Chinese Democracy
Populær
Copyrightretssager, ulykker, alvorlig sygdom og diverse mere eller mindre vellykkede sideprojekter. Efter 13 års forhindringer leverer Tool ’Fear Inoculum’ uden at skuffe så meget, som man kunne have frygtet.
2. Pneuma
3. Litanie contre le Peur
4. Invincible
5. Legion Inoculant
6. Descending
7. Culling Voices
8. Chocolate Chip Trip
9. 7empest
10. Mockingbeat
Hver gang jeg er startet på endnu en omgang Tool-praising over for venner og bekendte, er der typisk en af de tålmodigt lyttende, der nævner pladen. Pladen. Når man har nørdet Tools univers siden teenageårene, er det nok den mest irriterende respons, man kan få.
For på et tidspunkt gennem de seneste 13 år har alle Tool-fans frygtet fadæsen. Frygtet, at hjertebarnet enten ville kaste håndklædet i ringen eller vende tilbage med en håbløs udgivelse.
Frygten er ikke ubegrundet. Det har været et mindre mareridt at følge med i medlemmernes mere eller mindre vellykkede sideprojekter, Maynard James Keenans ligegyldige vinproduktion, ulykker, alvorlig sygdom og ikke mindst den vedvarende copyrightretssag.
Den berettigede frygt
Især sidstnævnte har tæret på bandet og lysten til at følge op på ’10,000 Days’ fra 2006. Adam Jones har beskrevet affæren, hvor en ven sagsøgte bandet for brug af artwork, og Tools eget forsikringsselskab valgte at sagsøge bandet for at have bragt sig selv i den situation, som det værste, der nogensinde er sket for dem. Den dyre og årelange række af retssager var distraherende og skabte modløshed. Hos band såvel som fans.
Hertil har de fleste fans modløst set til, mens Keenan har gøglet rundt med Puscifer, og Danny Carey har tævet trommer i det håbløse Legend of the Seagullmen-projekt. Det store spørgsmål har altid været: Hvorfor? Hvorfor spilder de tiden med andenrangs ligegyldigheder? Efter udgivelsen af A Perfect Circles ’Eat the Elephant’ nægtede Keenan helt at deltage i interviews. Som han sagde: ”Jeg gider ikke tale mere om Tool.”
Forståelsen er måske stor, men det samme har frustrationen været. 13 år har vi ventet med et utal af modstridende udmeldinger vedrørende pladens progression – eller mangel på samme. Og frygten er berettiget.
Grundelementerne til det, der senere skulle blive ’Descending’, blev allerede spillet live i 2015. Det første håb for, at der nok skulle komme ny musik, spirede. Det har dog været med en sund del skepsis, og det blev den endelige albumannoncering også modtaget med.
Men nu sidder vi altså med albummet. ’Fear Inoculum’. Manifesteringen af mere end et årtis lidelser og forventninger. Sidstnævnte er så ekstremt høje, at albummet nærmest kun kan fejle. Vi hardcore fans ser svaret på livets gåde i bandets kompositioner og forventer den musikalske hellige gral.
Ingen leflen, men heller ingen originalitet
For Tool er visionære. Det musikalske univers er sjældent set tilsvarende. Nye vidder med plads til fordybelse, men også direkte og voldsomme konfrontationer. Udfordrende, anderledes og typisk givende til den med tålmodighed. Originalt og uden leflen.
Der lefles heller ikke på ’Fear Inoculum’. Som alle andre Tool-plader er det en udgivelse, der kræver tid til fordybelse. Det er bare ikke originalt denne gang. Grundstammen bestående af Jones’ nært ikoniske og letgenkendelige signaturlyd samt Danny Careys pulserende spil har været den samme fra album til album, men hidtil har der været en tydelig idemæssig og musikalsk udvikling plade for plade.
Tool anno 2019 er stort set blottet for den udvikling. ’Fear Inoculum’ er ikke et nyt kapitel, snarere et resumé af de foregående.
Tool-kendere vil genkende elementer fra hele bagkataloget. Riffs, der enten direkte genbruges eller minder om tidligere kompositioner. Careys trommesektion på titelnummeret ligger utroligt tæt op af selvsamme på ’Reflection’. Det indledende riff på ’Descending’ lyder påfaldende meget som det tilsvarende på ’Wings for Marie (Pt 1)’, og selvom Jones har sat tempoet op, hører man hurtigt riffs i ’7empest’, der vækker associationer til ’Schism’.
