Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En del af natmaskinen

Populær
Updated
Natjager_TheisMortensen

Kan maskinen udtrykke flere følelser end mennesket, har metal stadig crossoverappel, og kan man lære noget af Kanye West? Vi tog en snak autotunemetalbandet Natjager om deres nye plade og om at gøre det, der føles rigtigt.

Kunstner
Fotograf
Theis Mortensen
Forfatter

Amagerbrogade, kølig luft, vind i håret, musik i ørerne.

Det er tidlig onsdag formiddag, en helt almindelig en af slagsen, og jeg drejer ned af Øresundsvej, cykler forbi Amager Bio og Beta og drejer til højre ned af Kirkegårdsvej.

Det virker som et godt sted at mødes med et metalband for at snakke om musik, men det er ikke et typisk metalband, jeg skal mødes med: Det er Natjager, gruppen, der med dansksprogede tekster smurt ind i tyk autotune skiller sig ud fra alle andre bands i samme genre herhjemme.

Vi har fået lov at låne baglokalet i pladebutikken Amager Records, en lille biks, der ligger hengemt på et hjørne med daginstitutioner og et luthersk missionshus på den ene side og Sundby Kirkegård på den anden.

Det er her, jeg møder Jon Kirkhoff Hansen og Kian Wulf, der er henholdsvis forsanger og bassist i Natjager. Vi hilser og træder ind i butikken, der ganske vist er lille, men som ikke desto mindre har plader nok til at få aktiveret indeksfingrene hos de fleste samlere. Butikkens ejer, ildsjælden Niels, kan berette om, at de har fået større lokaler på Amagerbrogade, hvor de flytter hen i slutningen af september, og mens vi venter på kaffen, smutter vi ud i baglokalet, et sparsomt møbleret rum med en sort sofa, et par stole, en vask og et par kasser med overskydende vinylplader, for at lave vores interview.

Selvstændig nytænkning
Natjager tog undertegnede med storm, da de for tre år siden udgav deres debut-EP, ’Natjager’. Det var tre sange på 11 minutter, der ville og kunne så meget mere, end de først gav udtryk for, og som med hvert lyt borede sig mere og mere fast.

Den rastløse stemning, melankolien og blandingen af tunge rockriff og en autotunet rapvokal fik mig i min anmeldelse til at spekulere over, om vi mon var vidner til en tilbagevenden af den ellers så forhadte numetal.

Men med EP'en ’Rejser’ fra 2017 var billedet et andet; jovist, overraskelsesmomentet var væk, men udgivelsen viste også, hvordan bandet er noget andet og mere end numetal. At de er en selvstændig, nytænkende enhed, i hvert fald i dansk metal.

Natjager er først og fremmest en lyd. Og den skal vi tale mere om.

Men det er også stærk sangskrivning og et tekstunivers, der er både reflekteret, voksent og angstfyldt, og som har nok eksistentialistiske hager til at være en attraktion i sig selv, når ordene træder igennem autotunens maskinrum.

Det er koblingen af alle de elementer, der har gjort, at de på kort tid er nået længere end de fleste bands på den danske rockscene: Ud af relativt få koncerter har de allerede spillet på både Roskilde Festival og Copenhell. Men et større gennembrud er det ikke blevet til. Endnu.

Det kan der dog nå at ændres på. For nu følger Natjager op på deres EP-udgivelser med en fuldlængde. Et album, der endnu ikke har en titel, men som står til at udkomme i november, og hvorfra førstesinglen ’Hvem har brug for hvem mest’ er landet i dag.

Nyt terræn
Og man kan godt tillade sig at sige, at den tegner et nyt terræn op for gruppen.

’Hvem har brug for hvem mest’ er det, man vil kalde poppet. Den følger den gængse popskabelon med en spilletid på 3 minutter og 40 sekunder og en form bestående af vers og et omkvæd, der er sangens tydelige centrum, og et kontrasterende – og ret så dramatisk – c-stykke.

Men sangen viser også en udvikling for bandet. Det er en førstesingle, og det afspejler nummerets stramme form da, men den er ikke repræsentativ for albummet, fortæller bandet mig, som vi sidder og sipper kaffe i baglokalet.

Men der er en udvikling i lyden og i produktionen. Det er fyldigere og bredere.



