Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Premiere: Silent Fracture – ‘New level of dominance’

Populær
Updated
Silent Fracture - Fotograf Nikolaj Bransholm

Danske Silent Fracture er tilbage med første single til deres kommende plade. Et nummer og en plade, der er skabt ud fra ideen om at skabe et mere voldsomt og tungere musikalsk univers end tidligere, blandet med inspiration fra black metallen.

Fire år er der gået, siden Silent Fracture udgav ’Hunger:Lust:Death:Prey’ (2019). Nu er danskerne tilbage med første single fra bandets kommende opfølger. En udgivelse der undersøger forskellige dele af livet, lige fra smerte, selvhad og tab til større globale konflikter, såsom klimaforandringer.

Første single, ’New level of dominance’, har dog en mere historisk baggrund. Med et tekstunivers der trækker på inspiration fra ’The Stanford Prison Experiment’. Som bandet beskriver det:
- Lyrikken er inspireret af en fascination af balancerne i magt. Roller der bliver byttet rundt, at den stærke bliver den svage og hvad et roligt menneskesind bliver i stand til, når det udsættes for et massivt pres.

Om selve videoen til nummeret fortæller bandet:
- Den er lavet i samarbejde med Cold North Creative og skuespiller Mie Gren, der blandt andet er kendt fra filmen ’Ukrudt’. Hun leverer en fuldstændigt mindblowing og meget indlevende præstation. Hun besvimede faktisk under en af sekvenserne, da hun skulle udtrykke sin indre, næsten dæmoniske kamp i sind og krop. 

Se selv videoen nedenfor og lyt til ’New level of dominance’: