Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers

Populær
Updated
Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers
Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers
Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers
Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers
Top 5 - Classy brasilianske thrashcovers

Der er hekse med stiv dolk, androgyne satyrer, nazichokeffekt og ret tilforladelige sataner på denne top 5 over de bedste af den brasilianske thrashs dårligste covers.

Metallen har ikke lagt det ubehjælpsomt designede covers dyd helt bag sig, hvad bare U.D.O.s seneste plade, 'Decadent', er et aktuelt eksempel på, men for connaisseurs var 80'erne naturligvis det dårlige covers guldalder. En særlig plads i manges hjerter har de tegnede covers, der ofte lignede noget, bandet havde fået trommeslagerens lillesøster til at lave på en eftermiddag. Skattet er Battleaxes 'Burn This Town', men andre, der når højt op på listen, er det originale cover til Mortal Sins 'Mayhemic Destruction', Mercyful Fates debut-ep, Sodoms 'In the Sign of Evil' og mange, mange flere. Sidder de ikke på nethinden, så søg efter dem på egen risiko, hvis du ikke er bange for at dine øjne smelter.

I Brasilien var de selvfølgelig også klar over, at der skulle et stærkt cover til at tiltrække sig opmærksomhed i pladeforretningernes kasser, og heller ikke her var der økonomi til at få sådan en rigtig grafisk designer til at lave det. Som beskrevet i denne uges Briller af Stål satsede Sextrash benhårdt på chokeffekt med coveret til deres debut, 'Sexual Carnage', hvor den evigtgyldige kombination af bryster og onde grimasser skulle sælge varen, men de andre tidlige brasilianske thrashbands havde bestemt ikke noget at lade dem høre.

1. Sextrash – 'Funeral Serenade'

Sextrash fortsatte temaet fra debutens cover på opfølgeren året efter – navnet forpligtede jo trods alt. Og selvom de musikalsk havde taget et stort skridt frem på pladen, der ganske vist stadig var temmelig meget ude af takt med, hvordan deaththrash formodedes at burde lyde i 1992, så lød deres primitivitet her i langt højere grad som et bevidst stilvalg end et udslag af inkompetence. Coveret, not so much: Kvinden, der poserer på sarkofagen med et saligt smil og tilsyneladende en hånd i skridtet er sådan set meget godt ramt i en halvpornografisk positur, men de tre engle med klove, der spiller en serenade for hende, er straks mere problematiske. Fyren med lyren er så koncentreret om, at hans erektion ikke skal dukke frem over hendes knæ, at han bliver helt skeløjet af det – men det er selvfølgelig heller ikke nemt at fokusere på flere ting på én gang, når man er så fladpandet som ham. Panfløjtedude ligner faktisk reelt, at han er blevet foreviget lige efter have sat ind i et ordentligt blæs, mens den anden fløjtenist er en sært androgyn satyr. De pumpede arme står i hvert fald i en forstyrrende kontrast til den blidt feminime ryg, røv og lårene, og havde det ikke været for gedebukkeskægget, kunne man godt have mistænkt brasilianerne for at ville sætte lidt lokalkolorit på ved at lave en amazonesatyr.



2. Holocausto – 'Campo de Extermínio'

Sex og Satan var ligesom taget, da Holocausto skulle finde noget at skille sig ud med, når nu de ikke rigtig var i stand til det musikalsk, så de valgte nazisme som choktaktik i stedet. Uden selvfølgelig selv at være nazister, som de naturligvis bedyrede, traditionen tro. Det er der flere andre bands, der har gjort igennem tiden, men hvor de fleste har dækket sig ind under en stærk historieinteresse eller en forkærlighed for godt tøjdesign, tog Holocausto deres cue fra Slayers 'Angel of Death' og svælgede i sadisme og nedrighed som et udtryk for ondskab. Coveret til debuten 'Campo de Extermínio' er ret ubehageligt, ikke bare for den situation det viser, men for den nidkærhed, der er lagt i detaljen, og den talentløshed, det er gjort med. Musikken er nærmest en eftertanke, men den primitivt buldrende blackened thrash er bestemt ikke uden sin charme. Pladen er i øvrigt netop genudgivet på vinyl fra Greyhaze Records.



