At kuratere en festival mod strømmen

Han lever tyst i skyggerne af en verden, hvor alt måles i hits og penge. 
Daniel Abecassis har gennem 15 år skabt en platform, hvor dødsmetallens sjæl stadig får plads til at leve. Et samlingspunkt for genrens mørkeste, mest sjældne stemmer.

Udenfor kaster cyklister lange, lave formiddagsskygger hen ad gaden. Et ægtepar er begravet i et turistkort over Christiania, og indenfor sniger Bådsmandsstrædes summen sig ind som baggrundsstøj, da Devilution træder ind på Daniel Abecassis’ kontor – et slags dødsmetallisk helle midt i byen, som synes at være et spejlkabinet af Kill-Town Death Fests indre landskab. Væggene er pyntet og plastret til med årtiers historie; farvemættede plakater fra Kill-Town Death Fest, et ekko fra Heavy Days in Doomtown samt Killtown Bookings europæiske bedrifter. Kontoret emmer af fortællinger, hårdt arbejde og DIY’s fandenivoldske ånd.

Devilution møder Daniel Abecassis her, han serverer en kop kaffe, lægger det ene ben op på det andets bens knæ, mens han læner sig tilbage i stolen, folder hænderne og svarer på, hvordan status ser ud for KTDF:

"Jeg er ikke som andre, hvor jeg forudbooker år i forvejen", siger han og trækker på skuldrene. "Jeg tager et år ad gangen, og så når det er slut, så begynder jeg at kigge på det næste. I år og sidste år blev lidt anderledes, for jeg prøvede faktisk at holde en pause, som så blev til en pause fra København, som så blev til en festival i London i stedet for. Ideen var, at festivalen skulle rykkes til maj i stedet for september, hvor den normalt ligger, for at jeg ikke skulle have fuld smæk på henover sommeren, men i stedet kunne bruge vinteren på det. Den plan røg ligesom i vasken, så nu er vi tilbage i september, og fra hvad jeg kan forstå på de reaktioner, der har været, så er det der, folk foretrækker, at den ligger. Det er en af de sidste festivaler i sæsonen, og så er det en god måde at runde af på."

Nu har den ligget der siden 2010, og selvom det er 15 år siden, så er det kun den tiende, fulde udgave af Kill-Town. Devilutions udsendte havde selv nær booket overnatning og købt billetter til maj-datoerne, men nåede heldigvis ikke at brænde nallerne, som enkelte andre har oplevet. Abecassis er da også ærgerlig over, at det kan blive udfaldet, når han glemmer, hvordan det, han lægger ud, kan have indvirkning på folks liv. Heldigvis har der ikke været nogen sure miner.

Udover en snak om årets Kill-Town festival er vi også nysgerrige på manden bag, hans vej ind i punk og metal som booker og arrangør, og hvad der inspirerer ham. 

Pumpehuset, Bolt Thrower og den gyldne æra
"Jeg var til min første dødsmetalkoncert i februar 1993 i et fuldt pakket Pumpehuset – der kunne være flere mennesker end i dag – med Bolt Thrower, Grave og Vader, og det gjorde et kæmpe indtryk på mig," siger han i dag og lægger ikke skjul på, at han stadig kan mærke suset. 
"Jeg så en del MTV dengang, og uden at vide så meget, så var jeg fascineret og draget af ekstremmetal." 

Han fortæller om bevægelsen fra at ramme dødsmetallens gyldne æra lige i røven og se navne som eksempelvis Morbid Angel, Deicide og Death i starthalvfemserne, til at lande i et punkmiljø. Selve musikken skulle vise sig at være kun én del af det puslespil, der kom til at forme ham. For snart drejede han skarpt ind mod punkens mere jordnære energi. Ikke nødvendigvis på grund af akkorderne, men på grund af ånden. Den der idé om, at man kunne skabe noget selv – uden tilladelser, uden budget, uden godkendelse. Han kastede sig ud i det og arrangerede sin første koncert som 15-årig i Børnehuset i Sankt Peders Stræde. Her dukkede 800 mennesker op. Han løfter øjenbrynene, mens han smiler over sin egen succes og det blod på tanden, det gav. Fra det øjeblik havde han en instinktiv fornemmelse for, hvordan man bygger noget op, der samler mennesker. Det krævede ingen manual. Ingen mentor. Bare vilje. Fra start 00’erne skiftede han over til Ungdomshuset og var med til at lave K-Town frem til rydningen i 2007. Grundstenen til KTDF blev lagt i 2009: metalmusik i et punk-DIY-setup, hvilket Ungeren passede godt til. 

