Jeg er tiltrukket af kontrolleret kaos

Fra skolegården, hvor to drenge trippede over ‘Angel of Death’, over Wacken Metal Battle og en ruslandsturné er Demolizer nået frem til debutpladen. Der bliver taget fra alle de store thrashnavne, de unge er vilde med det – men de hvide sneakers og det tekniske lir gider de ikke.

Mens vi andre rendte rundt og beklagede os over, at der ikke kom noget nyt metal, der rykkede os rundt, sad to drenge fra 6. klasse en dag i starten af 10’erne på en trappe i skolegården og havde det helt vildt over, hvor fedt Slayer var.

– Jeg mødte Bjørn i folkeskolen. Dengang hørte jeg mest rock som Aerosmith, og jeg var blevet kæmpefan af Ozzy, fordi jeg havde set en reklame for World of Warcraft, hvor der var én med noget hår som Ozzy, der stod og sagde “I am the Prince of Darkness!” Der tænkte jeg, at det her, det er sejt! Da vi så fandt ‘Angel of Death’, sad vi på en trappe og udvekslede MP3-filer på mobiltelefonerne, som man gjorde dengang, og der syntes vi begge, at det her var eddermame smadret, husker Polle Radtleff.

Sammen med bassisten Bjørn "Krölle" Hjortgaard begyndte han at spille musik med forskellige venner, indtil det hele for små to år siden samlede sig i bandet Demolizer. Nu skulle de selv spille den thrash metal, der i sin tid tændte det hele i dem.

– Det, der fangede mig, var, at thrash læner sig meget op ad punk. Der er en energi i det. Jeg kommer selv fra punk: Jeg lavede en opgave om punk i skolen, og der hørte jeg Paragraf 119 og deres sang ‘Nul Tolerance’, som vi også spillede i Demolizer for nylig til en streamingkoncert. Jeg blev totalt hooked på det og downloadede alt, hvad jeg kunne finde med dem, Assassinators og Guddommelig Galskab. Jeg er tiltrukket af det kontrollerede kaos, der er i den musik.



Sværere var det for ham at komme ind på den klassiske heavy metal og den metal, der var stor i starten af 10’erne.

– Den klassiske metal fangede mig aldrig rigtig. Jeg følte, at det var lidt for meget et fashion statement. Med Megadeth følte jeg, at de havde noget, de gerne ville sige, men alt sådan noget Mötley Crüe og Poison handler jo bare om patter. Lige nu er det core-bølgen, der rykker, men det er jo bare popsange med distorted guitar, hvis jeg skal være lidt firkantet. Ikke for at hate på det, skynder han sig at tilføje, inden han med et skælmsk smil indrømmer:

– Men så lidt alligevel …

Thrash er rendyrket metal
Tidligere i år forsøgte fotografen Brian Lew, der stod bag bogen ‘Murder in the Front Row’, i Devilution at indkredse, hvorfor særligt thrashen føles så oprigtig i forhold til meget andet metal. Polle Radtleff har sit eget bud på, hvorfor lige præcis denne genre bliver ved med at vende tilbage og vinde nye – og ikke mindst yngre – fans.

– Thrash er nemt at fordybe sig i. Det er en meget rendyrket form for metal. Man kan godt have en sanger, der synger godt, sådan som de har i Anthrax og for den sags skyld James Hetfield fra Metallica. Ikke at jeg selv synger smukt, men stadigvæk. Vi er ikke dem, der graver allerdybest i det, men vi kan godt lide sådan noget som Vio-Lence og et band fra Brasilien, der hedder Violator. Og så er vi vilde med Havok. De er vores Mekka. De taler til os allesammen. Da jeg første gang hørte ‘From the Cradle to the Grave’, tænkte jeg, at det her, det er mig! Vi er mest ovre i den amerikanske thrash, mere end det tyske, selvom vi altid skal høre ‘Die stumme Ursel’ og ‘Sodomized’ med Sodom, når vi sidder i turbussen.



Det fik Demolizer lejlighed til sidste år, da de spillede 30 koncerter med Red Warszawa og var på en turné i Rusland.

– Der var en fyr fra Rusland, der skrev til mig på Facebook: “You want Russian tour?” Den tour lærte os at være løsningsorienterede, for vi lånte en trailer af Red Warszawa og kørte dertil, fordi vores fly blev aflyst. Da vi kom til den russiske grænse, havde vi ingen papirer på traileren, så vi måtte køre tilbage til Finland, stille traileren, og så måtte Aria [Mobbarez, guitar – red.] og jeg læsse den kæmpe kasse, vi havde vores guitarer i, på et tog og tage det over grænsen og mødes med de andre i Skt. Petersborg. Vi kom seks timer for sent til den første koncert på touren!

Hvide sneakers
Inden da havde Demolizer deltaget i Wacken Metal Battle, hvor den coaching, de fik fra dommerne, først og fremmest gik på deres look. Så meget for ikke at være et fashion statement: Udseendet skulle matche musikken hos hele bandet, ikke kun Polle Radtleff og Bjørn Hjortgaard, fik de at vide. Det fik de rettet lidt op på, og med omvendt kasket, langt hår, en forvasket band-T-shirt og et par patchede shorts ligner Polle Radtleff da også arketypen på en thrasher.

