Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF17 – Fredag

Populær
Updated
AMF17 – Fredag
AMF17 – Fredag
AMF17 – Fredag

Fredag blev afviklet med masser af black metal, hvorfor kælenavnet Black Friday lå lige til højrebenet. Devilution blev dog afsporet af nogle amerikanere.

Kunstner
Titel
+ Myrkur + Konvent + Morild
Dato
10-11-2017
Trackliste
Dark Funeral

1. Unchain my Soul
2. The End of the Human Race
3. Temple of Ahriman
4. The Arrival of Satans Empire
5. Open the Gates
6. Attera Torus Sanctus
7. As I Ascend
8. The Secret of the Black Arts
9. Vobiscum Satanas
10. My Funeral

11. Nail Them to the Cross
12. Atrum Regina
13. Where Shadows Forever Reign
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
3

Det startede ellers så godt med danske Morild. Deres drømmende black metal med atmosfæriske elementer fungerede godt for denne anmelder, der rigtig godt kunne lide forsangeren, som gav sig fuldt ud. Energiniveauet smittede. Både bassist og trommeslager hjalp til på vokalen, men bassisten kunne man nærmest ikke høre i mikrofonen. Der var til gengæld tre guitarer, så der var masser af melodi og fræs. Enkelte steder kunne man endda lade tankerne vandre hen mod Saturnus’ stemning i de passager, hvor melodierne flyder. Det var i hvert fald positivt at stifte bekendskab med Morild.

Man kan sige det samme om Konvent. Det er ikke hver dag, fire kvinder står på en scene på en metalfestival. Ikke desto mindre var det tilfældet her. Klassisk doom med growl på vokal. Det starter lidt langsomt, men Konvent får styr på det og efter et par numre begynder det at krybe ind under huden på én. Konvent holder det simpelt med en god forståelse for melodier og den klassiske opbygning af skalaer. Det er ikke særlig indviklet, men det skal doom heller ikke være. Konvent skylder Black Sabbath meget ,og publikum kan da også godt lide det. Om ikke andet er det befriende med den afveksling, det er at se fire kvinder stå og spille doom med growlende vokal. Det lød ganske udmærket, hverken mere eller mindre.

Helt så udmærket kan man ikke hævde, vores dækning af resten af fredagens program blev. Fredag d. 10. november 2017 var også mortensaften, hvorfor vi havde booket bord på en restaurant kun 100 meter fra Studenterhuset. Det var helt perfekt, og den logistiske genistreg burde have gjort, at vi kun gik glip af et halvt band eller måske et helt. Sådan gik det ikke. Vi havde været så letsindige at invitere festivalens hovednavn I Am Morbid på restaurant. Planen var halvanden times tid til and og dessert. Men stemningen og samtalerne flød i symbiose med den tempererede rødvin, hvilket gjorde, at vi først igen indfandt os på Studenterhuset til Myrkur og Dark Funeral. Og det kun til nogle sporadiske øjeblikke, hvor vi lige kiggede ind til et par sange af hver.

Muligheden for at sidde og hygge sig med I Am Morbid over en tre retters menu, god vin og afslappet atmosfære trumfede simpelthen alt andet, vi havde planlagt denne aften. Der blev snakket om alt muligt, både musik, politik, familie og en masse andre både seriøse og bestemt ikke seriøse ting. Det bærer vores kommentarer om Myrkur og Dark Funeral også præg af: Vi nåede langt fra hele koncerter med de to grupper.

Myrkur havde denne anmelder ikke oplevet før, og det er jo altid en oplevelse at skulle overvære det band, der i den grad har delt vandene i metalmiljøet. Faktisk overraskede Myrkur ved at lyde bedre på Studenterhuset end på plade. Live var der bid i instrumenterne, og Myrkur selv havde også en tilstedeværelse, der brændte igennem. Både bassist Jeppe Skouv og guitarist Andreas Lyngede klarede det udmærket på strengene, mens lokale Martin Haumann på trommer leverede en usvigeligt sikker præstation. Enkelte humoristiske røster ville vide, at Myrkur havde stjålet Huldres sceneudstyr for at lave sit mikrofonstativ, og de to bands får da også mere og mere tilfælles, som Myrkur rent stilistisk vandrer mere over i det folkelige end det rendyrkede black metal, som var udgangspunktet for nogle år tilbage. Bestemt en positiv oplevelse, hvor der var knap så meget bøvl med udstyret, som der var på Copenhell i sommer.

Knap så godt var svenske Dark Funeral på de par sange, vi så og hørte. Senest besøg på Aalborg Metal Festival var tilbage i 2009. Siden er ikoniske Emperor Magus Caligula skiftet ud i 2014, hvor han blev afløst af Heljarmadr. Det gik ganske udmærket på Copenhell sidste år, men flere faktorer gik imod Dark Funeral denne aften på Studenterhuset. Det sene tidspunkt betød, at en del publikummer nåede at blive trætte og udvandrede i løbet af koncerten. Lyden var heller ikke helt i top, og den nye forsanger brændte ikke igennem på helt samme måde, som Emperor Magus Caligula plejer at gøre det.

Dagens sorte får forbliver denne anmelder, der på Black Friday gik glip af Deus Otiosus, ORM og Solbrud. Det var bestemt ikke planen, men en amerikansk trio og deres selskab afsporede fredagen, hvilket vi naturligvis ikke er stolte af. Heldigvis betød det, at et interview, der havde været sat til 10 minutter, fik lov til at vare noget mere dagen efter. Og efter ar have trukket I Am Morbid rundt på diverse beværtninger fik vi lagt dem i seng på hotellet, hvorefter redaktionen burde være gået hjem. Det gjorde vi ikke og betalte prisen næste dag. Helt igennem uprofessionelt, men sommetider vinder den indre fan af visse bands og musikere sammen med alkoholen over fornuften, og det kan vi kun lære af. Om vi gør det er endnu uvist.