Briller af Stål: Strammere end et par stonewashed stretchjeans

Hvorfor overhovedet spille andre former for heavy, når thrash metal findes? Neo-thrash-bølgen nægter at ebbe ud, og bands som Havok og Vampire giver ingen grund til at ønske sig andet – men Warbringer er bølgens problematiske understrøm.

Det er snart 30 år, siden den første bølge af thrash trak sig tilbage fra stranden og efterlod et uskønt morads af groove-tendenser, hageskæg, funkbas og mandefølelser i vandkanten. Mindre end ti lynhurtige år havde det varet, før det virkede, som om det var slut, og alle hellere ville spille grunge, groove, død eller bare halse efter Metallica.

Men det er så også godt 15 år, siden Municipal Waste kom surfende ind på en ny bølge og lod, som om der overhovedet ikke var sket noget i de mellemliggende 15 år, og alt bare var stramme jeans, dåsebajere og bandanaer over tudset hår. Der var intet nyt i det, men energien var fornyet, publikum var nyt, og alle var fast besluttede på ikke at sætte noget over styr og komme til at udvikle sig et sted hen, hvor det holdt op med at være fedt.

Således har neo-thrash levet sit eget liv de sidste 15 år, på én gang uden at lade sig påvirke af de strømninger, der ellers har været i metal i de år, og som et billede på den tunge nostalgi, der dominerer metal mere og mere. Som Bay Area-fotografen Brian Lew sagde det i forbindelse med filmen ‘Murder in the Front Row’, er metal blevet en ny generations classic rock: Nostalgien dyrkes uhæmmet  af midaldrende mænd og kvinder til festivaler som Copenhell med de samme gamle navne. Hvis der endelig skal noget nyt til, skal det helst være “noget, der lyder, som da far var ung,” som DesExults Esben Slot Sørensen sagde det for nylig i en snak om gamle dage.

Neo-thrash har absolut ingen ambitioner om at bringe noget nyt til genren. Tiden er fastfrosset i anden halvdel af 80’erne, og ingen har i sinde at begå de samme fejl, som blev begået, dengang thrash metal prøvede at udvikle sig og kom til at afvikle sig selv i stedet. Blev for pæn, for perfekt, for stiliseret og poleret.

Gribende bøvet
Men med så mange års retrobølge er det uundgåeligt, at nogen vil begynde at afsøge mulighederne i thrashens kreative zenith lige inden kollapset. Det punkt, hvor alle havde lært at spille, hvor sangerne havde opdaget, at man faktisk godt kunne forsøge at følge de melodier, bandet spillede, hvor studieteknikerne havde lært, hvordan man optog et thrash metal-band.

Op gennem 10’erne har Havok stilet efter at tage teten op, hvor deres forgængere slap den, og med det femte album, ‘V’, er det tæt på at lykkes for dem. Det her er post-’... Justice’-thrash, sådan som Forbidden, Death Angel, Sacred Reich og Dark Angel en kort overgang excellerede i den, inden de faldt fra hinanden eller gik i stampe: Strammere end et par stonewashed stretch jeans, spækket med hooks, gennemtænkt afbalanceret mellem midttempo-breaks og ilmarch, en markant bas, der holder det hele street wise. Spillet af en ny, blond fyr, der hedder noget så thrasher-autentisk som Brandon Bruce, endda.

‘V’ er allerede blevet udråbt til et mindre mesterværk, i hvert fald en milepæl inden for neo-thrash, og det kan der på sin vis godt være noget om. Det er i hvert fald en af de plader, der bedst er lykkedes med at tage retro-bølgen videre end skater-chic smadder med cut offs og råbekor. Det er hvinende naivt i sange som ‘Betrayed by Technology’ og ‘Cosmetic Surgery’, og der er noget gribende bøvet over en antiselvmords-sang, der hedder ‘Don’t Do It’ og har powerballade-ansatser.

Bedst er Havok, når de stiler højest i netop ‘Don’t Do It’, der hele vejen gennem starten skaber en spænding ved aldrig at kamme over i den rene Machine Head-powerballade, samtidig med at den nikker til sit tydelige forbillede i ‘Fade to Black’, inden den da også giver los med en sidste heroisk thrashen. Endnu bedre er de i ‘Panpsychism’, hvor de kommer endog meget tæt på at løfte arven fra Forbiddens klassiker for kendere, ‘Twisted Into Form’: Teknisk, groovy og melankolsk melodisk på en måde, som vel næsten kun Death siden har været det siden. Det er formidabelt, og hvis Havok har modet til at binde an med flere af den slags sange – og til gengæld skære ned på de mere anonyme thrashere som ‘Cosmetic Surgery’, ‘Phantom Force’ og ‘Betrayed by Technology’, der dydigt imiterer Exodus, men gør det med samme forglemmelighed som Exodus selv de seneste årtier – bliver de formidable.