3. Vulcano – 'Bloody Vengeance'

Man skal se nøje efter for at finde ud af, hvem det egentlig er, der står bag den blodige hævn mod den katolske kirke på coveret til Vulcanos mini-LP fra 1986, men dér, til venstre for præsten og lige foran alteret ser man Ham: Satan i skikkelse af en noget undselig lilla slange, der har spyet ild ud over det hele. Alteret står i lys lue fra flere små ildspåsættelser – det er jo en lille slange – og der er ild i præstens kjortel, hvilket jeg, uden at være brandtekniker, ville bedømme til at være lidt uladsiggørligt, sådan som det er afbildet. Præsten selv mærker intet længere, for han har tilsyneladende slået baghovedet mod kanten af alteret, hvorefter han har roteret en halv gang rundt om sig selv og er faldet på ryggen ud i skibet. Han har vist også været oppe at toppes med slangen at dømme efter de huller, der er revet i hans brændende kjortel. Og nu ligger han så der i kristuspositur, mens Kristus selv på korset har opgivet martyrrollen og ladet den ene arm falde slap ned. Han hænger også noget med hovedet, Jesus, og det er i det hele taget en sort dag for kirken, den dag, hvor Vulcano lader sin deathmetal ryste den i sin grundvold. 'Bloody Vengeance' regnes for en grundsten inden for black metal sammen med de første ep'er med Destruction og Sodom.



4. Mystifier – 'Wicca'

Kender du kun den internationale cd-udgave af coveret til Mystifiers debut fra 1992, kender du kun en lille del af det samlede billede: Der er halshugget Jesus på et kors, der er sat ild på, og nogle utydelige skikkelser har slået heksering om ham. Den originale lp-udgave er et sandt Hieronymus Bosch-tableau: Ikke bare kan man se, at de seks hekse har fået en solid dolk på over dåden, og at en druide er i færd med at brygge noget at fejre det med sammen med en djævel, og bag dem ser man ceremonivogterne. Der er to hvidklædte druider med tomme øjne på hver deres trone, og på den hævede tronstol imellem dem hviler – en noget så nuser lille flammerød gedebuk med forbenene dinglende tilforladeligt ud over kanten af sædet. For at Den Fule ikke skal se alt for troskyldig ud, er han dog heldigvis også afbildet svævende i luften over dem som en muskuløs gedebukkeånd med flagermusevinger og en sært uafsluttet hale. Men det ondes magt er selvfølgelig også evindelig. Pladens avantgardeblack med atmosfærisk synth er ikke faldet helt på plads for bandet, og det var først på efterfølgeren, 'Goëtia', at Mystifier for alvor fandt deres lyd. Den plade er så til gengæld også ret fremragende.



5. Dorsal Atlântica/Metalmorphose – 'Ultimatum'

Brasiliens første thrash metal-plade var ikke Sepulturas split med Overdose, men en split med to Rio-bands, der kom tidligere på året i 1985. Dorsal Atlântica havde eksisteret siden 1980 og var dermed veteraner på scenen sammen med Vulcano, men trods en række plader op igennem slutningen af 80'erne og det meste af 90'erne forblev de stort set ukendte uden for deres hjemland, mens Metalmorphose gik i opløsning allerede året efter. Holdt op imod Sepulturas 'Bestial Devastation' er der da heller ikke noget at sige til, at det var Belo Horizonte, der løb med opmærksomheden, for på 'Ultimatum' befinder begge bands sig på den klodsede side af Overdoses power metal på 'Século XX'-siden af Sepultura-splitten. Dog giver det et eksotisk særpræg, at begge bands ligesom Overdose synger på portugisisk.

Hvis musikken ikke er det store på 'Ultimatum', og pionerstatussen kun lige er på et hængende hår, så har coveret til gengæld alt, hvad man kan ønske sig af en plade, hvor en af sangene simpelthen hedder 'Heavy Metal'. Her er et band – ligegyldigt hvilket af de to bands – der sejrer over et måbende publikum med lige så tomme zombieøjne som bandet selv. De er simpelthen besat af metal, og trommeslageren må nødvendigvis stille sig i sejrspositur, mens guitaristen shredder, og bassisten er inde i et pissefedt groove. Alle er så optaget af, hvor fantastisk det her heavy metal er, at ingen umiddelbart hæfter sig ved, at sangeren som en anden Superman river sin torn-off t-shirt op for at vise, at han i virkeligheden er en slags robot eller maskine eller noget indenunder.