Blomster fra den mørkeste muld

Cold Meat Industry satte sit markante aftryk på undergrunden, men efter en lang pause er grundlæggeren Roger Karmanik tilbage – på sine helt egne præmisser. 

Når nu vi befinder os til en event som Dark Atmospheres Festival med navne som Arcana, In Slaughter Natives og Sophia på plakaten, så er det måske ikke den største overraskelse, at vi finder Roger Karmanik, grundlæggeren af Cold Meat Industry-labelet, ude blandt publikum. Et label, jeg fulgte tæt i en årrække for deres udbredelse af musik i den tungt elektroniske ende med darkwave og industrial som nogle af de mest toneangivende genrer, der op gennem 90’erne og 00’erne fandt sin fælles platform inden for Cold Meat Industry-folden. Genrer, der også trak mange ind over metal-segmentet, om end de bevidst målrettede sig et ganske andet segment.

“Cold Meat Industry samlede alle de mennesker, der ikke så sig selv som en del af alle de andre genrer (I ellers berører, red.) – punk, metal og alt det der. Det samlede det hele i denne sfære af mørk ambient- og industrial-musik, som på en eller anden måde var mere rummelig over for forskelle – forskelle i lyd, i mennesker, i kultur. En undergrundskultur, som i det hele taget ikke var så etableret på det tidspunkt.”

Da vi nævner Ministry som et af de første navne, der fik industrial-begrebet bredere udover rampen, er han dog hurtig til at sende dem over i metal-båsen, og det er da også bestemt også noget andet end In Slaughter Natives, som vi så nedenunder for blot ti minutter siden.

“Jeg fandt Jouni Havukainen i min egen by, og jeg skabte ham faktisk. Jeg er skaberen af In Slaughter Natives," fortæller Karmanik med et grin og uddyber: "Jeg fandt den her fyr, han var genial, og jeg tænkte: 'Wow, vi bliver nødt til at gøre noget ud af det her.” 
Og jeg syntes ikke, der var noget pladeselskab, der kunne skabe den stemning omkring musikken, som den egentlig fortjente. Så jeg ville gerne skabe nogle rammer, der kombinerede den musik, jeg opdagede og de mennesker, jeg mødte i miljøet via mit pladeselskab – pladeselskabets image.”



Det udviklede sig så til Cold Meat Industry, som hurtigt begyndte at blomstre i de tidlige 90’ere med navne som In Slaughter Natives, Raison d'être og Karmaniks eget projekt Brighter Death Now, efterhånden som undergrunden begyndte at få næse for selskabets særlige lyd, der allerede på det tidspunkt var meget definerende for scenen.

“I starten, altså de første to-tre år, kendte jeg folk, der lavede virkelig god musik, men ikke havde en platform til at udgive deres musik. Så jeg fandt dem bare, tog dem under mine vinger og skabte et miljø for dem, hvor de kunne fortsætte med at lave deres musik. Efterhånden som selskabets image og atmosfære så blev etableret, begyndte folk selv at strømme til og sende demoer – dem, der havde opdaget dette pladeselskab og den musik, jeg lavede.
Det var egentlig bands som Crass og Dead Can Dance, som Throbbing Gristle og Coil, der havde defineret min smag op til da, op gennem 80’erne.”

Selskabet voksede støt og kulminerede på mange måder med udgivelsen af compilation-albummet ‘The Absolute Supper’ i år 2000, der også var min egen introduktion til CMI. En udgivelse, der ikke blot i sit stilede layout, men også i det dedikerede væld af toneangivende kunstnere, der ud over de førnævnte også inkluderede fx. Arcana, Mortiis, Sephiroth og Deutsch Nepal, var et fantastisk sted at starte for nytilkomne til labelets profil.

“‘Absolute Supper’ var faktisk det absolutte måltid! Det var en øjenåbner for hele scenen – for alle scener, faktisk – fordi det udvidede alles horisont. Fordi den var godt sammensat. Det var et obskurt album, og det indeholdt alle de oplysninger, man kunne ønske sig, om alle kunstnerne og hele pladeselskabet. Jeg lavede to hæfter, ét med alle kunstnerne, der havde hver deres egen side, og så det andet hæfte om pladeselskabet. Og så var det for mig en enestående reklame for mit pladeselskab og den musik, vi producerede på det tidspunkt. 
Det var faktisk en øjenåbner for hele verden. Vi solgte den billigt, og den var den mest populære compilation i hele vores historie. Og fordi den var så obskur – coveret var helt sort med kun et lille logo foran – var den i sig selv et statement. Et statement til alle andre selskaber i hele den forpulede verden: “Det er det her, vi kan lide. Det her er, hvad vi står for!””



