Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mineudgravning i den brasilianske thrashs bagkatalog

Populær
Updated
Mineudgravning i den brasilianske thrashs bagkatalog
Mineudgravning i den brasilianske thrashs bagkatalog
Mineudgravning i den brasilianske thrashs bagkatalog
Mineudgravning i den brasilianske thrashs bagkatalog

Leder man efter svar på, hvorfor det lige var Sepultura, der brød igennem fra Belo Horizonte, er genudgivelsen af Sextrashs debutalbum 'Sexual Carnage' et oplagt bud på en forklaring.

Kunstner
Titel
Sexual Carnage
Genre
Trackliste
Intro
Psychoneurosis
Delirium Tremens
The Insatiable Pleasure of Delight
Seduced By Evil
Alcoholic Mosh
Obscene Symphony
Black Church
Night Pigs
Genital Tumor
Intro-End
Jack The Ripper
Sadistic Screams
Extreme Noise Terror
Intro (Penetration)
Satanas

Så kommer der sådan et thrashband væltende fra Brasilien og lyder helt vilde, og det er sommeren 1989, og man er nødt til at løfte pandehåret og kigge på et landkort for at finde ud af, hvor Brasilien ligger henne, ingenting ved man, og ens venstreorienterede forældre siger noget om et militærdiktatur, der lige er faldet, kampvogne i gaderne, og hvordan kan man overhovedet lyde så tight og så prof som det her band, når man kommer fra sådan et sted? Når der har været krig, og der bor indianerstammer inde i junglen, og der er karneval og fodbold, og det er overhovedet ikke, hvad man forbinder med metal. Heller ikke krig, ikke rigtig krig. Hvem helvede spiller metal, når der er krig?

Det gør Sepultura. Og det er en krig, ikke den krig, man forstår ved krig, men en krig at spille metal i sådan et land, en krig på et helt andet niveau end den modvilje, man selv møder i skolen i provinsen. Politiet gider ikke engang tæske en, når man har sin 'Hang the Pope'-t-shirt på her, men det gør de i Brasilien. Alligevel spiller Sepultura metal, og de er flere, og det finder man ud af, for man bliver nysgerrig efter at vide, hvor det her kommer fra, om der er mere af den slags. I første omgang hægter Ratos de Porão fra São Paulo sig på hos Roadracer og laver en crossoverplade om, hvor typisk brasiliansk Brasilien er, så samler Wild Rags veteranerne Dorsal Atlântica fra Rio de Janeiro op og laver en thrashplade, der lyder lige så cheap som alle de andre Wild Rags-plader, og så finder man efterhånden ud af, at det slet ikke er et spørgsmål om, at alle de her bands popper op, fordi Sepultura har gjort Brasilien moderne, men at Sepultura selv er udsprunget af en scene.

Sepulturas forrædderi

Den scene har Sepultura for længst ladt bag sig på det tidspunkt: Så snart de begyndte at få national succes og international opmærksomhed med 'Schizophrenia' nogle år tidligere, forlod de hjembyen Belo Horizonte til fordel for São Paulo. Tilbage i Belo Horizonte står en samling metallere, der har været med til at bygge en lokal scene op omkring pladeforretningen Cogumelo, og som efterhånden har fået Cogumelo til også at udgive nogle af deres plader, når de har råd til at indspille dem. De var begyndt at have lidt succes hver især, da Sepultura voksede ud af scenen og forlod den uden at se sig tilbage, hvormed de mistede et fikspunkt, og det hele faldt lidt sammen, mens metallen på landsbasis voksede sig større. Hvis man vil se en flok midaldrende metallere være bitre over det godt 20 år senere og have svært ved at sige noget rigtig pænt om Sepulturas efterfølgende internationale triumftog, så er dokumentaren 'Ruido das Minas' uomgængelig.

Men den film – 'Ruido das Minas', dvs. ”støjen fra minerne” (titlen er en reference til den stat, Belo Horizonte er hovedstad i, Minas Gerais) – giver også bare et ret godt indblik i, hvorfor det var Sepultura og ikke nogle af de andre, der brød igennem. Der er et band som Overdose, som sådan set slet ikke var dårlige til det, de gjorde, men som bare ikke kunne bestemme sig for, hvad det var, de gjorde: I starten var de et power metal-band, så fik de højt hår og pompøse glam-omkvæd, efter 'Beneath the Remains' begyndte de at spille thrash metal, og da Sepultura tog dem med på turnéen for 'Chaos A.D.' var de søreme også begyndt at spille groovemetal med brasilianske folkemusikinstrumenter, hvad der er et tåkrummende pinligt klip med. I øvrigt vidner den gestus om, at Sepultura trods alt ikke fuldstændig svigtede deres gamle venner, som de i øvrigt også havde delt en split-lp med på deres debut, 'Bestial Devastation', hvor Overdoses 'Século XX' var på flipsiden.