Ifølge Kian skyldes det bandets nye og sjette medlem, Torben Vestergaard. Troldmanden, kalder de ham, fordi han med sit keyboard og sin sangstemme giver det ekstra løft til musikken, der får det til at lyde lige dét større og bedre.

Men man kan også høre en forandring i brugen af bandets primære effekt, autotunen. På ’Hvem har brug for hvem mest’ lyder det, som om autotunen har fået et ekstra skub – eller et ekstra tweak – til et punkt, hvor det simpelthen kan være svært at forstå, hvad der bliver sunget.

– Det er Torben, der synger omkvædet, fortæller frontmand Jon mig.

– Teksten lyder: ”Vi er en del af natmaskinen / vi transformerer angst til venskab”. Det er et Strunge-citat, siger han med henvisning til den danske punkpoet Michael Strunge, der tog livet af sig selv som blot 27-årig i 1986.

– Det er fra et digt, der hedder ’Natmaskinen’. Det er Torben, der har fundet det. Jeg er vild med det. Lige præcist hvad Torben har ment med det, det er jeg ikke sikker på.

Jon Kirkhoff Hansen har en fortid som rapper i hiphop-gruppen Specktors, hvor han gik under rapperaliasset Sluzh. De udgav to plader og hittede stort, ikke mindst med sangen ’Lågsus’ fra 2012, før Jon forlod gruppen i 2014.

Indtil nu har han selv været alene som sanger og tekstskriver i Natjager, men med Torben Vestergaard har han fået en kompagnon på den front.

– Jeg har det sådan, at når det er ham, der synger, så er det også ham, der skriver teksten. Jeg fik sangen med et første vers og et omkvæd, og så skrev jeg de to næste vers ud fra det, forklarer Jon.

– Det er også en anden autotune, der bliver brugt. Det er Torben, der selv har indspillet det og drejet på knapperne. Jeg har indspillet min vokal sammen med Pato Siebenhaar [producer og pladeselskabsmand, red.], og der har vi brugt den samme autotune som på EP’erne. Men jeg kan også høre, at det er en anden model, der bliver benyttet, når han synger. Der findes ikke så mange forskellige autotune-modeller, men der findes tusind måder at indstille dem på.

At gøre det forkerte rigtigt
Og netop hvordan man indstiller sådan et apparat, som en effekt er, kan være en hel videnskab i sig selv.

Lyd er flygtig, immateriel, umulig at gribe og lige så umulig at beskrive.

Alligevel gør vi det. I hvert fald så godt, vi nu kan. Fordi det frembringer en respons i os. Lyden kaster følelser af sig, når den går igennem ørerne og mødes med sindet.

Og med autotunen har Natjager fundet et redskab, der kan udtrykke netop de følelser, som musikken har brug for.

Det er stadig kontroversielt at bruge autotune så åbenlyst, som Natjager gør det, når man er et rockband. Det smadrer alle de illusioner og forestillinger, der er om autenticitet, om den direkte, umiddelbare, klare kontakt, som mange finder i musikken.

– Jeg har været i samme båd som mange andre. Jeg har hadet autotune, tænkt ’what the fuck’, og at det var noget billigt pis, fortæller Jon.

– Men det at indspille med autotune er slet ikke så nemt, som folk tror. For hvis du vil have den effekt, du gerne vil have, så skal du synge skævt og forskellige ting.

– Ja, man skal nærmest synge forkert, indskyder Kian.

– Det er svært at gøre live også, for det er ikke bare en knap, du trykker på, uddyber Jon. Og hvis du rent faktisk kan synge, så lyder autotune ikke godt. Det lyder måske godt i et popøre, men det lyder ikke godt for os, der kan lide, når det rammer skævt og river lidt. Det er ikke, fordi jeg kan synge – det kan jeg faktisk overhovedet ikke – og det er slet ikke et hjælpemiddel for mig, fordi jeg ikke kan synge.

Fra Kubrick til Kanye
Der er en scene i Stanley Kubricks ’Rumrejsen år 2001’, der er særligt mindeværdig, fordi den illustrerer en bestemt dynamik mellem manden og maskinen.

