Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det elektroniske i metallen

Populær
Updated
Det elektroniske i metallen
Det elektroniske i metallen

Efter et langt opløb er københavnske The Interbeing endelig pladedebuterende, og vi fik os en snak med forsanger Dara Toibin om processen og produktet.

Tillykke med udgivelsen af "Edge of the Obscure". Årets Talent ved Danish Metal Awards i 2008, og så omkring 2½ år efter kommer debuten. Opfatter I det som lang tid? Og var det en hård kamp at komme dertil?

Ja, det var lidt af en kamp, og det tog klart længere tid end forventet. Alle numrene var færdigskrevet omkring februar 2010, men indspilningen og produktionsprocessen, samt kommunikationen med selskaber tog meget længere tid, end hvad vi havde regnet med. Vi har især brugt meget tid på at finde frem til den fedeste lyd sammen med Jacob Hansen, men vi er til gengæld også ekstremt tilfredse med resultatet.

Hvordan er samarbejdet gået med Jacob Hansen omkring indspilningen? Har han haft indflydelse på musikken eller kun på lyden?

Det har gået rigtig godt, og det var været en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Vi arbejdede med ham tidligere, og vi vidste, at han synes godt om vores lyd. Han havde en del indflydelse på musikken på demoen 'Perceptual Confusion' ift. samples og backtracks, men på albummet har han primært kun haft indflydelse på lyden. Vi havde også gennemarbejdet og fluekneppet numrene så meget, at der ikke var plads til de store ændringer.

Og hvilken lyd har I forsøgt at ramme (jeg er personligt ret vild med produktionen)? Er der nogen inspirerende indspilninger andre bands har gjort, som I vil nævne i denne sammenhæng?

Jo tak. Jeg synes, det har været enormt svært at finde den rigtige lyd. Det skulle helst ikke være for poleret eller for komprimeret, og det skulle have masser af bund, men med et klart og tydeligt lydbillede. Alle elementer skulle være tydelige, men også give et samlet indtryk. I forhold til inspirerende indspilninger, så er vi ret glade for lyden på bl.a. Soilworks 'Stabbing the Drama', Katatonias 'Night Is the New Day' og Deftones' 'Diamond Eyes'. Vi sammenlignede i hvert fald en del med disse plader undervejs

I gør flittigt brug af samples. Hvilken plads er det, I gerne vil have dem til at udfylde i musikken? Der er jo ingen tvivl om, at de klassiske rockinstrumenter fylder mest.

De klassiske rockinstrumenter fylder mest, men vi betragter det elektroniske som en del af musikken, og det er derfor lige så vigtigt som rockinstrumenterne. Det vil sige, det skal være på samme lydniveau. Men det er sjældent at det står alene, og den ønskede funktion er derfor, at det elektroniske forstærker musikkens stemning og udvider lydbilledet.

En sjov ting er, at mange af de lokale lydmænd på spillestederne, har meget svært ved at forstå, at vores backtracks er en vigtig del af musikken og derfor skal helt op i samme niveau som resten af instrumenterne. Vi bliver altid nødt til at pointere overfor disse at backtracks'ene skal være voldsomt høje, så vi måske er heldige, at de forstår budskabet…

Tech-metal kaldes jeres musik blandt andet. Men det er vel ikke kun samples der er skyld i denne genrebetegnelse, eller hvad? Hvor adskiller I jer fra anden metal? (Som selvfølgelig også er en meget stor ramme at befinde sig indenfor).

Det er ret svært at sætte et mærkat på sig selv ift. genrebetegnelse, og vi indgår i flere undergenrer indenfor metal såsom Industrial metal og Tech-metal. Det sidstnævnte kan være lidt forvirrende, da det forbindes med tech death, som vi slet ikke hører under. Men betegnelsen tech-metal er med fokus på tekniske bands, som bruger polyrytmik osv. såsom Meshuggah, Textures, Scarve, Vildhjarta m.m. Vi hører ind under disse genrer, inklusiv det såkaldte Djent-metal, men det der måske adskiller os fra andet metal, er den tunge og mørke atmosfære i musikken, som bl.a. laves med de elektroniske flader, og det sammenhængende og gennemtænkte tekst-univers. Jeg synes også vores blanding af melodi og metal er lidt anderledes i den forstand, at det er ørehængende, men det melodiske er altid med en tilgang, der benytter sig af melankolske og mørke elementer.

Hvem er The Interbeing som teksterne handler om? Jeg har forstået, at det skulle være et fiktivt indre væsen.

Vi fandt på bandnavnet tilbage i 2006, og vi syntes det var fedt, fordi det beskrev et enkelt væsen og derfor hele bandet som en enhed. Navnet vækkede også associationer til noget levende og noget indre, og det var så med dette udgangspunkt, at jeg valgte at bruge dette væsen som hovedpersonen i teksterne. Derudover indeholder teksterne drømmeagtige verdener og miljøer, og dette understreger, at det er et indre og fiktivt væsen. Væsnet symboliserer derfor en karakter, som gennemgår en udvikling igennem futuristiske miljøer.

En tredjedel af The Interbeing har jo rødder i Tr3ple-P og Sika, der i mange år gjorde en fin figur på københavnske scener. Er der en rød tråd tilbage fra dengang, eller er The Interbeing et helt nyt kapitel?

Vi ser det som et helt nyt kapitel. Fire af os spillede i de ovennævnte bands, men The Interbeing er så anderledes ift. begge de bands, at vi havde svært ved at danne os et indtryk af vores lyd, da vi startede. Men det har vi ikke svært ved længere. Efter vi har skrevet og indspillet denne plade, har vi fået et klart syn af vores lyd og vores virkemidler.

Og fra fortid til fremtid! I skal af sted på både indenlands og udenlands tour i løbet af året, men hvad regner I med at drive det til? Hvor langt rækker ambitionerne på nuværende tidspunkt?

Ja, vi ser også meget frem til koncerterne her i løbet af sommeren, og til den udenlandske tour til efteråret. I forhold til vores ambitioner, så tror jeg, det er noget som vokser og tilpasser sig løbende. For eksempel var mine personlige ambitioner for to år siden at skrive og udgive den bedste plade, vi som band kunne skabe. Det er så blevet realiseret nu. Det næste er at få eksponeret den plade så meget som muligt, spille en masse fede jobs, og så derefter skrive og udgive en plade til, som er lige så fed, hvis ikke federe, end denne plade.