Tvivlen er stadig luften under vingerne
PopulærAmerikanske Deafheaven er færdige med deres nye album, som skal følge op på den store succes med 'Sunbather'. Devilution mødte frontmanden George Clarke på Roskilde, der her fortæller om næste udspil og reflekterer over bandets hidtidige rejse og betydning.
Efter at havde triumferet med deres andet udspil 'Sunbather' (2013), der høstede massiv ros på kryds og tværs af kloden, fra Polen til Malaysia, fra Politiken til Devilution, er Deafheaven den 2. oktober klar med opfølgeren 'New Bermuda', der udkommer på Anti- Records.
Som et af de få sommershows på programmet var Deafheaven en del af årets sorte lørdag aften på Roskilde, der også talte Myrkur, Young And In The Way og Tombs. Og det er netop til tonerne af sidstnævntes blackened crust, at vi møder forsangeren George Clarke bag Pavilion til en snak om deres nye album og den store opmærksomhed, som er fulgt i kølvandet på deres på én gang brutale og solbeskinnede gennembrudsplade, en time, før bandet selv skal optræde.
“Puha, det er varmt her,” bemærker den venlige George Clarke som det første i sit sortklædte outfit på denne usædvanligt varme danske sommeraften. “Men man må jo bøde for sit image,” tilføjer han med et grin.
Det er et tydeligvis selvsikkert band, som er ankommet til Dyrskuepladsen oven på en koncert på Island et par dage forinden.
“Det var faktisk en af de største oplevelser, vi har haft hidtil. At kunne komme steder hen som Island og spille vores musik er noget, vi aldrig havde troet på,” fortæller han begejstret.
Det er også gået stærkt for det californiske band, der oprindeligt startede som en duo bestående af George Clarke og guitaristen Kerry McCoy. Det hele tog sin spæde begyndelse i black/grindcore-bandet Rise Of Caligula. Siden fulgte en demo under det nye navn Deafheaven, som blev fulgt op med det første album 'Roads To Judah' i 2011, der cementerede bandet som et lovende skud i undergrunden. Den status ændrede sig nærmest øjeblikkeligt, da de slap 'Sunbather' fri forrige sommer. En plade, der med en hditil uhørt og effektiv blanding af shoegaze, post-rock og black metal i en indbydende poppet indpakning i løbet af ingen tid har set gruppen rejse sig og komme rundt til shows verden over. Undervejs er adskillige livemusikere kommet og gået, men bandet har nu endelig forankret sig med fem faste medlemmer, der også tæller trommeslageren Dan Tracy, bassisten Stephen Lee Clark og guitaristen Shiv Mehra.
Et selvbevidst band
Hvad har det betydet for sangskrivningen på det nye album?
“Kerry skriver stadig det meste af materialet, vores musik er meget drevet af hans retning. Men det er første gang, at vi har indspillet som et fuldt band, og det har også betydet noget. Vi har allesammen lært hinanden meget bedre at kende, efter vi har turneret så meget over de sidste par år, og vi har derfor kunnet inspirere hinanden i langt højere grad end tidligere. De enkelte riffs og stykker er alle trukket ud af en større fælles udveksling af hinandens smag.”
Modsat tidligere føler 26-årige George Clarke, at gruppen er blevet langt mere selvbevidste med deres stil, og at det har givet en mere "direkte og kraftfuld" lyd på den fem numre lange 'New Bermuda':
“På Sunbather handlede det om at bevare vores lyd, men vise at vi havde udviklet os. Mens vi stadig ikke helt vidste, hvad vi lavede. På det nye album er vi blevet tungere, hurtigere og mere inspireret af traditionel metal. Vi har på en måde skåret en del af fedtet fra. Vi er stadig atmosfæriske, men knap så “luftige,” som er den bedste måde, jeg kan beskrive det på,” siger han og forklarer, at sigtekornet har været mere rettet mod riffene denne gang, så albummet har fået en mere guitardreven lyd, ligesom der er lagt et større arbejde i vokalen.
“Uden at det skal lyde negativt, så er der lagt en del mere omtanke i at indspille vokalen denne gang, så den er mere dynamisk og varieret.”
Konsekvenser i lyrikken
På 'Sunbather' er lyrikken meget personlig og indadskuende, og den er blevet fremhævet og analyseret meget i de fleste anmeldelser. Hvad har været dit fokus denne gang?
“På 'Sunbather' gik jeg igennem forskellige ting, og det var det, jeg skrev om. Og det er det samme denne gang, men med mere dybde. Det handler om tiden siden sidste album, hvor vi har turneret rigtig meget og har haft virkelig travlt. Det hele har været en smule kaotisk. Og når du samtidig lige pludselig er så meget væk hjemmefra, så forstyrrer det dine forhold til andre, og man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det er det værd. Jeg mener, det her er, hvad jeg altid har drømt om, men det medfører også en masse nye problemer, når dit liv ændrer sig så dramatisk. Så det kredser mest af alt om alle de hurtige beslutninger, jeg lige pludselig har skullet træffe over en kort periode.”
På hvilken måde har det påvirket dig?
