græder sange for træerne på spirituel vis. Farv mig fascineret, som man siger. Astronaut eller ej, så tror jeg ikke på Gud, så derfor bliver næste programpunkt Grava inden et kærkomment gensyn med Kellermensch, som jeg ikke har set live i årevis. Om jeg bliver og ser Dame Area vil komme an på farkroppens aktuelle tilstand. Jeg kan godt lide energien i duoens 90’er-klingende elektroniske musik, men jeg synes umiddelbart heller ikke, at deres musik får fanget nye vinkler på lyden. Hvem ved, om dansebenene er gode? Ellers er det på hovedet i seng og tak og farvel.