ACW 25: Rolig lørdag med blodig afslutning
Lørdagen startede roligt og udviklede sig roligt, indtil gæstefotografen greb en guitar med panden og lagde en dæmper på festen.
Lørdagens program blev min legeplads, da min anmelderkollega desværre måtte bukke under for aldersbetingede dårligdomme, og sådan kan man jo også få gået sine skridt.
Dagen startede i ensom majestæt, da jeg absolut ikke måtte gå glip af Laser Nun på Basement. Selvom adgangsforholdene blev 200 % bedre allerede om fredagen, så var det en af de koncerter, hvor man enten ikke kunne skovle sig ind for mennesker, eller - som det skulle vise sig - en af de koncerter, hvor de få og virkeligt interesserede var mødt frem.
Koncerten har naturligvis fået sin egen anmeldelse, for der er virkelig noget at tale om, men et par ord bør knyttes til det særlige setup, som var valgt, hvor musikerne var flyttet ud på gulvet og inviterede publikum til at gå lidt rundt, til at opleve lyden fra flere vinkler. Til at fordybe sig og lade sig synke ned i koncerten. En art immersiv koncert, bortset fra at den også visuelt var i midten af det hele, og derfor hang den oplevede lyd også bedre sammen med det oplevede visuelle, end det gør. når bandet står, hvor de typisk gør, mens lyden bevæger sig rundt. Super interessant koncept, som jeg håber flere vil gøre brug af - og særligt fint i Basements rå omgivelser.
Råkoldt og roligt
Lørdag blev en i sandhed rå og kold dag, og der var ikke meget hygge udendørs, ligesom Ideal Bar, som var omdannet til sidde/hyggeområde, var noget nær en dybfryser, da man af uransagelige årsager valgte at lade alle døre stå på vid gab i dejlige 10-11 grader, som var det, termometeret kunne svinge sig op til denne rå lørdag. Det var derfor også et lidt køligt rum, vi kom op i til den annoncerede dobbeltkoncert med Absalon String Quartet og Zola Jesus, som var en besynderligt to-delt størrelse, hvor jeg helt klart var mest fan af de første 20 minutter og det sidste nummer. Det kan du alt sammen læse mere om her.
Herfra stod valget mellem Jo Quail i Basement eller Daufødt i Lille Vega. Et valg, jeg egentlig på forhånd havde taget, da jeg i årenes løb på Roadburn Festival synes, at jeg har set det Jo Quail, jeg havde brug for. Så valget faldt på Daufødt, der var en livlig omgang - og en rigtig fin måde at få lagt kroppen i de rette folder til resten af programmet efter “morgenens” lidt stenede start. Bandets fængende punkrock tromlede som et godstog hen over lille Vega. Eksplosivt rasende musik, der satte ild i et publikum, der trængte til en rusketur og som lod sig rive med af forsanger Annika Lin Verdal Homme’s energi, der var glad og aggressiv på samme tid. En lidt sjov kombination, men det fungerede fremragende. Der var optræk til eksplosioner i pitten, særligt med Hommes besøg på gulvet, men det tog ikke rigtig fart. Vi skulle jo lige vågne, ikk’. 
Og med det charmerende klingende norske i ørerne blev det tid til at træffe en række valg. Og det endte med at jeg forlod festivalen for en kort bemærkning, da det ganske enkelt var blevet for koldt at være der. Og det er jo det fede med festivaler 5 metrostop fra bopælen: man kan tage hjem og tage en trøje på. Således gik jeg - helt efter planen - glip af både Pallbearer og The Seven Mile Journey. Enkelte venner var ikke imponerede over mit fravalg af førstnævnte, mens de fleste, jeg talte med, var helt på linje med mit fravalg af sidstnævnte, og således var alt jo ved det gamle.
God Is An Astronaut spillede godt, og der var storladne stykker at hæfte sig ved, men næppe noget jeg nogensinde bliver stor fan af. Det kunne jeg til gengæld godt blive af dansk-færøske Grava, der også blev mit næstsidste band på årets festival. De spillede en fin sludge-koncert i Basements mørke. Det svingede virkelig godt, men blev lidt repetitivt fra midten af koncerten fraregnet de smukke stemningsfulde lydbilleder, som ind imellem dukkede op i musikken og særligt ved begyndelsen til deres sidste nummer, der centrerede sig om en historie om to familier, der gerne vil slå hinanden ihjel. 
Og således opmuntret steg jeg op af kælderdybet for at se kældermennesker på Store Vegas scene. Det blev også en lidt brat afslutning på min og resten af redaktionens udsendte, da vores gæstefotograf greb Sebastian Wolffs guitar med panden. Og om man vil det eller ej, så bliver koncerter jo farvet af det, der sker omkring én, og jeg vil da godt indrømme, at det aldrig rigtig lykkedes mig at finde min festlige side frem igen.
Derfor var det også med tungt hjerte, at jeg måtte sande, at jeg ikke ville bidrage med noget positivt til Dame Area, så dem må jeg så vente med at se til en anden god gang.