Da døden fik adresse på Dortheavej
"Jeg kiggede mig lidt omkring efter, hvem der kunne være med til at sætte det sammen. På det tidspunkt havde nogle af mine venner startet et nyt band i 2009, der hed Undergang, og frontmanden, David Mikkelsen, ville gerne være med. Da vi ligesom indkaldte bredt til det første møde, som der kom 15 personer til, var det et meget åbent koncept. Vi vidste bare, at vi ville gerne lave en metalfestival, det skulle være DIY, og vi ville gerne holde det i Ungdomshuset. Og vores ambition var at booke Bolt Thrower."

Han ler, og i latteren ligger både realisme og ambition. Det krævede en foreningsstruktur, nogle fondsansøgninger, og så var de indledende runder klar. Det her var i Myspace-dagene, før Spotify, før algoritmer, så Daniel Abecassis afsøgte metodisk Myspace med et skandinavisk fokus, lavede et kort over de interessante bands og rakte ud til forskellige labels for at få skabt alliancer. Der var en international resonans fra start, ikke mindst fordi nogle af de etablerede stemmer så et potentiale, som de skubbede lidt på vej. Blandt andet lagde Fenriz (Darkthrone, red.) dem op på sin MySpace som favoritter, hvilket gav et boost og 1000 nye følgere. Det engelske musikmagasin Zero Tolerance gav dem også en gratis helsideannonce i deres magasin. Pludselig summede det i undergrunden – ikke bare i Danmark, men i hele Europa, og med tryk fra de rigtige steder kunne det blive til en realitet. 

Hvor første år gik overraskende godt trods en fornemmelse af at famle i blinde, skete der et dyk året efter med den laveste tilslutning, festivalen har oplevet nogensinde.
"Jeg tror, vi ramte omkring 300 betalende gæster på den," siger han og peger på en plakat fra 2011 lige bag sig. "Jeg ved ikke, hvad der skete, men ambitionsniveauet røg et hak ned, og det afspejledes både i programmet og tilslutningen. Det var lidt en mavepuster, men vi gav vi ikke op."

I stedet begyndte festivalens egentlige DNA så småt at krystallisere sig: Kill-Town skulle ikke blot være en festival med nye, moderne navne. Det skulle også være arkæologisk klarsyn – en slags genoplivning af dødsmetallens obskure og forsvundne navne, og ofte bands, der havde udsendt én legendarisk demo i starthalvfemserne og derefter var forsvundet i stilhed.
Fra et nutidigt perspektiv var der tale om helt enormt solide bookinger i 2011 med blandt andet navne som Funebrarum, Grave Miasma og Vanhelgd, men dengang var de ifølge bagmanden lidt obskure. Fremsynethed kan som bekendt være svært at arbejde med i en samtidig kontekst, og resultatet kaldte på noget konceptudvikling. Det gik op for Abecassis, at der var et potentiale i at introducere bands, som du ellers ikke kan opleve i dansk eller europæisk kontekst. Derudover trak han inspiration fra den måde, hollandske Roadburn brugte festivalen som ramme for at generere konstellationer af bands, der blev sat sammen på kryds og tværs, og i erkendelse af, at modellen ikke kunne anlægges direkte på KTDF,  at man skulle operere på egne præmisser, med et helt anderledes publikum og et langt mindre budget, var visionen beslægtet: at skabe noget, du ikke kan opleve andre steder – og måske kun én gang. Der blev brugt god tid på gravearbejde i demoer fra 90’erne samt på at opspore og afklare, hvorvidt der var tale om mennesker, der havde holdt musikken ved lige siden. Dødsmetalmiljøet er, og har altid været, meget orienteret mod demoer, så idéen er solid, men det er heller ikke en uudtømmelig pøl, selvom det har givet en række fede bands gennem årene.

