Top 5 – Bands der burde gå i opløsning (men aldrig gør det)
For nogle bands er spørgsmålet ikke længere “hvornår topper de igen?”, men snarere “hvorfor stopper de ikke?”
Metal er bygget på loyalitet. Fans hænger ved gennem lineup-skift, stilskift, midtvejskriser og albums, der burde være blevet liggende på harddisken. Det er smukt. Det er også lidt tragisk.
Dette er ikke en hadliste. Det er en kærlig intervention.
Her er fem bands, der – ifølge denne skribent – burde lukke butikken, før endnu et album eller liveoptræden gør det for dem.
1. Kiss
Kiss er ikke længere et band. Det er en licensaftale.
De har sagt farvelturné så mange gange, at det føles som en sæbeopera, hvor ingen dør. De optræder stadig, men nogle gange som hologrammer, nogle gange med udskiftelige medlemmer, altid med merchandise i industriel skala.
Kiss var engang farlige. Provokerende. Erotiske. Nu er de en souvenirbutik med trommesolo. Og det mest imponerende? De bliver ved.
Der findes ikke noget mere metal end at stoppe, mens folk stadig vil have mere. Kiss gjorde det modsatte.
2. Five Finger Death Punch
Five Finger Death Punch er metalverdenens Monster Energy-dåse: aggressiv branding, massivt forbrug, og efterlader en mærkelig smag i munden.
Musikalsk har de længe bevæget sig i cirkler – store omkvæd, pseudo-farlige tekster, samme dynamik, samme skabelon. Men det, der virkelig gør dem svære at forsvare, er følelsen af, at bandet mere er et brand end et kunstnerisk projekt.
Der er intet galt i at være populær. Men når hvert album lyder som en forretningsplan, mister musikken sin nødvendighed.
Træk stikket, og lad workout-playlisten være i fred.
3. Six Feet Under
Der findes mange måder at ødelægge et godt navn på. Chris Barnes har valgt dem alle.
Six Feet Under startede som en groovy, rå sidegren af Cannibal Corpse. I dag er de mest kendt for YouTube-klip, hvor vokalen lyder som en vred mand, der skælder ud på en vaskemaskine. Hvert nyt album bliver ikke mødt med nysgerrighed, men med frygt.
Og det værste? Det er ikke engang sjovt længere.
Når folk håber dit næste album bliver “så dårligt at det er underholdende”, er det tid til at stoppe.
4. Disturbed
Disturbed er ikke et dårligt band. Det er måske værre: et ligegyldigt band, der stadig fylder arenaer.
De har udgivet den samme plade flere gange siden ’Believe’, og hver gang lyder det som om nogen har kørt Metallica gennem et radiofilter og fjernet alt, der kunne være spændende. Selv deres cover af ’The Sound of Silence’ blev mere meme end musikalsk milepæl – og alligevel rider de stadig den bølge. Problemet er ikke stagnation. Det er selvparodi.
Nogle bands burde stoppe, ikke fordi de er dårlige, men fordi de er færdige med at sige noget.
5. Mötley Crüe
Der var engang, hvor Mötley Crüe stod for excess og dekadent sleaze-metal i sin reneste form. ’Shout at the Devil’ og ’Dr. Feelgood’ er centrale plader i genrens DNA.
Problemet er bare, at bandet i dag i højere grad forbindes med ujævne live-optrædener, backing tracks og endeløse “afskedsturnéer.”
Deres offentlige “Cessation of Touring”-aftale fra 2015, som de senere trak tilbage, blev for mange symbolet på et band, der ikke ved, hvornår det er tid til at stoppe. Og når selv loyale fans diskuterer, om Vince Neils vokal burde pensioneres før resten af bandet, er det måske et tegn.
Mötley Crüe burde ikke huskes for, hvordan de lyder nu - men for hvordan de engang lød.