Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #182

Populær
Updated
House of Franco #182

Jens har været en tur i BumZen til dødsmetal med Undergang, Deiquisitor og Phrenelith.

Kunstner
Titel
+ Deiquisitor + Phrenelith
Dato
11-06-2015

11. juni : Undergang + Deiquisitor + Phrenelith @ BumZen, København

BumZen i Baldersgade er et af mine favoritsteder at se shows i København, og aftenens lineup var en af de hårdeste i år inden for den brutale metal blandt hovedstadens bands. Efter at ha' hængt ud nogle timer med nogle veninder på Café Ægir, hvor vi blandet andet hyldede Prinsgemalen og hans 81-årsfødselsdag, ankom vi i højt humør til det lille Nørrebro-spillested, hvor der var godt pakket med mennesker. Entréen var også kun 30 kroner for tre bands, noget af en superdeal for fans af den mere ekstreme dødsmetal.

Jeg var for nylig på KB18 i Kødbyen for at se Phreneliths debutkoncert, som totalt blæste min gamle skal til atomer. Forinden havde jeg fået fingre i deres fantastiske debutdemobånd fra det lokale Extremely Rotten Records. Det er lidt af et allstar-band med bl.a. David Mikkelsen (Undergang), Simon Daniel (Alucarda) og Jakob O (Sulphurous). Koncerten var en anelse længere end deres første show og om muligt endnu intens. Vi taler ond dødsmetal, vanvittigt ond, der måske kan beskrives som en hurtigere version af Undergang. I Phrenelith skiftes David og Simon Daniel til at growle, og det fungerer som en drøm. Eller et mareridt, hvis man er til popmetal som Volbeat.

Deiquisitor. Jeg har længe set frem til deres debutkoncert i aften. For nogle år tilbage så jeg et af guitaristens, Daniel Andersen, sidste shows med sit forrige black metal-band, Purification Kommando, på Underwerket i Valby. Det var en herlig, men lettere kaotisk affære med gigantiske patronbælter, corpsepaint og meget dårlig lyd. I aften var lyden for alle bands i top, og Deiquisitor var et noget mere tight projekt i forhold til Purification Kommando. Deiqiusitor havde både rødder i black og død, og jeg var specielt imponeret af trommeslageren, der uden at fortrække en mine spillede ufatteligt hurtigt, næsten oppe i grindcoretempo. Daniels riffs var overmenneskeligt brutale. Så absolut aftens store overraskelse. Håber snart at få fat i et bånd med gutterne, som jeg spår en stor fremtid på den danske dødsmetal-scene. Københavnske/midtsjællandske Deiquisitor består også af folk fra Blodfest, Fallen Angel og Wolfslair.

Veteranerne i Undergang - som jeg i april lavede et længere interview med her i House Of Franco – lukkede festen med et napalmbrag af et sæt. Deres 3. album, ’Døden Læger Alle Sår', er snart i handelen, og de blev modtaget som helte af publikum i BumZen. Jeg har set dem over 10 gange, og igen ramte deres tunge voldtægt af Suffocation og Autopsy mig lige i solar plexus som en radioaktiv jernnæve fra helvede. Alt i alt en stor stor aften i BumZen med tre topbands, der virkelig ville ha' pyntet på Copenhell-programmet, skulle jeg hilse og sige.