Råddent og rigtig fint
Fordærv er tilbage, seks år efter den poetisk betitlede debut ‘Knep dig selv ihjel’. Silkeborgenserne har droppet den hurtige grind og er gået efter et folket og inderligt længselsfuldt udtryk. JK, fr fr.
Sikke sikke noget
Nemmere slemmere
De døde er jo så rolige
Politik på larvefødder
Op i den svære toer
Fine fornærmelser
Knivstik øv pis av
Tag flyveren på arbejde
Den lille kemiker
Det er naturligvis gas. ‘Nogen skal jo dø’ har speederen i bund det meste af tiden, og en del af tiden groover den i møgbeskidte breakdowns, og hvorfor da også gøre andet, når Fordærv er gode til netop det? Endnu en gang viser bandet , at god grind culture er den, hvor man spiller højt og hurtigt, ikke den, hvor man tager interessetimer på jobbet i Elgiganten for at imponere en chef, der vitterligt ikke ville pisse på en, hvis man stod i flammer.
“Jamen, jeg venter på dig, din brilleabe. Kom nu.” Ordene, der indleder ‘Dræb dig selv – jeg tror, det klæ’r dig', fik mig til at kigge forvirret rundt i trafikken, da jeg kørte på cykel gennem Amager med Fordærv i ørerne. Det burde jeg naturligvis hade bandet for, ligesom jeg i kraft af min opvækst i Viborg burde stikke dem den længste mellemfinger for at være fra Silkeborg (selv om det jo trods alt ikke er Herning eller Randers, men alligevel), men det er svært at hade Fordærv, for de spiller røvfedt. Der er grundigt smæk på albummets 11 numre, og sangene blander politisk vrede og humor, jeg burde være for voksen til, men det er jeg vist ikke helt. Hvem holder ikke af en titel som den – måske – metabevidst selvrefererende ‘Op i den svære toer’, der trods sine 52 sekunders spilletid også lige har tid til at ramme et 6/8-dels black metal-stykke undervejs. Det er sjovt!
Det er paradoksalt, at bandet, som de selv siger det, balancerer på “den famøse knivsæg, og at vi stræber efter at ligge lige midt på den. Det må gerne være sjovt, men ikke plat. Der må gerne være noget dybere, men det skal ikke mases ind i hovedet”. Ligeledes er det også paradoksalt, at et band, der i så høj grad dyrker det vilde, ukontrollerede og grimme, lyder så lækkert i Jacob Bredahls produktion, men det er en balancegang, der i begge tilfælde fungerer godt.
Sangskrivningsniveauet er hævet på ‘Nogen skal jo dø’, og længden på albummet er for genren perfekt. Der er sange nok til, at det føles tilfredsstillende, men albummet er passende kortfattet. Bedst er ‘Politik på larvefødder’, førnævnte ‘Dræb dig selv …’ og ‘Knivstik øv pis av’, mens der ikke som sådan er et svagt nummer på pladen. Det er det høje bundniveau, der præger Fordærv, og er man til grindcore og/eller pueril humor, så er det helt klart her man stempler ind.