Blastbeats fra skyttegraven
Kanonenfieber forvandlede Første Verdenskrig til fællessang, blastbeats og blodrødt sceneteater – og publikum åd det råt.
Dicke Bertha
The Yankee Division March
Die Fastnacht Der Hölle
Der Füsilier I
Der Füsilier II
Kampf und Sturm
Z-Vor!
Die Havarie
Grossmachtfantasie
Menschenmühle
(Ukendt)
Panzerhenker
Ausblutungsschlacht
Als die Waffen kamen
Køen til merchandise-boden var massiv få minutter efter dørene blev åbnet til Amager Bio. Patches, t-shirts og de karakteristiske blodrøde covers med tegneseriekrig fra Første Verdenskrig skiftede hænder i et tempo, der bekræftede én ting: Det visuelle univers er halvdelen af Kanonenfiebers appel.
Jeg købte selv et patch – mest for at passe ind.
Musikalsk er bandet ikke ligefrem raffineret. Den tyske gruppe spiller blackened death metal i den melodiske ende: tremolo-riffs, blastbeats og overraskende mange omkvæd, man faktisk kan synge med på.
Deathcore-opvarmning med smil i stemmen
Før hovedbandet gik på, leverede landsmændene i Mental Cruelty en effektiv opvarmning.
De 40 minutter udviklede sig til en regulær deathcore-hyggestund fyldt med beskidte breakdowns, brutale temposkift og chugging nok til en hel festivalweekend. Forsanger Lukas Nicolai sprang energisk rundt i cargo pants og kastede vokale akrobatiknumre mod publikum i en stil, der tydeligt nikker til Will Ramos.
Det var både voldsomt og underholdende – og publikum var mere end klar, da aftenens hovedakt gik på.
Krigsteater med fællessang
Kanonenfieber arbejder målrettet med krigens stemning. Radio-knitren og gammeldags speakere bryder sangene op, som små historiske fragmenter fra fronten. Resultatet er en koncert, der forsøger at placere publikum midt i skyttegraven: kulde, håbløshed og rotter i anklerne.
Samtidig er sangene forbløffende fængende.
‘Kampf und Sturm.’ åbner som en sonar i en ubåd – radarlyde pinger i mørket, før riffet eksploderer. Senere rammer ‘Z vor.’ som en torpedo i pitten: et krigsråb forklædt som festnummer, hvor publikum går i kollektiv headbang-tilstand.
Under ‘Die Havarie.’ kulminerer det hele i en massiv singalong. Stemningen minder næsten om de kollektive brøl, man møder til koncerter med Amon Amarth – blot uden vikingeskibe, men med samme gyngende robåd-singalong pitten.
Midtvejs forsøger bandet sig også med et akustisk øjeblik. Forsangeren smider kostumet et øjeblik, sveden drypper, og følelserne får plads. Det er sympatisk – men ikke helt i samme liga som de store metalballader, man kunne håbe på.
Koncerten slutter med en lang finale, der efterlader publikum et mærkeligt sted mellem eftertanke og ren underholdning. Måske er det netop pointen. Kanonenfieber balancerer konstant mellem historisk provokation og teatralsk metalshow.