Roadburn-inspirationen blev især tydelig i sideprojektet Heavy Days in Doomtown, en slags søsterfestival, som kørte parallelt med KTDF i fem år. Her blev der også bragt et kunstnerelement ind med kuratering af en hel udstillingsverden samt jam sessions, workshops og filmfremvisninger af horrorfilm.

Kill-Town blev holdt lidt renere og begyndte at finde sin form, blandt andet centreret rundt om de bands, man kunne opleve spille for første gang i Europa eller live for første gang i mange år, og det element af sjældenhed har skabt resonans blandt publikum. Bookingerne var ikke kun tilbageskuende, men viste også øje for de nye og de næste. Stil og artwork på plakaterne, som David Mikkelsen (Undergang/Extremely Rotten prod., red.) dengang lavede logoet til, begyndte at finde sin form. 

"Festivalen og Undergang gik ret meget hånd i hånd de første mange år, og der var også mange mennesker, der troede, at David og jeg var samme person. Jeg møder stadig folk, der ikke ved, at vi er to forskellige mennesker," griner Abecassis.  

Lidt den samme omhyggelige tilgang med at opbygge noget nyt har præget bookingdelen af Daniel Abecassis’ karriere. At begynde noget helt nyt betyder også, at der er en masse stier, man selv må træde. At have en idé om et netværk er første trin, men at finde krydsfeltet for punkens DIY og dødsmetal i begyndelsen af 10’erne har været krævende.

Scenen uden scene
"Det skete lidt organisk. Altså, jeg havde aldrig selv nogen ambition om at skulle leve af musik. Tværtimod ligger det jo ret dybt indgroet i selve DIY-tanken, at man ikke skal tjene penge på det, så jeg blev meget hurtigt fanget i et dilemma. På det tidspunkt havde jeg været aktiv i Ungdomshuset i over 20 år, gik på universitetet og var ved at færdiggøre min bachelor. Så stod jeg overfor beslutningen om, hvorvidt jeg skulle fortsætte på min kandidat og blive voksen og akademiker eller skulle jeg følge den her tangent, som faktisk havde ret meget vind i sejlene. Efter vi begyndte på at flyve bands ind fra især Nordamerika til festivalen kom der hurtigt en efterspørgsel på, om jeg kunne lave en turné når nu man kom for at spille én koncert. Jeg var megaambitiøs, så jeg sagde, at det kunne jeg sagtens finde ud af, og jeg havde min erfaring fra punkmiljøet."

Den egentlige udfordring var, at der ganske enkelt ikke fandtes et etableret netværk for dødsmetal i Europa på samme måde, som punkscenen havde det. Så han måtte skabe det. Det var ikke fremmed for ham at bygge bro mellem byer, booke biler, finde overnatninger, lave mad backstage og få det til at hænge sammen.

Det blev det sidste, altså metallen fremfor akademikerlivet, der blev tilfældet, og selvom han ikke er meget for at tage æren for ret meget, så er der sket en markant udvikling i netop sådan et netværk i Europa, efter Abecassis smøgede ærmerne op og gik i gang med at afsøge og udvikle omkring 2011. Hvor punkscenen i højere grad har haft etablerede steder rundt om i Europa, lovlige eller gennem BZ-kulturen, så fandtes der ikke det samme for dødsmetallen. Abecassis giver udtryk for, at der tværtimod traditionelt set har været en stor opdeling mellem punk og metal, hvor man har syntes en masse om hinanden – så det har krævet gravearbejde at finde frem til mennesker med samme ideologiske afsæt som ham selv, men med et andet musikalsk fokus. Det lykkedes at finde nogle steder, hvor der allerede var en kultur for at blande DIY med dødsmetal, og så handlede det om at åbne for det andre steder for at kunne skabe tourforløb, hvor logistik, kørselsafstande og den slags kunne gå op. Samtidig har det været vigtigt at bidrage til, at de fixpunkter, han fandt, også ville skabe lokal kultur, så det kunne fungere fortsat.
Der var tale om en konstant afvejning mellem idealisme og virkelighed, hvor der er et spænd mellem hvad det koster produktionsmæssigt at arbejde med undergrundsbands og så, hvad det faktisk kan generere af billetindtægter. Kill-Town blev dog et knudepunkt for et nyt netværk – et netværk, der respekterede dødsmetallen som mere end bare lyd, men som kultur. Og det er netop dér, at ideologiske sammenstød kan ske. 

