Tourvideo fra danske Psy:code
PopulærPsy:code har sendt Devilution et link til lidt strimmel om bandets turne over påsken til Tjekkiet og Slovakiet - se den og læs lidt om turnéen her.
Som nævnt ovenfor, så brugte Psy:code påsken på at rejse mod god og billig øl med indlagte shows sammen med de to tjekkiske bands Anime Torment og Enemist. Turen foregik under banneret ”Anger the Continent”, og Psy:code har uploadet en video med diverse klip fra udskejelserne. Der er blandt andet musik (surprise!), druk (dobbelt surprise!), landevej (ooh la la) og politikontrol (som bandet dog ikke kommer nærmere ind på i deres beretninger fra landevejen).
Bandet har undervejs berettet fra turen på Facebook. Første show var på Cross Club i Prag – det blev til en god start på trods af, at bandets backtracks ikke lige gjorde, som de skulle. Kontrasten til det næste show blev stor, idet koncerten i Krupka i den nordlige del af Tjekkiet fandt sted i en kælder i et hus. Fremmødet var derfor begrænset – kun 30 mennesker – men åbenbart 30 mennesker med hjertet på rette sted. Psy:codes ordrette beskrivelse: ”people went FUCKING APESHIT”.
Frem og tilbage over grænsen
Uheld med backtracks var ikke eneste forhindring undervejs. I Zilina i Slovakiet spillede bandet et godt show, men så brød PA-anlægget sammen, to gange faktisk, hvilket betød bortskæring af tre numre. Næste show var også i Slovakiet på Klub 77. Et hårdt show for de efterhånden gennemfestede fyre, men et rigtigt godt et med gang i den med alt fra circle pits til crowdsurf med og uden bandets frontmand. Og så lige et afterparty, der viste, at folk godt kan drikke i Slovakiet!
Turnéen havde nu nået de sidste to shows. Det første var tilbage i Tjekkiet igen, denne gang på Republica San Bonigo i Borkovany. Historien har et black out her og beretter intet om showet. I stedet er sidste beretning om det sidste show, der fandt sted i Bratislava på Club Randal. Et arrangement med mange andre bands på plakaten og dermed risiko for forsinkelser ... hvilket skete, så Psy:code igen måtte skære i deres sæt. Bandet fik god feedback på dét show – så helt galt gik det ikke, at bassen denne aften måtte komme fra en computer, da Dag, bassisten, havde fået et epileptisk anfald og måtte opholde sig på hotellet imens for at restituere.
Se levende billeder fra turnéen herunder: