Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På Europa-tour med IOTUNN, kapitel 4

Updated
IMG_2759
Sethpicturesmusic WEB version Iotunn 20-4-2026 Iotunn (5)
Sethpicturesmusic WEB version Iotunn 20-4-2026 Iotunn (11)
WEB file (10)
WEB file (1)
1 (14)
Selection to post 20 photos total Utrecht (16)
photo by_ Sunniva Weschke

Danskerne runder deres Europa-tour af med udsolgte shows, gotiske katedraler og blandede, kulinariske oplevelser. Vi følger dem hele vejen til Amager Bio her i sidste kapitel af deres tourdagbog!

Wien
Nå, selvfølgelig skulle vi på en lille udflugt. Jeg har aldrig været i Wien før, så det trak meget i mig for at komme ud og se lidt af byen. Spillestedet til dagens koncert er Viper Room. Et mørkt, aflangt hulerum dybt under jorden.

Men først gik turen til Stadt Park, hvor Bjørn, Jens Nicolai og jeg hurtigt nød roen og glædede os over at se mindestatuerne for Schubert og Strauss. Selvsamme park, som Frederik Cilius, Rasmus Bruun og deres fælles komponistven Allan besøger i DRs fantastiske Operarejsen-program.



Efter parkturen går vi mod Wiens domkirke, Stephansdom. En gotisk overdåd af en bombe, der nærmest gør os alle tre svimle at kigge på. Den er helt utrolig smuk, og vi går alle tre mod venuen høje på den oplevelse. 



Tilbage i hulen, Viper Room, nyder vi koncerten, der er meget intim og energisk. Fremmødet er godt, og publikum antænder vores energi under hele showet. Igen rundes aftenen af med masser af samtaler og billeder med fans, før alt gearet slæbes op af de 100 trapper, der er op til gadeplanet.



Prag
Velankommet til Prag vågner jeg kl. 9:30. Selv om den blev 2-3 stykker, inden jeg kom til køjs, føler jeg mig overraskende udhvilet. Derfor går jeg alene på eventyr denne formiddag. Tre timers gåtur rundt i det gamle Prag på begge sider af Karlsbroen. Selvom jeg har været her tre-fire gange før, så overvældes jeg meget denne gang. Jeg synes aldrig, at jeg har lagt mærke til Prags skønhed i den her grad. Her er så smukt!



Jeg sætter mig udenfor på en café og sætter Smetanas værk 'Moldau' på, imens jeg nyder en omelet og drikker cappuccino. Jeg sender en besked til min farmor, for det er min farmor og farfar, der fylder mine tanker. De introducerede min bror og jeg til klassisk musik i vores barndom, og særligt 'Moldau' har altid været noget helt særligt.



Spillestedet i dag er virkelig råt. Et godt stykke væk fra midtbyen. Vi får fortalt af de lokale, at det er et legendarisk sted, og egentlig finder vi det ret så fedt, at vi skal spille en koncert på et rigtigt smadret spillested. Det skal nok blive vildt, og det gør det. En super punket og intens energi fylder spillestedet, og vi føler os inde ved kernen af noget vigtigt. 



Poznan
Efter timevis på bumpende veje, der giver ekstra bølgegang i køjen, kommer vi frem til den polske by Poznan. Vi har sen load-in og venue-access i dag, så bandet smutter mod det gamle torv i midtbyen, hvor smalle huse i alverdens farver skaber rammen for pladsen. Her fylder vi os med en kombination af milkshake, burger, pommes frites og colaer, der gør, at vi nærmest ikke kan bevæge os i timevis efter. Ikke så smart op til load-in og soundcheck, men en kanon tid.

Soundcheck sker dog på det polske spillested, hvor historien hænger tungt i de gamle lokaler med gamle malerier på vægge og loft og smukke vinduer. Her kan man mærke energien fra alle de mange fester, der har udfoldet sig gennem årene. Koncerten bliver også en fest og polakkerne er med. Nogle råber ”IOTUNN” højt gentagne gange med tykt, polsk accent, og de polske, kvindelige fans ligner sminkede hekse dansende i trance.

Kassel
Jeg er meget træt, da vi ankommer til Kassel. Energireserverne er ved at være opbrugt, og nattesøvnen fylder ikke så meget energi i tanken som tidligere. Derfor bliver luren om eftermiddagen i dag ekstra lang og giver energien til lidt photoshoot og vores show. 



Efter fire dage i Østeuropa, hvor maden – mildt sagt – kunne have været ønsket bedre, er der gang i kokkeriet i køkkenet, og den hjemmelavede mad fylder kroppen med velvære. Skønt og vel tiltrængt! 

Vores show i Kassel bliver et af de mindre, men publikum er fuldt ud med os, og roserne vil ingen ende tage, da vi møder vores fans efter showet. På parkeringspladsen hygger vi ved bussen sammen. Vi har det så fedt socialt på den her tour alle sammen!

Utrecht
Vi er tilbage i Holland igen, og det er skønt. Der er noget fantastisk over Holland. Det virker så balanceret og velfungerende, og det afspejler sig også på deres venues. De Helling er dagens venue, og det er helt i top. Der er totalt udsolgt, og det betyder 500 mennesker. Helt vildt! 

I dag markerer vi, at vi er på vej mod tourens afslutning med en fantastisk middag i nærheden af venuen. Her får vi over 20 små retter, der flyver rundt imellem os alle, og det hele smager himmelsk og skylles ned med gode kvalitetsøl fra Belgien. Udover den fantastiske mad er det rigtig godt at markere den her store rejse. Det giver det hele en snert højtidelighed, og man mærker det imellem os rundt om bordet.



Scenen er stor, og der er højt til loftet. Publikum fylder hele det store rum ud, og der er en vibe af mini arena over stedet. Fantastisk at spille foran så mange fans. Det kræver, at jeg niver mig selv lidt i min sjælearm for at fatte det. Det er virkelig specielt. 

Hamburg 
Med Holland bag os ankommer vi igen til Tyskland til det sidste show her på touren. Vi har stadig gårsdagens koncert i hjertet, men det skal vise sig, at denne aften i Hamborg bliver den vildeste på touren. Publikum tæller omkring 400 mennesker, og de går amok! Resonansen mellem band og publikum er total, og al vores energi mødes med endnu mere energi fra dem, der får os til at fyre den endnu mere af o.s.v. En stor energispiral, hvor vi alle sammen fodrer hinanden. Det føles kanon godt, og alle i bandet er helt høje, da vi træder af scenen. Den her var speciel!

I aften har vi først bus call kl. 7, og der er i flere dage blevet bygget op mod denne aften. I aften kan alle feste, og det gør vi. Først i en times tid på p-pladsen ved bussen, men så skaffer vores tour manager os adgang til den mindre klub Bambi Galore, hvor værterne fester med og giver hele banden fri bar. Den bliver knap syv, inden jeg snubler ind i bussen og finder min køje fyldt af gode samtaler og god stemning (og lidt af den frie bar) i min krop.

København 
Ud på den tidlige eftermiddag vågner jeg i bussen, der holder ved Amager Bio. Hjemme! Jeg møder mine tidligere kollegaer (jeg har arbejdet på Bioen i godt et år tidligere), og velkomsten er så varm. 

Dagen er fyldt med gensyn med børn, familie, kærester og koner, og vi føler os virkelig hjemme igen. Jeg er lidt rørstrømsk og kan mærke, at tårerne ikke er langt væk hele dagen.

Aftenens show bliver et af vores mest velspillede, og jeg er meget taknemmelig, da jeg efter showet taler med en række af mine venner og prominente musikere fra den danske metalscene, der alle siger ”10/10”. 

Efter showet får tårerne lov at trille, og vi får taget afsked med hinanden alle sammen. Det er en helt særlig verden at rejse igennem sådan en tour, og man føler sig særlig knyttet sammen med alle de her fantastiske mennesker, man har delt rejsen med. En krammer bliver til mange, og vi får rundet det hele af på smuk vis. 



Kl. 2 om natten er gearet smidt i øvelokalet på Refshaleøen, og jeg vender snuden hjem mod lejligheden, hvor jeg ligger et par timer på min sofa og falder hen, før jeg midt om natten går i seng og sover, til jeg vågner. En fantastisk tour er slut, og nye eventyr venter.