"Det bokser jeg stadig med her 15 år senere. Der er ikke altid en sammenhæng mellem hvad det burde koste og hvad folk vil betale, og det er jo slagsiden ved at lave ting på et idealistisk plan. Jeg ved godt, at mange af de bands, jeg arbejder med, har et kæmpe potentiale, men de er stadig på et stadie, hvor de ikke nødvendigvis kan sælge nok billetter til at få det til at fungere."

Indimellem rammer man selvfølgelig også plet, og eksempelvis startede Daniel Abecassis med Blood Incantation, da der ikke var nogen, der kendte dem i Europa. Han har bragt dem fem gange til København, hvor de har spillet for et sted mellem 100-300 mennesker. Senest de var her, for nogle måneder siden, spillede de på et udsolgt Amager Bio med 1.300 billetter. 
"Det kan lade sig gøre, men der er selvfølgelig ikke flest af den slags historier," siger Daniel smilende mens han trækker på skuldrene. 
"De fleste bands kommer til, og så glider de videre. Jeg ser dem tage springet op til de større selskaber og turnéer. Det er en del af gamet. Men indimellem er jeg startskuddet."

En oxymoron i glasbutikken
Når man som Daniel Abecassis vælger en karrierevej, som bryder nyt land, må det nødvendigvis være drevet af passion for at fungere. Når man stikker næsen frem, er der jo også folk, der har en mening om hvad man laver, og her må man holde på en pragmatisk værdighed.

"Der vil selvfølgelig altid være folk, der har gode ting og folk, der har dårlige ting at sige, og sådan har min vej ind i det her også været. Jeg synes dog primært, det har været modtaget positivt. Dog er jeg jo nok blevet fanget i mit eget spind på en eller anden måde, hvis man skal skrælle det helt ned. Det, at jeg laver et firma baseret på DIY, er jo en oxymoron på en eller anden måde, og det er der mange, der har kaldt ud gennem årene. Det har jeg prøvet at slippe, og der står ikke længere DIY på plakaterne, for der er jo folk, der tjener penge på det, selvom Kill-Town stadig primært er en frivillig festival. Pumpehuset er eksempelvis lønnede, og så mit eget firma, men hvis man kigger på, hvad jeg rent faktisk kan trække ud til mig selv versus min arbejdsindsats så tjener jeg måske det samme, som hvis jeg havde en fuldtidsstilling i et supermarked. Det er ikke noget, man bliver rig på, selvom nogle mennesker måske tænker, at jeg sidder her og skimmer fløden, fordi de ser en masse ting med en Gaffa-pris og sådan noget." Han ser sig rundt i rummet. 
"Selvom jeg er tilfreds, så bliver man bestemt ikke velhavende af at arbejde med små bands, og de få gange jeg har ramt rigtigt, som eksempelvis med Blood Incantation, så hopper de jo videre til den næste, større fisk, og så er jeg tilbage med de små bands. Det er et liv i konstant risiko," siger han. 
"Men jeg tror, det er det tætteste, jeg kommer på frihed." 

Man kan måske ikke undlade at tænke, om ikke Abecassis har overvejet en anden retning undervejs, og det leder os tilbage til skillevejen ved det akademiske versus det musiske. Han holder dog fast i, at det har været den rigtige beslutning for ham i forhold til den måde, han lever sit liv på. Frem for et liv med en fed stilling i staten med en god løn, ferier, sygedage og pensionsopsparing, så arbejder han året rundt, holder aldrig ferie og har ingen pension, men sidder hellere på sit kontor på Christiania og laver dødsmetal til folket. 
"Så på den måde er der ikke nogen fortrydelse," siger han og ser ned i kaffekoppen. 
"Altså, hvis jeg skulle kigge fremad, så vil jeg sige, at det jeg kan, sikkert godt kunne føres over på noget andet. Om det skulle være Copenhell, Roskilde eller som spillestedsprogramsætter eller noget i den stil, det kunne man måske godt forestille sig, men det er ikke noget, jeg har ledt efter. Jeg havde for eksempel aldrig regnet med den der Gaffa-pris. De har aldrig beskæftiget sig med noget, jeg har lavet. Når jeg sidder her, tænker jeg ikke over, at der er nogen, der ser hvad jeg laver, fordi der er meget lidt feedback fra overdanmark. Nu bliver jeg 50 inden for de næste par år, og der er måske også en begrænsning på, hvor længe jeg kan holde energien kørende." 