Som årene gik med internettets udbredelse, og både streaming og downloads ændrede musikindustrien radikalt, påvirkede det naturligt nok også Karmanik og CMI …

“Det påvirkede mig, men jeg indså det også lidt for sent, tror jeg. Andre talte om det: “Åh, det her internet, de stjæler musikken og alt muligt.” Men jeg mærkede det ikke, fordi jeg havde nogle meget dedikerede fans, der ville have de fysiske udgivelser. De ville ikke bare downloade. Så ja, det var en periode med megen usikkerhed i mit liv.”

En usikkerhed, som kun tog til med kunstnere, der udgav deres materiale på anden vis, og som øgede presset på Karmanik selv, der endte med at gå ned med stress – “everything just collided …” – og sidenhen måtte melde Cold Meat Industry konkurs i 2011. En stor lettelse oven på en hård årrække, og i mellemtiden har han så fundet en HELT anden levevej, der får det hele til at hænge sammen. 

“Ja, i dag arbejder jeg gartner i lokalsamfundet i Linköping, hvor jeg bor. Gror blomster og planter i drivhuse, så jeg skal altid være to skridt foran i.f.t. årstidernes gang.
Sådan har mit liv faktisk altid været. “Åh, jeg har den her udgivelse. Jeg kan udgive den i marts eller april næste år, men nåh ja, så har jeg også den her udgivelse, Den kan jeg så udgive dér …” og så videre. Sådan har det altid været, det er helt skørt.”

Det har dog ikke afholdt ham fra fornylig at starte CMI op på ny, om end under ganske andre forudsætninger end dengang, i sit helt eget tempo.

“Jeg startede faktisk Cold Meat op igen for godt fem år siden, men ingen lagde rigtig mærke til det, fordi jeg kun udgav min egen musik, og jeg tror ikke, folk forventede det – det var lidt en finger i jorden … Jeg ville bare se, hvordan markedet reagerede. Og nu, da jeg fik denne mulighed for at udgive den nye Arcana-plade 'Magna Silentia' for en måneds tid siden, var det et stort skridt for mig, en stor kamel at sluge. Peter (Bjärgö fra Arcana, red.) kom til mig og spurgte, om jeg ville udgive pladen, og det vækkede så en masse følelser tilbage fra dengang, men Peter er så sød og sagde “No stress, gør det i dit tempo, jeg vil bare gerne gøre det sammen med dig og have Cold Meat Industry tilbage.”

Men egentlig fortsætter jeg meget, hvor jeg slap (med labelet, red.). Perspektivet er det samme, og så er der godt nok en del at samle op på med internet, e-mails og sådan. Måske jeg skal have en hjemmeside haha. Men artwork, visuals, grafik og alt det, det står jeg stadig for, og så driver jeg selskabet via Facebook, Bandcamp og Instagram.”



Motivationen er nu udelukkende passionsdrevet – og selvom CMI kører igen, nægter han at lede efter nye, hippe bands. Festivaler er fortid, selvom vi så undtagelsesvis møder ham her i dag, og han følger ærligt talt slet ikke med i, hvad der rører sig på nutidens scene.

"Jeg har altid været dårlig til at følge med i, hvad der er interessant, det er ikke noget nyt. Hvis jeg kan lide noget, hvis der er noget, jeg kan arbejde med, og hvis folkene er flinke, så ja. Men ellers ikke …  det var også sådan, det var før i tiden. Nu er det blevet endnu mere tæt, som nu her med Arcana, fordi vi er meget nære venner.
Men for lige at gøre det klart i.f.t .labelet, så er der mange, der bliver begejstrede og tænker “Åh, nu går han i gang med Cold Meat igen!” Og nærmest begynder at tro, at det vil blive ligesom dengang, men nej. Der var en tid for det, så lad os hellere kigge fremad og se, hvor det bringer os.”

Genstarten af Cold Meat Industry har dog lige så meget været for også at have et outlet til sit eget projekt, Brighter Death Now, som han stadig holder kørende.

“Det bliver større og større faktisk, det er lidt underligt. Jeg turnerer en del, folk kan lide det, og jeg kan gøre hvad der passer mig. Jeg har vel privilegiet af at være anerkendt, fordi jeg har et navn og er så gammel i gårde, haha. Nogle gange er det svært for mig at forstå, at mit brand er blevet så stort, at folk beundrer det i et omfang, der er større, end jeg selv kan leve op til. Jeg er en svensker, meget privat og sådan. Jeg har ligefrem stalkere, der følger mig, og jeg vil ikke være uhøflig, men heller ikke for venlig. Hvis hun vil give mig gaver, okay ... og så vil hun hænge ud ... og så: “Åh, jeg har givet dig alt det her.”, Ja, fy fan, haha.”

Og således runder vi de tyve minutter af i en munter tone, inden Vril Jäger straks lægger en mere dyster tone an nedenunder, lige i Cold Meat Industrys ånd. Vi takker for snakken og ser frem til, hvad fremtiden bringer, med ‘The Absolute Supper’ kørende i baggrunden.