“Lyrikken er på ingen måde blevet mere positiv, selvom jeg har haft et fantastisk år. For inderst inde vil der altid være de her modsætninger, problemer derhjemme og mig, som prøver at finde ud af, hvem jeg er. Jeg har det, som om jeg hele tiden er ved at opnå en form for klarhed, men så sker det ikke. Og man begynder at spørge sig selv, om man nogensinde vil nå det stadie? Når du så oveni kommer til det punkt, hvor bandet turnerer på fuld tid, er det blevet dit job og en virksomhed. Og det medfører også en masse refleksioner, som kan været ret deprimerende. Det har både været en tid med kæmpe opture, men også tilsvarende nedture. Og det viser sig også i teksterne.”
For vitalitetens skyld
Om Deafheaven kan leve op til den allerede ikoniserede 'Sunbather' er dog ikke en af George Clarkes bekymringer:
“Nej, for vi lyder stadig som os selv. Når jeg snakker om udvikling, så er det i de små ting,” siger han og kommer med et eksempel: “I stedet for at lave en 12 minutter lang sang er vi denne gang endt på 10 minutter. Det er stadig os, men en smule mere komprimeret. Jeg føler dog virkelig, at vi har formået at tilføre noget nyt til vores musik, som rækker udover, hvad vi har lavet hidtil."
En anden ting, som stak ud på 'Sunbather' var det orange/lyserøde cover med titlen skrevet i bandets egen unikke font. En overbevisende grafisk præstation, som oven i købet endte med, at fonten blev sat til salg. Det hele var designet af Touché Amorés Nick Steinhardt, som også har leveret den helt nye visuelle identitet til 'New Bermuda'.
“Det handler om at vise, at 'Sunbather' groft sagt er fortid nu. Det var en god tid, som jeg altid vil elske, men vi er kommet videre. Og jeg er klar til at hengive mig helt til det nye album”.
Mange bands er nærmest manisk forskrækkede over at ændre i deres udtryk, fordi de frygter ikke at kunne opbygge en velkendt identitet. Har I også overvejet det?
“Ja, det har vi. Men musikken bestemmer det visuelle, og fordi vores musik er ændret, så mener vi allesammen, at det også skal kunne ses i, hvordan vi præsenterer den. Vi vil aldrig lægge os fast på et bestemt logo. Alt skal være frisk. Igen og igen. For vitalitetens skyld.”
Kald os Deafheaven
Foruden at høste store roser for deres musik, der som nævnt forener shoegazens og post-rockens storladenhed med de aggressive rytmer og forpinte skrig fra black metallen, har gruppen også udmærket sig ved at fange interessen fra et overvejende ikke-metallyttende publikum. En bedrift, der både har kastet anerkendelse af sig, men også har åbnet døren til en af subkulturens sure grotter, hvor utallige internetkrigere sidder klar til at nedsable enhver, der vover at vige fra en allerede fastlagt kurs. I Deafheavens tilfælde har de fået hadet at mærke fra den mørkeste af dem alle, nemlig black metallen. En akavet ophidselse, der har fået især termen “hipstermetal” til at gro blandt de uforsonlige. Bedømt på George Clarkes skæve smil, da vi runder denne side af al omtalen, ser det dog mest ud til at more ham, mere end noget andet.
Ser I jer selv som et black metal-band?
“Det er et godt spørgsmål," lyder det straks, efterfulgt af en kort pause, inden han svarer: "Nej. Da vi først startede, gjorde jeg, for da var det nærmest det eneste, vi lyttede til. Især den franske og tyske scene. Og da tænkte jeg, at det er det, vi kan lide, og det, vi er. Men man ændrer sig. Og vi har altid været til meget andet musik også. Så selvom vi åbenlyst er inspireret af black metallen, så føler jeg ikke, vi kopierer nogen, men i stedet søger at finde vores egen lyd. Og den indebærer mange brikker, for at puslespillet kan gå op. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal kalde vores musik. Mest af alt foretrækker jeg bare at blive kaldt Deafheaven.”
“Det stærkeste, man kan gøre, er at lave sin egen lyd, fremfor at identificere sig selv med én bestemt genre,” tilføjer han og beretter videre om en stor glæde og ydmyghed over, at bandet har nået et nyt publikum og med egne ord er blevet en slag poster boys for en ny strømning i metallen:
“Det har været helt vildt cool, men også underligt. Det er klart det mest overraskende, der er sket i vores tid som band. Jeg kan ikke forklare det, og jeg er heller ikke sikker på, at vi fortjener det i stedet for andre bands, som arbejder lige så hårdt som os,” siger George Clarke og kommer alligevel med et bud på, hvorfor det er sket for dem:
“Jeg tror, mange har fanget nogle små, mere tilgængelige dele af vores lyd, som de har lænet sig opad og så er det vokset derfra. Jeg synes, det er godt for udviklingen, at det sker. Det er sådan, det skal være, ellers gror musikken fast,” siger han og slutter af med at understrege, at bandet blot spiller den musik, som de selv kan lide.
“Jeg har ingen forbehold angående det, vi laver. Jeg ved, at det er os, og at det kommer fra hjertet. Vi er meget ærlige om, hvad vi gør, og det er det vigtigste."