Astronauten David Bowman (spillet af Keir Dullea) er ombord på en rumfærge med kurs mod Jupiter, da han og hans medastronauter lurer, at den ellers ufejlbarlige supercomputer HAL 9000 er i gang med at sabotere rumrejsens mission, hvilket fører til flere astronauters død.

I en sidste konfrontation står Bowman over for superskurken, manden over for maskinen. I processorkernen begynder han at afinstallere computeren, og som HAL går længere og længere tilbage i sit program og sin historik, ender vi ved den første kode, det første indlejrede minde: Sangen ’Daisy Bell’, som HAL synger, hensygnende og døende.

Med ét er rollerne byttet om: Pludselig er det mennesket, der er følelseskoldt, som det tavs går rundt i rumskibets indre og afinstallerer computeren, mens computeren afspejler et relaterbart følelsesliv.

Med andre ord bliver mennesket maskinelt, mens maskinen bliver menneskelig.

På samme måde kan vi se autotunen som en mekanisk effekt, der kan give et udtryk, som mennesket ikke kan. Et udtryk, der er både menneskeligt og umenneskeligt på én og samme tid. Og som måske i virkeligheden bliver menneskeligt ud fra sin umenneskelighed.

Når Jon står i front for Natjager og synger rastløse sange om eksistentiel længsel, rammer det anderledes, når stemmen er mekanisk og modificeret, end hvis det kom fra en skolet rocksanger. Og af samme årsag rammer det også dybere.

– Autotunen kan udtrykke præcis de følelser, som min egen rene stemme ikke kan, fortæller Jon. Den følelse, som jeg ikke kan give, den kommer gennem autotunen. Og jeg føler den. Jeg føler autotunen hundrede procent.

Første gang Jon Kirkhoff Hansen oplevede, at autotunen kunne noget helt særligt, var hos en kunstner, der ligger et stykke fra Devilutions normale dækning. Det var hos den amerikanske rapper og producer Kanye West og dennes album ’808’s and Heartbreak’ fra 2008. Et album, der er en milepæl i moderne popmusik, fordi det netop indkapslede, hvordan den moderne popproduktions værktøjer og særligt autotunen rummede en melankoli, der blev mere menneskelig, når den blev mekaniseret.

– Det var jo en hel konceptplade. Det var første gang, der kom et album med ren autotune og 808-trommer [en trommemaskine ofte benyttet i hiphop og pop, red]. Jeg aner ikke engang, hvad numrene handler om, men det for mig står det bare som et fucking masterpiece, forklarer Jon.

Albummet som en villavej
For Kian betyder det også noget, at teksterne er på dansk.

– Jeg kan sige, at hvis man havde spurgt mig for fem år siden, om jeg ville spille i et band, hvor der var autotune på forsangeren, så ville jeg have sagt: Det kommer aldrig til at ske! fortæller han om tiden før Natjager, hvor han slog sine musikalske folder i bandet Mom’s a Mannequin, et band, han selv kalder for ”pøllerock”.

– Men da jeg hørte ’Tyler Durden’, før jeg mødte d’herrer første gang, var jeg blown away!

’Tyler Durden’ var sangen, der introducerede den danske musikscene for Natjager. I en parkeringskælder står bandet og spiller, mens tekstens reference til slagsbroren fra ’Fight Club’, der lever livet på kanten i sin egen blanding af nihilistiske eksistentialisme, skærer igennem autotunens maskineri: ”Det er først, når du har mistet alting / du er fri til at gøre alting”.



– For det første var det på dansk, hvilket jeg er så nede med, forklarer Kian.

– Jeg elsker dansksproget musik. Og jeg synes, at autotunen understreger desperationen i teksterne, men det får samtidig håbet til at fremstå det stærkere.

Desperationen, håbet, angsten og længslen. Det kommende album rummer ti sange og kredser om de samme temaer og emner.

Det er ikke en konceptplade, understreger bandet. Men der er en rød tråd, et narrativ, igennem de omtrent 45 minutter, albummet varer.

Jon sammenligner det med en villavej, hvor der sker forskellige ting i de forskellige huse. Ting, der måske ikke konkret har noget med hinanden at gøre, men alligevel er forbundet.

Men er der et mål med albummet? Har Natjager ambitioner om at blive større?

– Det bruger jeg ikke et sekund på at tænke på, lyder det kontant fra Jon. Vi laver musik, og vi udgiver det, så alle kan høre det.