– Det er bare, hvordan vi ser ud. Sådan er det for os allesammen. Det eneste, vi ikke gider, er at gå i hvide sneakers. Hvis du ser de gamle billeder af Dave Mustaine, så kan man spejle sig i hans sneakers!



Faren ved at køre thrasherstilen hele vejen igennem er til gengæld, at man havner i en parodi eller bare ryger direkte i retrokassen med de andre bands, der har genoplivet thrashen i dette årtusinde. Det sidste er dog ikke noget, der bekymrer Demolizer.

– Det har jeg ikke noget problem med. Vores ting er bare at spille noget, vi synes er fedt. Og for os er det thrash. Så er vi egentlig ligeglade med, om det er det nye eller det gamle. Tag sådan nogen som The Haunted: Ola er en af mine helt store guitarhelte. Men ellers er det bare riffs fra Slayer og ‘Kill ‘Em All’. Jeg kan godt lide, når man stjæler med arme og ben fra det, der fedt.

Til samme streamingkoncert spillede Demolizer da også et cover af ‘Seek and Destroy’, og de er ikke bange for at være helt åbne omkring deres inspirationskilder i The Big Four.

– Det er jo det, vi godt kan lide. Hvis jeg hører et Slayer-riff, som jeg synes er fucking fedt, så prøver jeg selv at lave noget lignende. Vi har også taget ting fra danske bands som Artillery og Impalers. Og Killing har lavet nogle fede ting.



Powerballaden
Det var ellers en af de ting, Emil Hansen fra Terminalist undrede sig over, da vi talte med ham om dansk thrashs historie i forbindelse med streamingpremieren på filmen ‘Murder in the Front Row’: Hvorfor er der ikke flere danske bands, der er hoppet med på de bølger af thrash, der har været siden 00’erne?

– Thrash er måske ikke så moderne lige nu. Jeg tror også, at mange hellere vil spille progcore, fordi det er der, de store guitarhelte er lige nu. Der er en anden form for sangskrivning i thrash, end man har i dødsmetal. Baest har jo nogle atmosfæriske interludier og noget akustisk guitar på deres seneste plade, men sådan en powerballade som ‘Fade to Black’ kan man ikke rigtig lave i dødsmetal.



Demolizer har selv prøvet kræfter med den ofte udskældte powerballade i sangen ‘Until the Day I Die’, selvom man nok kan diskutere, om det overhovedet er en powerballade eller bare en midtemposang med lidt ren guitar i introen. For Polle Radtleff er der dog ingen tvivl om det:

– Det er det for mig, selvom jeg ikke synger rent på den. Den sang skiller sig allermest ud på hele pladen. Vi har aldrig lavet noget som den, og vi håber virkelig, at folk tager den til sig.

Fat i et yngre publikum
11. september udkommer debutpladen ‘Thrashmageddon’. Endnu er bandet ikke som sådan nervøse for, hvordan den bliver modtaget, men de har også fået nogle gode tilkendegivelser på forhånd.

– Folk har spurgt efter den, og der er allerede noget hype omkring den. Det er jo lidt en drengedrøm, der går i opfyldelse, at udgive en plade, men vi håber egentlig bare, at vi kan gøre en masse thrashfolk glade. Både de unge og de gamle gutter.

Lige der skiller thrash metal sig nemlig for alvor ud fra det meste andet metal: Mens publikum til metalkoncerter og -festivaler bliver mere og mere gråhåret, er der stadig unge, der opdager thrash og bliver lige så begejstrede over, hvor smadret det er, som Polle Radtleff og Bjørn Hjortgaard blev det den dag i skolegården i 6. klasse.

– Inde på vores artistside på Spotify kan vi se, at vores musik er meget spændt ud mellem dem i alderen 18-45 år. Der ligger 6-7 % i hver aldersgruppe, 2 % over 60 og 10 % under 18. Det har også noget at gøre med vores egen alder: Vores venner kommer til koncerterne, og de tager deres venner med. Så jeg tror ikke, at thrash dør. Der er nogle stærke bands som Warbringer og Havok, der har sat deres præg på genren. 

Samtidig har bands som dem fundet frem mod den mere polerede og tekniske lyd, thrashen fandt ved indgangen til 90’erne? Den vej er I ikke gået?

– Nu er det mig, der skriver musikken, og jeg er ikke den mest tekniske guitarist. Jeg er mere en sangskriver. For mig behøver musik ikke være alt for kringlet. Det er OK, hvis man kan, og det virker, men når det er sådan noget som Dream Theater, bliver det for meget. Så er det ikke fedt længere, så står de bare og flexer. Der synes jeg, at Havok og Warbringer har fundet balancen: Det er meget teknisk, men ikke så meget, at det ikke længere er fedt.

‘Thrashmageddon’ udkommer 11. september på Mighty Music.