Metaldiktator: Hypocrisy – Destroys Wacken
Live-udgivelser er sjældent definerende for et metalband. Hypocrisy er undtagelsen, der bekræfter reglen, og fører os her til vores første Metaldiktator om en live-skive.
2. Inseminated Adoption
3. A Coming Race
4. Apocalypse
5. Osculum Obscenum
6. Buried
7. Left to Rot
8. The Fourth Dimension
9. Pleasure of Molestation
10. Killing Art
11. The Final Chapter
I 90'erne var der mange, der skævede mod den anden side af Øresund, når de spændende, nye navne på metalscenen skulle defineres, Bevares, sådan er det vel også stadig for mange den dag i dag, men der er ingen tvivl om, at Sverige netop i dette årti begyndte at trække lange spor på tværs over metalscenens verdenskort. Med den famøse buzzsaw-guitartone åbnede Entombed dørene for svenskens bidrag til dødsmetallens verden, og dørene blev kun bredere og bredere som årtiet skred frem. Göteborg blev midtpunkt for det, vi i dag kender som melodisk dødsmetal, eller melodød om man vil. In Flames, Amon Amarth, Dark Tranquillity, Edge of Sanity, Arch Enemy, Opeth og At the Gates er blot nogle af de navne, der definerede The Gothenburg Sound i de år.
Ingen af disse navne havde dog det atmosfæriske og paranormale særkende, som Peter Tägtgren havde transformeret Hypocrisy til i 1997, da de sendte femte album, ’The Final Chapter’ på gaden med løftet om at være netop dette – det sidste kapitel i Hypocrisys karriere, fordi intet tydede på, at forgængeren ’Abducted’ havde fanget lytterne så godt, som den gjorde for Tägtgren selv i sin egen musikalske udvikling. Tägtgren ville afrunde Hypocrisy-brandet, mens jernet endnu var varmt, og fremadrettet i stedet fokusere sine kræfter på at definere sig selv som solo-kunstner under det, vi i dag kender som Pain.
Man kan da også dårligt klandre Hypocrisy for at have ligget på den lade side på dette tidspunkt, med fem studieplader på fem år. Debuten ’Penetralia’ kom således ud i 1992, og selvom den ikke gjorde de store landvindinger, hverken i salgsøjemed eller kunstnerisk, var den dog et forfriskende ondt indspark til den gryende dødsmetal-scene. Tägtgren havde under et par år udenlands ladet sig kraftigt inspirere af Florida-lyden, og vildskaben parret med den sataniske lyrik vækker også mindelser om, hvor Deicide befandt sig i samme periode. Vokalen blev dog i starten overladt til Masse Broberg, der ligeledes tilføjede de stereotype bjørne-growls til den markant stærkere opfølger, ’Osculum Obscenum’. Riffs bedre skruet sammen, groovede variationer, bedre produktion og, ikke mindst, mindeværdige sange i modsætning til debuten, hvor meget lidt stak ud fra helheden.
">
Efter Broberg sprang sin trommehinde på en turné i 1993 måtte Tägtgren klare skærene alene på vokalen resten af touren. En rolle, han hurtigt blev tryg ved, og derfor valgte de at fortsætte uden Broberg, der sidenhen i stedet blev frontmand i Dark Funeral. Tägtgren var mættet af den sataniske lyrik, og ’The Fourth Dimension’ blev overgangspladen, hvor teksterne i stedet bevægede sig i retning mod det spirituelle plan og livet efter døden, mens lydbilledet ligeledes fik en ekstra, atmosfærisk dimension uden at lægge de hårde rødder og det dybe growl på hylden. På den måde blev ’The Fourth Dimension’ hurtigt en vigtig spiller, der definerede Hypocrisy som det store navn indenfor den svenske melodød, de sidenhen skulle udvikle sig til over de kommende år.
’Abducted’ fulgte efter, mere eksperimenterende i form og med ’Roswell 47’ som førstesinglen og et af bandets kendingsmelodier om hemmeliggørelsen af de ufo-dele, der angiveligt blev fundet i 1947 ved Roswell, New Mexico. Growlet blev dog generelt nedtonet til fordel for flere lyse skrig, og med mere variation og lidt drømmende tendenser ala Pink Floyd på de afrundende skæringer var det tydeligt, at Hypocrisy allerede havde rykket sig meget langt siden ’Osculum Obscenum’, uden dog helt at lægge fortiden bag sig på skæringer som ’Point of No Return’ og ’Killing Art’.
