Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aggro culture? More like Agriculture

Updated
Agriculture_PeterTroest_TR526526
Agriculture_PeterTroest_TR5_5571
Agriculture_PeterTroest_TR5_5583
Agriculture_PeterTroest_TR5_5453
Agriculture_PeterTroest_TR526555
Agriculture_PeterTroest_TR526490

De ekstasesøgende og artsy black metal-fornyere i Agriculture løftede Ideal Bar op, og for en aften svævede vi rørte i den trykkende varme

Kunstner
Titel
+ NAKE
Spillested
Dato
07-09-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Amerikanerne elskede København, og København elskede dem – i hvert fald de fremmødte til bandets koncert, men først skulle vi lige have en omgang abstrakt, geometrisk tungrock med danske NAKE, som vi tidligere har interviewet.

NAKE – filmiske eksperimenter
Klædt i selvdesignede ponchoer, bredskyggede cowboyhatte og bærende ansigtsmakeup, som gav mindelser om bandets geometriske coverart, men som også syntes at referere til både corpse paint og de mexicanske fribrydere, luchadores, gav bandet et mystisk og ikke specielt let gennemskueligt indtryk. Det er dog let at se forbindelsen til (spaghettiwestern-)film-scores i bandets musik, der både bevæger sig tungt rockende, men også matematisk let trippende, som en nervøs hest på prærien. Der er noget ustabilt, en konstant flugt over NAKEs søgende musik. Det er den del af musikken, der tiltalte mig mest denne aften i Ideal Bar, mens de mere tungt groovende 70’er-elementer synes at lægge sig lidt uden for min smagsradius.

Bandets håndværksmæssige kunnen kan man ikke sætte en finger på, og kvartetten spiller eminent tight sammen. Allerbedst havde jeg det med de vibey, ambiente passager, mens jeg ind imellem fik traume-flashbacks til lørdagsunderholdning med Jan Glæsels orkester i andre passager – det er mig, der er fucked up, ikke jer, NAKE. Hvad jeg prøver at sige, er, at jeg anerkender NAKEs enorme kunnen og ambitiøse koncept, men at en god del af musikken simpelthen befinder sig for langt væk fra mine personlige, musikalske præferencer til, at jeg vil fælde en anmelderdom over dem. Det ville ikke være fair over for bandet, som havde godt fat i publikum, og som ikke kan gøre for, at jeg er prog-skeptiker.

Agriculture – svævende oppe under ladens tag
De sympatiske Los Angelinos i Agriculture gik herefter på scenen, og vi fik åbnings- og titelnummeret fra deres seneste EP, ‘Living Is Easy’. Det er et overvældende nummer med ekstremt hidsig tremologuitar, men også med en smuk melodi, som vækker mindelser om irsk folkemusik, når den er allermest bølgende og rørende. Oven i det fik vi intense skrig fra bassisten Leah B. Levinson.
Bandet, som vi interviewede sidste år, kastede sig efter en rumlende, men sært helende basdrone ud i en intens version af ‘In the House of Angel Flesh’, som også bar en melodisk storhed og en stærk, opløftende kvalitet. Sangen, der synes at hylde naturen, men ikke som et sted, man nihilistisk kan forsage menneskeheden, påvirkede mig enormt denne aften. I det hele taget var bandets charmerende, åbne, men også nådesløst indpiskende musik en fornøjelse at lytte til. Agriculture tog alle black metallens stærkeste musikalske greb og brugte dem på en måde, der løftede, opmuntrede og kærligt favnede os. Vi fik vild, frådende energi og stille følsomhed, vi fik ekstase og sorg. Det var vidunderligt.

Ofte er black metal en kunstform, der dyrker meget rene, negative følelser, og her fik vi black metal, der, som livet selv, var emotionelt komplekst, nuanceret og rigt. Jeg mener det ikke som en kritik af andenbølgen eller trve kvlt-shit. Jeg ser Agricultures musik som en berigelse af black metal. Livet er ikke kun én ting ad gangen, og nogle gange er det skønt at dyrke mørket i sin reneste form, og nogle gange er det vidunderligt at svæve oppe under ladens tag. Som under ‘The Well’, som vi fik efter skift af hele tre strenge på sanger og guitarist Dan Meyers instrument. En lille fodfejl gjorde nærmest bare sangen mere rørende. Det er ord, vi alle sammen kan have brug for at høre: “The well was always there // Fill the skin and give the boy a drink // Let the sand get wet // There is always plenty of water // The mother and the child". Et klart højdepunkt for mig denne aften, som blev stærkt fulgt op – efter en sjov anekdote om sammenstøddet mellem havets skønhed og en fransk hotdogs mere prosaiske kvaliteter under færgeturen til Danmark – af det sublime nummer ‘The Glory of the Ocean’. Åh, disse malmfulde harmonier!

Samlet set var det en voldsomt god koncert, Agriculture leverede, dels på grund af det stærke sangmateriale, de besidder, og dels fordi bandet leverede dem på fremragende vis. Lad os håbe, at bandet snart vender tilbage til Danmark, for flere end os, der var mødt frem i Ideal Bar, har fortjent at høre dette ekstremt interessante band.