Sammensurium trods udvikling
Holdes Tools udgivelser op mod hinanden, virker ’Fear Inoculum’ mest af alt som et sammensurium. Udgivelsen er dog tungere end de seneste plader. Careys spil er mere bombastisk og Jones’ riffs ekstremt insisterende. Justin Chancellor leverer en uhæmmet og ekstremt potent rygrad. Keenan er til gengæld det melodiske modstykke. Ikke et eneste skrig ytres.
Det vokalmæssige udtryk er i stedet sjælfuldt, nedtonet og smukt. Selvom man savner Keenans rå vokalføring og brug af hele vokalspektret, er det velvalgt at lade vokalen være det bærende melodiske element. Forhåbentlig er det bevidst og ikke konsekvens af en mindre stærk vokal eller magelighed.
Den mest iørefaldende forskel er dog brugen af keyboard. Først introduceret på ’Pneuma’, hvor et minutlangt spacy synthstykke danner bro mellem nummerets to primære stykker. En interessant og spændende tilføjelse til Tools musikalske univers. Brugen er dog ret begrænset og står typisk alene i form af en bro uden nogen decideret implementering i resten af numrene.
Unødvendig galskab og vedvarende progressivitet
De fleste af pladens numre holder en længde på over ti minutter. Kompositionerne præges af den progressive og eksperimenterende tilgang fra tidligere højdepunkter som ’Third Eye’, ’Reflection’ og ’10,000 Days (Wings Pt 2)’.
Med undtagelse af titelnummeret fungerer de seks vokalbårne numre individuelt såvel som i samlet kontekst. Careys electrobeat og trommegalskab på ’Chocolate Chip Trip’ er derimod skudt helt ved siden af og er mere generende ved fuld gennemlytning end værdigivende. Den sære trang til at inkludere forstyrrende fyldmateriale er naturligvis at forvente fra Tool. Det har været fast indhold siden ’Ænima’, men det er langt fra altid, at det lykkes. ’Chocolate Chip Trip’, det mest markante fyldnummer, er, som de resterende, hverken en vellykket overgang eller bro, blot indsigt i trommeslagerens sære sind og imponerende kompetencer. Overflødigt på en plade, der allerede bæres af Carey og har en imponerende længde.
Ellers er titelnummeret pladens svageste komposition. Den langsomme opbygning har potentiale, men skiftet midtvejs er alt andet end succesfuldt. Nummeret mister nerve og virker ustruktureret. ’Fear Inoculum’ er hverken spændende for sig selv eller i sammenhæng.
Men naturligvis er ’Fear Inoculum’ som helhed trods alt en god plade. Tool fastholder et imponerende højt niveau. Frygten gøres til skamme, selvom udgivelsen umuligt kan indfri alle forventninger.
’7empest’, ’Invincible’ og ’Pneuma’ er pladens bedste numre. Især den første vil få enhver Tool-fanatiker til at juble. Den næsten 16 minutter lange komposition er ikke bare vanvittigt energisk: Den er et favntag med alt, der er fantastisk ved Tool. Varieret flow, flotte passager, pulserende rytmer, gribende aggressivitet og melodisk skønhed. Hvis Tool aldrig igen udgiver musik, er ’7empest’ det helt rigtige nummer at takke af med.
Kvartettens svanesang?
For det er vel ikke helt urealistisk at spå ’Fear Inoculum’ som Tools sidste? Der er meget, der peger på det. Ikke mindst den ikoniske forsangers sideprojekter. Der er ingen tvivl om, at Keenan med årene er blevet glad for at kunne gøre præcis, hvad han lyster. Den kontrol har han ikke i Tool.
’Fear Inoculum’ fremstår i lange stræk som et Jones-, Carey- og Chancellor-projekt snarere end et Tool-projekt. Den tilgang til sangskrivningen er ikke meget anderledes end for de foregående udgivelser. Carey, Jones og Chancellor skriver og indspiller, herefter tilføjer Keenan vokal. Lyrikken holder et udmærket, velkendt niveau, men Keenans bidrag virker alligevel mindre engagerede, og lange passager er helt uden vokal. Også mere, end hvad vi er vant til. Det er ikke svært at forestille sig, at Tool ikke længere er Keenans førsteprioritet. Muligvis heller ikke anden.
Og ingen Keenan, ingen Tool.
Skulle ’Fear Inoculum’ altså vise sig at være Tools svanesang, er det en særdeles flot afskedssalut. Til trods for at pladen ikke er blandt bandets bedste, tørrer den stadig røv i det meste andet, der er udkommet i år. Tool er og bliver unikke. Set i kontekst af bandets andre udgivelser er der dog et stykke til zenit.