Det er ikke uden personlige omkostninger at køre et passionsbåret firma med konstante deadlines og pres fra mennesker, man skal gøre glade. Man får lov til at arbejde for at få tingene til at hænge sammen, og Abecassis opererer også jævnligt med stress, som kan tære i perioder. Aftalen med Pumpehuset rundt om KTDF er, at så længe det giver mening for begge parter, så kører de videre. Det er kosttunge arrangementer med budgetter på flere millioner kroner og mange måneders arbejde for Abecassis. Arbejdet ser dog ud til at bære frugt, for selvom der i år har været en række af de mindre festivaler, som har kæmpet med billetsalget, har KTDF ramt break even, og den når formentlig at blive udsolgt. 

Dynamik og anti-headlinere
Kill-Town har altid været stærkest i midtersegmentet og de små bands. Er man nysgerrig uden at være hardcore genrehaj, er der masser at lære. Hvis man nørder dødsmetal kan man møde mange bands, man har hørt om, men aldrig har haft mulighed for at se, og det er festivalens styrke. Den er ikke i konkurrence med de store fisk som Copenhell, og er også bygget omvendt op med et anti-headlinerkoncept som sit udgangspunkt. Og så alligevel. For der ér headlinere med på plakaterne for at sikre dynamikken. Der er nødt til at være et psykologisk aspekt i opbygningen, som gør, at folk hægter sig fast på noget specifikt. Abecassis holder en tænkepause inden han fortsætter.
"Eksempelvis var der et vanvittigt program i 2023, men det vil for de fleste være Benediction, man har lagt mærke til." 

I år vil det være Cancer og Portal, de fleste vil bide mærke i, og måske særligt sidstnævnte, idet de har en appel, der lader til at krydse på tværs af egen genre og også fange folk, som ikke nødvendigvis nævner dødsmetal som deres hovedgenre. 

Det har været vigtigt for Daniel Abecassis at lade en kultur vokse frem af sig selv, hvor hans rolle bliver mindre opsøgende, men i højere grad som en tyst arkitekt, og hvor bands selv henvender sig med et ønske om at blive booket – hvad der faktisk også var tilfældet med både Portal og Cancer. Og så er der selvfølgelig også de bands, der bare står rigtig højt på en ønskeliste, som bliver kontaktet hver år med en ny opfordring til at lægge turen forbi Danmark. Som oftest bliver det ikke til mere end en ny forespørgsel næste år, men enkelte gange har det givet pote, som eksempelvis i 2018, hvor Runemagick endelig gav efter.

I løbet af vores samtale er det især de internationale navne, som i anekdotisk form hives frem, hvilket giver mening, idet Danmark netop fremhæves som en personlig akilleshæl: Der er ganske enkelt ikke ret mange bands, der har den lyd, Abecassis ønsker at kuratere. Når det er sagt, bliver der dog skelet mod unge eller nye bands, som han ønsker at give en chance, og til årets festival ville tilfældet, at han blev gjort opmærksom på Foetorem fra Kolding, som blev dannet sidste år, og som med kun en demoudgivelse på tre sange bag sig får lov at spille deres livedebut på årets KTDF. Siden de røg på plakaten er de blevet signet på det italienske pladeselskab Everlasting Spew og arbejder på en fuldlængde-plade, som udgives næste år, et bevis på, at Abecassis’ bookinger og spåkuglen har det med at falde sammen. I en helt anden boldgade, men inden for den nationale grænse, er danske Maceration også på årets program, ikke kun på grund af de nye comeback-albums, men også især som et kip med hatten mod deres position som det første danske band nogensinde til at udgive dødsmetal på plade. 

