Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sidste navne til RF '17

Populær
Updated
Sidste navne til RF '17
Sidste navne til RF '17

Roskilde offenliggører i dag det samlede program til årets festival, der blandt andet byder på gamle thrash-ikoner, støjrock-pionerer, belgiske blackgazere, en progrock-sensation og to gange svampetrip med kongen af dansk syrerock. Vi har samlet alle de nye navne fra den hårdere del af spektret her.

Anthrax
Ærkeamerikansk thrash, som kun de oprindelige bands kan levere den. Anthrax var med i den første bølge af bands, der skabte genren thrash metal tilbage i 1981. De er blandt 'The Big Four', der inkluderer Metallica, Slayer og Megadeth udover Anthrax, der anno 2017 stadig har den oprindelige kerne intakt med forsanger Joey Belladonna, guitarist Scott Ian, bassist Frank Bello og trommeslager Charlie Benante. De så det hele i firserne, overlevede halvfemserne og er stadig kørende med stærke udgivelser knap 40 år efter dannelsen. 

For mindre end en måned siden gæstede de Amager Bio, hvor de spillede hele 'Among The Living'. Herefter tager de på turne i hjemlandet USA med Killswitch Engage, førend de vender tilbage til Europa og gæster Roskilde Festival til sommer. Der vil derfor nok være lidt flere nyere numre og variation i deres sætliste på pløjemarken, end der var på Amager. Deres seneste plade, 'For All Kings', er fra 2016.




The Jesus and Mary Chain
De har været så godt som døde og begravet, men fra askerne er mangt et band genopstået. Således også de nærmest overjordiske seje skotter i The Jesus and Mary Chain. Ført an af brødreparret William og Jim Reid, der i 1985 med debutalbummet 'Psychocandy' satte nye standarder for, hvor larmende et band kunne være uden at give køb på den stærke sangskrivning og iørefaldende melodier. En lyd, der siden har inspireret bands som My Bloody Valentine, Black Rebel Motorcycle Club og The Raveonettes.

Efter en meget lang pause udsendte bandet i sidste måned comeback-albummet 'Damage and Joy'. Hele 19 år efter deres seneste album 'Munki' fra 1998, hvor gruppen også sidst lagde vejen forbi Roskilde. Der er på mange måder lagt op til en gensynsfest for den ældre generation og en mulighed for nye generationer for at opleve et band, der i høj grad har været med til at forme det moderne rock-landskab.




Royal Blood
I 2014 var den britiske duo et af de absolut mest populære, spillede og omtalte navne i den brede rockscene, da de udgav singlen ’Little Monster’. Da de senere på året udgav deres debutalbum ’Royal Blood’, blev det det hurtigst sælgende debutalbum i Storbritannien det pågældende år. Bandet fik med andre ord en fremragende start på deres kommercielle karriere, hvilket der også er god grund til; musikkens medrivende rytmer bliver udelukkende leveret af bas og trommer med en rå og selvsikker vokal i front og åbnede således for en rocket fortolkning af drum and bass.

Når duoen spiller på årets Roskilde Festival, er der gode chancer for, at nyt materiale bliver luftet. Der er endnu ikke blevet fastsat en dato for udgivelsen af debutudspillets opfølger, men Royal Blood har ved flere lejligheder udtalt, at musikken er blevet færdigskrevet.




Baby Woodrose
Før psychrocken for alvor kom op til overfladen igen (eller ned fra rummet), var der især en musiker, som – uden at vide det – var ved at køre sig selv i stilling som en slags gudfader for genren herhjemme. Lorenzo Woodrose. Også kendt som Guf. En yndet gæst på Roskildes skrå brædder, hvor det er blevet til en stribe optrædener gennem årene. Senest med de folkekære Spids Nøgenhat, men tidligere også med On Trial og ikke mindst Baby Woodrose, der sågar åbnede Orange scene tilbage i 2003. Samme år, hvor de også vandt P3 Guld-prisen.

Sidste år vendte Lorenzo Woodrose tilbage til Baby Woodrose og udsendte det anmelderroste syvende album 'Freedom', som altså også giver bandet muligheden for igen at invitere Roskilde med på et sonisk svametrip.




Lorenzo Woodrose
Som nævnt i teksten ovenover har Lorenzo Woodrose de seneste år vokset sig til et ikon herhjemme som den store kriger i front for hele den stadigt meget blomstrende psychrock-scene. Og man vil derfor kunne opleve manden to gange, når Lorenzo Woodrose spiller op i eget navn og giver et mere intimt sæt bestående af udvalgte numre fra Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og egne syrerock-favoritter fra 60 og 70'erne.




Natjager

“Nogle gange støder man på musik, hvor ens hjerne ikke kan kapere det, der foregår. Hvor den simpelthen ikke kan krølle sig rundt om en lyd eller et udtryk.”

Sådan starter vores anmelder sin femstjernede anmeldelse af Natjagers selvbetitlede debut-ep. Og der er noget om snakken, for sjældent har et dansk band vakt så meget opsigt og debat på så kort tid,  Med en lyd, der både forener post-hardcores emotionalitet og hårde anslag, rappens attitude og poppens flirt med auto-tune og ørehængende omkvæd, er Natjager lidt af en bastard, der balancer på grænsen mellem noget sært klistret fra fortiden og noget overvældende moderne og frisk. Et band, hvis potentielle lyttergruppe er umulig at forudse, men den lynhurtige vej fra absolut ingenting til Roskilde vidner om noget specielt




Oathbreaker
Det belgiske band, der har samme navn som et af de bedste 'Game of Thrones'-afsnit, gør sig i et eklektisk lydunivers, som er et godt (og spændende!) sammenkog af punk, black metal, klassisk heavy metal, metalcore, sludge, shoegaze og alt med ”post” som genrebetegnelse.

Bandets musikalske og alsidige tekniske kunnen er især blevet rost grundet forsangerindens Caro Tanhge omfattende vokal, der både mestrer de rene og skrigende aspekter og udgør et markant element i bandets udtryk.

Oathbreaker har gæstet landet flere gange, dog som support for bands som Cancer Bats, Okkultokrati og While She Sleeps, og har – for det meste – formået at imponere. De fremfører intense, kaotiske og hypnotiserende shows, der dog fra publikums side kræver en vist kendskab til bandets bagkatalog bestående af tre fuldlængdealbum og en række ep’er.




Værket
Københavnsk sekstet, der tager teten videre fra 1970'ernes progressive rock. Værket opstod i miljøet omkring spillestedet Mayhem med medlemmer fra bands som Slægt og Reverie og har på kort tid gjort sig bemærket på flere af de københavnske spillesteder samt i flere af de toneangivende medier. Nå ja, og så er de også blevet nomineret til flere priser, herunder Steppeulven – alt sammen med kun en enkelt udgivelse bag sig, ’Jealousy Hits’, hvis lyd blandet er blevet beskrevet som Jethro Tull på amfetamin.

Live har Værket også gjort sig bemærkede grundet deres tekniske kunnen og musikalske overskud, hvor de både spiller på strygere, tværfløjte og blæsere, der ledes af overproportionerede og teatralske vokalpræstationer; en helt igennem autentisk oplevelse, der er 70’ernes rockikoner værdig.




Foruden de omtalte bands er følgende navne også blevet tilføjet til programmet:

'68 (US)
75 Dollar Bill (US)
Author and Punisher (US)
Idles (UK)
The Love Coffin (DK)
ML Buch (DK)
Shame (UK)
Sibiir (NO)