Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Frostkold undergrundsblack

Updated
1360242

Den danske trio Gam holder det ægte, isnende koldt og gammeldags på ep'en 'Valravnen'. Et godt bud på autentisk undergrundsblack.

Kunstner
Titel
Valravnen
Dato
04-07-2025
Trackliste
1. I stormjættens næve
2. Rædsomt under
3. Natten til Skt. Jørgens Dag
4. Valravnen
Forfatter
Karakter
4

Der er liv i den dybe og sorte undergrund i Danmark. Det viser den danske trio Gam med den tyve minutter lange ep 'Valravnen', der følger op på den to år gamle fuldlængde 'Alt hans væsen'. Ep'en udkom egentlig i juli i år, men det er først her sent i november, at omgivelsernes temperatur for alvor passer til Gams isnende black metal.

'Valravnen' holder i den grad genrens klassiske dyder anno 1993 i hævd. Og fordi ikke ret mange andre gør det samme, og fordi ep'ens fire sange er velkonstruerede tremolo-orgier, ender 'Valravnen' med at lyde en del friskere end mange andre nutidige bud på klassisk black metal.

Lydbilledet på 'Valravnen' er råt – Gorgo-råt, men de hidsige, stormomsuste riff får et modstykke i mellemstykker, introer og outroer med akustisk guitarspil. Og guitarist og vokalist Ateulv har et godt øre for fængende melodier, som viser sig allerede på åbningsnummeret, 'Stormjættens næve', der rummer flotte breaks og en meget sikker sans for, hvordan man konstruerer black metal, der er råt, aggressivt og samtidig fængende.

Og Ateulvs vokal udspyr lyrisk edder, der er langt over det vanlige niveau i genren med pasticher på sortromantisk poesi, der forsøger at fremmane svundne tider – komplet med et overmål af allitterationer og omvendt ordstilling,som her i 'Natten til Skt. Jørgens Dag': "Pryd jer med horn/ og huder på vrangen/ slæng jer i støv/ og vrid jer som slangen/ Menneskeslægten, den famler/ så langt fra det skabte/ omfavn dets urform igen/ hyld Ham med haler og tuden og glammen". 

'Natten til Skt. Jørgens Dag' viser også Gam fra deres mest folkede side. Men det er igen folk-præget som den klassiske black metal; der er gudskelov lang vej til Trold, Fintroll og lignende vederstyggeligheder. Det er der også på det ret fornemme, lange, akustiske mellemspil på titelnummeret, før helvede atter bryder løs.

Leder man efter dansk black metal, der holder det ægte og undergrund, og som ikke forfalder til post-black og black-gaze, så er Gam et overmåde godt bud.




Gam giver koncert lørdag d. 29. november i Mayhem sammen med bl.a. det fremragende, australske progressive death/black-band Stargazer. Læs mere HER.