Insisterende tykpandet
Når man kan være tilbøjelig til at knuselske ‘V’ og Havok sådan, er det også, fordi de bare lykkes med ikke at være hverken kedelige som veteranerne i Testament eller decideret frastødende som deres meget amerikanske landsmænd i Warbringer. På deres sjette plade, ‘Weapons of Tomorrow’ – for ja, vi er simpelthen oppe på, at Warbringer har lavet seks plader nu, uden at verden er blevet et bedre sted af den grund – er de på deres side nemlig så opsatte på at sætte den helt store moshpit i gang, at det kammer over og bliver kalkuleret at høre på. Skal vi skrige “firepower kiiiiiills”, skal vi lege Exodus, skal vi spille med power-musklerne, skal vi bevise, hvor lækre vi er? 

Det er påfaldende, så tæt på Havok Warbringer er på ‘Weapons of Tomorrow’, og hvor vidt forskellige resultater de to bands får ud af det. Altså, som antydet ovenfor er det jo ikke, fordi Havok fremstår decideret brainy bag de smukke, lange lokker, men selvom Warbringers frontmand, John Kevill, selv mener, at han er en slags intellektuel, fordi han engang har set en dokumentar om 1. Verdenskrig, er hans tumpethed insisterende tykpandet.

Hos Warbringer er krig fedt, fordi våben er the shit, og det kan man skrige en masse om, men så skal man også bare lige huske, at de er farlige, jo, og folk dør og sådan noget. 

Det er ufedt, selvom det er sejt. 

Meget som Warbringer selv. 

Når det opfattes som en fornærmelse mod selv den middelmådigste begavelse at høre Warbringer, er det, fordi der hele vejen igennem trykkes så åbenlyst på alle de knapper, de ved virker, når publikum er voksenfulde og nostalgilabile.

Spøjst nok har ‘Weapons of Tomorrow’ sin egen opdatering af ‘Fade to Black’ i form af ‘Defiance of Fate’. Så er vi dér igen. Men vi vil gerne væk, for det hele bliver fremført, som om det var en konkurrence om, hvem der kan gøre sig mest populær hos et thrashhungrende publikum.



Et demonstrativt skridt tilbage
Hvis man gerne vil have en neo-thrash, der giver én noget ekstra, er det som altid bedre at se mod vores naboland Sverige. Vampire har vi på Devilution længe været behørigt benovede over, ikke mindst fordi de på deres seneste plade, ‘With Primeval Force’, indledte det hele med at trække blankt, og det var det sejeste i hele verden, fordi de faktisk kunne leve op til det på resten af pladen. På det kommende tredje album, ‘Rex’, ser det ud til, at gøteborgenserne har tænkt sig at få os til at dåne endnu mere ved lige at smide en gang goth-romantiske Tribulation-vibes oven i mixet, i hvert fald hvis førstesinglen ‘Melek-Taus’ er noget at gå efter.

 

I Stockholm går Power Face til gengæld et demonstrativt skridt tilbage på deres nye bånd, ‘Promo Tape 2020’. Hvilket er en skuffende ikke-titel i forhold til forgængerne, 7”'eren ‘Power Face’ og lp’en ‘Face the Power’, der var en af de bedste udgivelser i 2018. I forhold til den plade er de fire sange på ‘Promo Tape 2020’ mere punkrockede end tidligere, men der er stadig så meget thrash metal-riffing på ‘Through Endless Sky’, at båndet fortjener at blive taget med her. 

Det er thrash metal, fra før der var noget, der hed thrash metal, som om de har afopfundet hele udviklingen fra ‘Kill ‘Em All’ og frem, og det er et charmerende glimt fra en tid, hvor intet endnu var fastlagt. Der er sågar et cover af proto-metallerne i Status Quo, fra før deres boogie rock begyndte at gå i tomgang, men stærkest af alt står alligevel midttempo-bangeren ’Reaper’s Night’. Hvis der er én sang, jeg gerne ville have rystet næven gevaldig meget til på K-Town Hardcore Fest om en måneds tid, hvor de skulle have spillet, så er det eddermaneme den.

Sådan skulle det ikke blive, men mens vi venter på, at verden bliver sig selv igen, er Power Face og ‘Promo Tape 2020’ en god påmindelse om en svunden tid. Som altså lever sit eget liv sideløbende med neo-thrashen og den tid, resten af verden lever i.