Roskilde Festival 2013: Publikum
PopulærRoskilde festival nærmer sig, og hvem anden end udvalg af publikum med metaliske pejlemærker kan give dig gode råd til, hvordan du kommer godt og helskinnet gennem denne musikskolesommerlejr?!
Siden vi ikke har kunnet spørge jer alle, kommer her også en opfordring til at give jer kære læsere jeres besyv med i kommentarfeltet nedenfor!
Louise Refshammer – 28 år – med på RF siden 1985:
Louise er født og opvokset i Roskilde og har været med på Roskilde festival hvert år siden hun blev født i 1985. Louise bor på Nørrebro sammen med sin mand og venter deres 1. barn til september. Til dagligt arbejder Louise på kontor i sit fars rengøringsvirksomhed, hvor hun har arbejdet siden 2008.
1) Hvorfor skal du på Roskilde i år, og hvad ser du mest frem?
- Jeg har været på ’Roskilde’ siden jeg var barn, fordi min far startede med at arbejde der i 1985 – samme år som jeg blev født. Kort tid efter tilsluttede min mor sig, og de arbejder der stadig hvert år.
-Da jeg har fået den festival ind med modermælken, er det ikke et spørgsmål om, hvem der spiller eller noget andet! Det er bare en bonus, hvis det er bands, jeg gerne vil se. For af sted skal jeg - uanset hvad.
- Jeg SKAL på Roskilde hvert år! Det eneste, der umiddelbart kan holde mig væk, er, hvis jeg skulle ligge på fødegangen.
- I år skal jeg dog kun derud lørdag, da jeg er på det tidspunkt er 7½ måned gravid. Jeg skulle først have været af sted torsdag pga. Slipknot, men da Metallica for nylig blev offentliggjort, valgte jeg lørdag i stedet. Metallicas Orange-koncert i 2003 var fantastisk, så det vil jeg ikke gå glip af! Og når det nu kun kan blive til en enkelt dag, så får jeg også mere ud af lørdag end af torsdag!
2) Hvad er din bedste Roskilde Festival oplevelse?
- Det bedste ved Roskilde er, syntes jeg, hovedsageligt stemningen. En stemning man sjældent finder på andre festivaler i verden. Den ER bare unik og emmer af frihed, kærlighed og skøre påfund.
- Det, jeg specielt elsker ved at komme der, er, at give fuldstændig slip på hverdagens stress, bekymringer, ansvar og bare være "teenager" for en uge med skønne venner, lejerhumor og ØL!
- Jeg har ikke en enkeltstående bedste oplevelse! Jeg har hundredvis af dem fra de sidste 14 år, hvor jeg har ligget i smatten. Men koncertmæssigt står TOOL på Orange i 2001 meget klart og fantastisk i min hukommelse.
3) Hvad er det værste ved festivaler?
- Det værste ved festivaler er nok de 200 gange om dagen jeg skal tisse pga. alkoholindtaget. Det er altid hårdt at vågne efter en brandert og tænke ”åhh nu skal jeg igennem det en gang til!”
- Men det er selvfølgelig selvforskyldt, så jegmå nok sige: dårligt vejr, tyverier, kamp om campingarealet og at væltet hegn er irriterende indslag, som desværre ofte følger med.
4) Hvilket råd vil du give til andre der skal på festival?
- Mit råd er at opføre sig ordentligt over for andre! Der har med tiden sneget sig lidt for mange fordømmende typer ind på diverse festivaler. Det er et frirum, hvor man bør kunne se ud og lytte til, hvad man vil på alle tidspunkter af døgnet!
- Også dårlig stemning, negative tilråb, aggressiv adfærd og den slags hører ikke hjemme på en festival! Der er ik’ meget hippie i mig, men den ene uge om året, vil jeg med glæde tilslutte mig Peace, Love and harmony!
Michael Jensen – 50 år med på RF siden 1978:
Michael vil kalde sig for en "gammel" hippie, der er blevet klippet kort håret. Michael har deltaget i Roskilde Festival samtlige år siden 1978. I '78 oplevede han som 15 årig Bob Marley på Orange scene. Siden det år har Roskilde for Michael nærmest haft en religiøs tiltrækning. Festivalen har gennem årene haft en fantastisk evne til at booke det nye og fremadskuende. Folkene bag RF pirrer altid til nysgerrigheden, mener han. Michael bor i København og er far til tvillinger på 5 år og lytter til al slags musik af god kvalitet. Og jo, Michael skal naturligvis også på Roskilde i år. Det er svært for Michael overhovedet at vente.
1) Hvorfor skal du på Roskilde i år, og hvad ser du mest frem?
- Jeg ser frem til at høre Uncle acid and the Deadbeats, Goat, Slipknot og så naturligvis Metallica.
2) Hvad er din bedste Roskilde Festival oplevelse?
- Samvær og det at en festival på en eller måde bliver en verden for sig. Hverdagen og samfundet udenfor glemmes totalt for nogle dage. De bedste oplevelser ligger tilbage i midtfirserne med masser af venner og bands som RATM, Slayer, Red hot chili Peppers og ikke forglemme tyske H-Blockx. U2 i 1982, mener jeg, står som en kæmpe oplevelse.
3) Hvad er det værste ved festivaler?
- Jeg har lidt svært ved at komme i tanke om noget. Måske toiletkøerne.
4) Hvilket råd vil du give til andre der skal på festival?
- Erfaringen siger mig at almindelig sund fornuft kommer du langt med. Hold dig fra stoffer af ubekendt afstamning. Ryg i stedet en masse gode joints. Tag dine bedste venner med, så er du sikret den fedeste uge hvert år.