">
’The Final Chapter’ fortsatte et langt stykke hen ad vejen, hvor ’Abducted’ slap, hvor melankolien også fik lidt råderum undervejs, ikke mindst på det storladne titelnummer, der symbolsk afrunder denne tidlige del af Hypocrisys karriere.
Det endelige koncertkapitel
Det var dog deres koncert på Wacken i 1998, der blev det definitive vendepunkt – dagen, hvor det for alvor gik op for Tägtgren, Lars Szöke (trommer) og Mikael Hedlund (bas), hvor stor en betydning de havde fået for metalverdenen. Det var meningen, at eventyret skulle stoppe her, men på Tysklands største metalfestival stod det klart, at folket ikke var klar til at lægge Hypocrisy i graven. Under det tæt pakkede Wacken-telt havde tusinder troppet op til, hvad der sidenhen skulle blive en af metalverdenens legendariske live-udgivelser, som ved en tilfældighed blev optaget af festivalen selv og derfor står den dag i dag som det endegyldige punktum for det, der definerer Hypocrisys storhedstid.
’Roswell 47’ åbner ballet, hypermelodisk og groovet, men med Tägtgrens skarpe skrig helt oppe i det røde felt, ikke mindst ved afrundingen af nummeret, inden vi føres over i den hidsige ’Inseminated Adoption’.
Der er mange punkter udover hele baghistorien, der hæver ’Hypocrisy Destroys Wacken’ over den gængse live-udgivelse. Produktionen står klart uden at skarptune kanterne mere, end materialet vi har med at gøre. Det svæver, når det skal svæve. Det kradser, når det skal kradse.
Selvom sætlisten i højere grad vægter de, på daværende tidspunkt, seneste albums, kommer de hele vejen rundt i kataloget med nedslag ved netop de mest ikoniske numre fra alle studiepladerne. Den doomede ’Apocalypse’ klemt inde mellem den perfekt eksekverede melodøds-groover ’A Coming Race’ og det drabelige titelnummer fra ’Osculum Obscenum’ er blot 15 minutter i streg undervejs, hvor man får Hypocrisys fulde potentiale repræsenteret, og hvor det ikke mindst er tydeligt, at Tägtgren er en betydeligt bedre sanger end Broberg – selv, når det kommer til de gamle numre.
Endelig er det umuligt at tage bandets uudtømmelige energiniveau på dette tidspunkt ud af ligningen. For faaan, hvor det dog rykker, når den ellers lige lovligt tromletunge ’Buried’ sparkes i gang, og sådan er oplevelsen fra start til slut. Meget lidt tid spildes på udenomssnak, og når Tägtgren i Hypocrisy-dokumentaren '20 Years of Chaos and Confusion' fortæller om de kaotiske tilstande, som fulgte efter koncerten, får man et klarere billede af, hvor stærk en oplevelse det også var for det fremmødte publikum. En kraftpræstation med kemien som det gyldne tredje. Szöke med stålsikker præcision, både i farten og tyngden. Hedlund som den sikre grundstøtte, mens Tägtgren og tour-guitarist Mathias Kamijo flankerer hinanden glimrende i alle de facetter, de seksstrengede afkræver.
Det eneste, der reelt er at sætte en finger på, er de fire studienumre, der lidt klodset blev smidt til sidst på CD-udgaven, som left-overs, der stikker i forskellige retninger, men vigtigst af alt ikke har noget som helst med live-koncerten af gøre, og derfor ikke bør sidestilles med resten af udgivelsen.
Koncerten står til gengæld som en milepæl fra den tid, vi får dækket godt ind på lørdag, når Hypocrisy gæster Fredericia til Winter Metal Magic Festival 2023, og så må tiden vise, hvordan de vælger at tolke begrebet ”Oldschool set”.
Szöke har desværre for længst lagt trommestikkerne fra sig, men ingen kan tage kvaliteten af de bidrag fra ham, som han tog med ind i Hypocrisys karriere, både på guitaren og bag trommesættet – også selvom vi i live-sammenhæng som her kun får muligheden for at høre ham med trommestikker i hænderne. Hedlund og Tägtgren har til gengæld holdt Hypocrisy-brandet levende igennem årene, også med et par habile højdepunkter senere i karrieren, men intet står dog på linje med den klassiske æra op til denne udgivelse – og ’Hypocrisy Destroys Wacken’ vil altid være et af de oplagte steder at starte, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med deres bidrag til The Gothenburg Sound.