Chokeffekter og uformåenhed

Langt mere kendte fra Belo Horizonte-scenen er Sarcófago, hvis  uforlignelige 'I.N.R.I.' fra 1987 står som en tidlig klassiker inden for black metal og er blevet hyldet så massivt, at bandet aldrig er sluppet ud af dens skygge. De fortsatte med at lave plader op igennem 90'erne, men uden at det rigtig havde nogen effekt, og når de siden lejlighedsvist er blevet gendannet, er det for at spille det klassiske nummer 'Nightmare' igen og igen. Andre nåede at brænde ud langt inden da: Mutilator lavede den fremragende, vanvidshurtige 'Immortal Force' allerede i 1987, som blev genudgivet sidste år på Osmose Productions. 'Immortal Force' er noget af det mest rå og afsindigt tjeppe thrash, man kan opstøve, et sted mellem Kreators 'Pleasure to Kill', Sadus' 'Illusions' og Evil Armys debut, mens efterfølgeren, 'Into the Strange' fra 1988, var lidt mere teknisk og lidt mere tam, og så var det det, så var de færdige.

Men så var der bare bedre plads til nogle af de bands, der havde stået lidt i baggrunden, og hvis evne til at chokere med bandnavn, tematik og artwork oversteg evnen til at chokere med deres noget rudimentære blackened thrash. Holocaustos debut fra 1987, 'Campo de Exterminio' ("udryddelseslejr"), er prydet med et af den slags klassisk ubehjælpsomt tegnede 80'er-metalcovers, som ville være sjovt, hvis ikke det var, fordi det var så usmageligt. Denne uges top 5 er i ørvigt netop tilegnet den tidlige brasilianske thrashs mest ubehjælpsomme covers, hvor Holocausto naturligvis er stærkt med. Sextrash, på den anden side, er et af den slags bands, man nok skal være tilknyttet et andet metalmedie end Devilution for ikke at kalde dem sexistiske. Tegneseriesexistisk, bevares, men ikke desto mindre derude hvor gruppens comebackplade fra 2006 hed 'Rape from Hell'.

Nostalgisk camp

Greyhaze Records har nu føjet deres debut til rækken af genudgivelser af klassisk brasiliansk thrash. 'Sexual Carnage' kommer med et herlig campet cover, der skylder Witchfinder Generals 'Death Penalty' en del, og sange med classy titler som 'Genital Tumor', 'Seduced by Evil' og den ret så hysterisk kiksede 'The Insatiable Pleasure of Delight'. Nydelsens umættelige nydelse, mand. Musikalsk gør bandet sig på debuten i en lidt klodset, skramlende blackened trash, som sådan set ikke ligger alt for langt fra de første plader med Sepultura og Sarcófago, eller for den sags skyld Vulcano fra São Paulo, men som uvægerlit må have lydt temmelig dated, da debutpladen kom i 1990. På det tidspunkt havde resten af thrashscenen, også i Brasilien, rykket sig gevaldigt, såvel teknisk som tematisk, og hverken corpsepaint, satantilbedelse eller den tynde lo fi-produktion var længere comme il faut.

Med den store revival for klassisk death og thrash for nogle år siden og ikke mindst med black metal, der slet ikke synes at kunne holde op med at vokse sig større og større for tiden, er der dog opstået fornyet interesse for den gamle, rådne lyd og en umættelig hunger efter alle de obskuriteter, der ligger i gemmerne. Revivalisttvillingerne i Nifelheim var med til at vække fornyet interesse for de stædigt vedholdende Vulcano og tage dem med rundt på turné flere gange; senest i oktober sidste år, hvor Nifelheim førte dem vejen forbi Loppen. Hørt med metalnostalgiske øren er 'Sexual Carnage' da sådan set også en ganske charmerende plade, og den kan sagtens bære en genudgivelse, specielt med det udstyr Greyhaze har givet den med rigeligt med kikset-onde bandfotos og på cd-udgaven desuden med bonusspor i form af 'XXX'-ep'en fra 1989 og numre fra de tre første demoer. Der er ikke tale om nogen overset perle som Mutilator-pladen, men 'Sexual Carnage' kan sagtens måle sig med samtidige bands fra scenen såsom The Mists 'Phantasmagoria' eller Korzus tidligere 'Sonhu Maníaco', så den er bestemt værd at gå efter, hvis man vil have sin thrash med godt med nitter og okkulte passager kontrasteret med øllet bøvethed og metalsexisme.

Lyden af naivitet og indædthed

Og så illustrerer filmen altså glimrende hvorfor det var Sepultura, der i de år fik den internationale thrashscenes bevågenhed med mesterværkerne 'Beneath the Remains' og 'Arise'. Resten af den brasilianske metalscene forblev lokal, Belo Horizonte blev ikke den magtfaktor inden for thrashen, som forbillederne i Ruhr-distriktet i Tyskland havde cementeret sig som, og mens scenen blev hastigt hastigt internationaliseret via tapetrading, distroer og zines, gik de regionale særpræg efterhånden tabt. Når man hører de plader i dag, hører man en naivitet, der stammer fra indædte regionale scener, der blev påvirket af ganske få plader, der nåede den lokale pladeforretning og var med til at skabe en distinkt lyd lige præcis der. Det er charmerende og temmelig ubegribeligt i dag, hvor alle de plader, der er nævnt ovenfor, er til at finde på YouTube. Men det er godt, at de er det, tag ikke fejl af det.