Uventede og internationale alliancer
"Festivalen har fundet en form," siger Abecassis, mens han med hænderne gestikulerer, at bredden har fundet et leje. Festivalen er vokset. Den har fundet sit publikum – et publikum, der rejser fra Japan, USA, Indonesien og hele Europa for at deltage og være med. Men med væksten følger også kompleksitet. Der skeles til de forslag der stilles, når han søger input fra folk, der orienterer sig mod Kill-Town, hvorved han kan konstatere, at der er en større genrespredning end, hvad han selv lægger op til, og så kan man jo gå i gang med at undersøge, hvad for en udvikling, der er i gang. Man kan ikke beskylde Daniel Abecassis for at være en trendhopper, men en festival, som kun kører med skyklapper baseret på egne præferencer er også sårbar, og her er der gjort nogle overvejelser. 

"Det kan godt være, jeg kommer til at tage det her søndagsdoom-koncept (Gloomy Sunday, red.) op til genovervejelse. Jeg er mere en doomfyr end en grindfyr, og nu har jeg jo Caustic Wound på i år, som er første gang jeg bevæger mig mere over i goregrind. Hvis det er sådan, at det segment, der kommer på Kill-Town, også er til de her bands, så vil jeg også prøve at få mere ind af den slags, selvom det ikke nødvendigvis er det, jeg sætter på derhjemme." 

Netop i tråd med ikke at være stationær bliver der nemlig indimellem lagt op til, at folk kan komme med forslag til fremtidige programmer, og interessant nok bliver der fra festivalens publikum foreslået et bredere spektrum af musik i de senere år. 

"Nogle gange undrer jeg mig over, om folk ikke forstår konceptet, eller om det bare er, fordi det segment jeg caterer til har en bredere smag. Jeg er jo halvgammel, og jeg bliver sådan lidt konservativ, og så tænker man, at det her fungerer. Jeg prøver at tilpasse mig så godt som jeg kan, at lytte til hvad folk kommer med af feedback, og så at tappe ind i hvad folk synes er fedt."

Selvom man må respektere en festival, der lytter til sit publikum og forbliver relevant for sin genre, så er det, der gør Kill-Town unik, netop, at det er en smal genre-festival. Den er meget specifik, og ikke bare dødsmetal, men et udsnit – eller en gren – og det er nok også en af grundene til, at publikummet kommer til Danmark år efter år. Langt størstedelen af publikum er nemlig udenlandske. KTDF fokuserer på noget, som ellers ville have svært ved at have en scene i Danmark, og det lægges der mærke til i udlandet. For 10-15 år siden var der ikke rigtigt andre festivaler, der lagde sig i netop det krydsfelt, som KTDF gør, men efterhånden er flere begyndt at skyde frem, også i Skandinavien. Det gør festivalen interessant, fordi den ikke nødvendigvis er dansk, men måske snarere kunne ligge hvor som helst, bevist sidste år ved sin afholdelse i London. 

I samtalen bevæger vi os også henover hvilken udvikling, Abecassis ser i forhold til kvinder i dødsmetal. Det bliver hurtigt til en snak om forskelle fra førhen og til nu i forhold til både et generelt samfundssyn, børneopdragelse og ikke mindst i hvor høj grad man som kvinde både tænker, at det er okay at samle et instrument op, og er velkommen på en dødsmetalscene.  

"Metalmiljøet er håbløst bagud på den front, men heldigvis ser man jo, at der er en bevægelse mod, at flere kvinder bevæger sig ind i metal," siger han, mens han samler hænderne i en retning.
"Hvis man kigger på KTDF-plakaterne er der skræmmende få kvinder; vi er måske nede i enkeltcifrede procent, og det er ærgerligt". En frustreret rynke melder sig imellem brynene. 
"Omvendt kan man også sammenligne det antal af kvinder, der var i dødsmetal eller ekstremmetal i øvrigt, i 90’erne med nu, og så er der jo tale om en voldsom udvikling. Dengang havde du måske Jo Bench i Bolt Thrower, men ellers skulle du kigge langt efter kvinder i større dødsmetalbands. Nu om dage ser man oftere og oftere, at hvis et band har fire medlemmer, så er der faktisk en kvindelig bassist eller en kvindelig sanger, så det begynder heldigvis at komme ind."