– Det er ikke nødvendigt for mig at blive større, kommer det fra Kian.

– At folk gider dukke op og høre os er nok for mig. Det vil da være fedt, hvis det bliver større, men det er ikke noget, vi spekulerer i. Jeg synes, vi har det dejligt, hvor vi er, og vi er simpelthen velsignet med de sødeste fans. Lige nu udgiver vi en plade, og så håber vi, at folk kan lide det.

Crossover-potentialet
Netop fanskaren er interessant, fordi den er så bred. Med tyngden i guitarerne og bassen henvender bandet sig til et rock- og metalpublikum, men selvom vokalen er afskrækkende for mange, fungerer den også som en appel for et andet publikum. Måske særligt dem, der er vant til autotuneeffekten fra hiphop og pop.

– Ja, det er ret bredt, siger Kian om det segment, de hitter hos.

– Vi har nogle gange joket med, at vi henvender os til teenagere og folk på 40+, griner han.

– Men det synes jeg også gør det spændende, at det ikke kun er metalhoveder, der lytter til os, fordi vi så åbenbart har noget, der går ud over genren.

Men hvad er det så, der har gjort, at både teenagere og folk på 40+ finder noget af værdi hos Natjager?

– Det, jeg hører fra de fleste, er, at de har fundet noget i teksterne, som har ramt dem. Og så er dem, der siger: ”nå, I ly’er ligesom Deftones, så det er bare fee’!”, fortæller Kian og griner igen.

Crossover-appellen kan være både en svaghed og en styrke. I Natjagers tilfælde er det det sidste. For hvis der er et dansk rockband, der kan krydse over i mainstreamen og popkulturen (og som ikke er Baest, that is), så er det Natjager. De har formatet, de har lyden, de har sangene.

Det er bare ikke gået helt op for resten af landet endnu. Men der er tegn i tiden, der peger mod, at en tungere rocklyd måske vil vinde indpas i mainstreammusikken igen.

I december sidste år blev det tidligere britiske metalcoreband Bring Me the Horizon Ugens Uundgåelige på landets største mainstreamkanal, P3, med sangen ’Wonderful Life’ – der endda har Cradle of Filth-forsangeren Dani Filth med som gæst!

I år har et af de største hits været et kontroversielt country/rap-crossover, der bygger på et Nine Inch Nails-sample.

Og for blot et par uger siden udgav popstjernen og hiphop-crooneren Post Malone, der tidligere har erklæret sin kærlighed for metal, en sang, der havde Ozzy Osbourne med på gæstevokal – ved siden af en af tidens største navne, autotunerapperen Travis Scott.

Og så er der selvfølgelig Tool, der oven på 13 års pause og uendeligt meget hype kunne indtage førstepladsen på Billboards albumhitliste med ’Fear Inoculum’ – og sende popstjernen Taylor Swifts ’Lover’ ned på andenpladen.

Jo, der er måske en åbning for rock og metal i populærkulturen. Ikke at det er det, der er nødvendigt for anerkendelse. Ikke at det er ubetinget godt heller. Men måske ser vi konturerne til en ny tendens.

Jon fortæller i hvert fald, at han har en kontakt i den tyske afdeling af Warner Music, som han snakker med engang imellem. Og han fortæller, at når de får ny musik ind, så bliver det ofte sendt retur med en besked om, at der skal mere guitar på.

Det er dog ikke noget, gutterne i Natjager spekulerer nærmere over.

– For mig handler det om, at det skal være kunst, der skal kunne udtrykke noget eller få nogen til at føle noget, siger Jon.

– Hvis vi gør det, og gør det, som vi gerne vil have det, så kan det godt være, at vi taber hele lortet. Men så kommer vi også ud på den anden side med et produkt, som vi elsker.

Det handler ikke om at følge tendenserne eller være et skridt foran. Det handler om noget andet, noget langt mere uforklarligt. Om man kan stå inde for det, og om man kan se sig selv i det.

– Jeg er altid gået med mavefornemmelsen, siger Kian.

– Hvis ikke jeg var med i bandet, ville jeg stadig være fan af det. Det føles simpelthen rigtigt.

'Hvem har brug for hvem mest' er førstesinglen fra Natjagers kommende album, der udkommer til november.