Afslutningsvis retter vi blikket mod fremtiden med et spørgsmål om, hvad der kunne være sjovt at booke til Kill-Town og hvad Abecassis sigter efter, at publikum skal tage med sig. 

"Jeg vil starte med det sidste. Det handler vel om den gode oplevelse, det handler om fællesskabet, og det handler om kærlighed til kulturen. Det er ligesom grundstenen i festivalen, et samlingspunkt, og det synes jeg afspejles i de mennesker, der har været der i mange år – der er sådan lidt en familiestemning."

På Kill-Town er der ikke et egentligt backstageområde. Det vil sige, at de optrædende bands hænger ud med publikum, hvilket gør det hele meget jordnært og betyder, at der er opstået en lang række uventede og internationale alliancer gennem tiden. Som direkte konsekvens af KTDF er der opstået nye bands på kryds og tværs af lande; splitudgivelser, venskabsrelationer og turnéer, fordi folk har lært hinanden at kende på festivalen, og netop det aspekt bør fremhæves med stolthed. Hvis hele humlen er at styrke, dyrke og repræsentere kulturen, så er det i den grad et adelsmærke og tegn på, at man lykkes i sit foretagende. 

"I forhold til ambitioner og drømme kommer jeg måske til at skuffe lidt, for jeg kigger ikke så langt frem, men tager det mere fra år til år og finder ud af, om der kommer en ny omgang. Jeg kan ikke sige, hvordan 2026 kommer til at se ud. Jeg ved, at jeg laver den, men det var jeg ikke sikker på, før jeg gik i gang med den her. Jeg har ingen ambitioner om, at Kill-Town skal være større. Jeg vil hellere fokusere på kvalitet, frem for at fylde Pumpehuset ud. Hvis vi sælger 800 billetter til så obskure bands, synes jeg i sig selv, at det er flot. Det giver en kvalitetsoplevelse til både bands og publikum, at vi ikke er større, og så synes jeg ikke der er behov for at få vokseværk." 

Det er en solid pointe, for som Daniel Abecassis siger, så kan det da godt være, at man kunne booke et stort eller hypet navn, som ville kunne trække 500 ekstra billetter, men hvis de ekstra gæster kun kommer for den ene koncert, er de så også at finde til de andre koncerter, eller kommer de bare til at sidde i gårdhaven og drikke øl? Der er ikke nogen tvivl om, at det fællesskab, Abecassis nævner, også er at finde for menigmand på festivalen, og man må nødvendigvis have respekt for noget så ualmindeligt som en dansk metalfestival, der afviser det kommercielle aspekt for at fokusere på integritet i stedet. 

"Hvis interessen bliver ved med at være der, og jeg kan blive ved med at genopfinde den dybe tallerken og gøre det interessant, så fortsætter jeg. Hvis jeg rammer en mur, så kan det være, der bliver taget en pause ligesom det er sket før, og så kan det være, at bevægelsen kan producere nogle nye bands, måske skabe en ny vind, og så kan folk være på, når vi er tilbage igen. Det viste sig jo, da vi lukkede det ned i ‘14 og kom tilbage i ‘18, der havde folk virkelig savnet det. Jeg er nødt til at tage det, som det kommer, og det er ikke mig, der dikterer. Det er folk, der køber billetterne, det er folk i bandsene, og de ting, der sker. Det er det, der dikterer fremtiden."  

Daniel Abecassis læner sig frem i stolen. Kaffekoppen er tom, kalenderen fyldt. Det er muligt, at han ikke selv mener, at han dikterer fremtiden, men man når ikke til tiende runde af en festival, der sætter internationale aftryk, hvis man ikke har en solid forståelse for, hvad man bidrager med. Han skal tilbage til arbejdet, vi skal tilbage ud på Bådsmandsstræde, og forude ligger endnu en Kill-Town Death Fest, når de sortklædte internationale indtager Pumpehuset til september.

Alle billeder i artiklen er taget af fotograf Joan Teixidor.