AMF’14 - Torsdag
PopulærTorsdag blev til et brag af en åbning for Aalborg Metal Festival 2014, hvor specielt Huldre og Illdisposed sparkede gang i en historisk god fest.
Det er kun nogle få år siden, at Aalborg Metal Festival startede med at inddrage torsdagen. En snigpremiere på de to hoveddage, fredag og lørdag. Torsdagen har stille og roligt vokset sig større år for år, og i år blev der vundet nyt terræn i form af navne og publikumsfremmøde.
Allerede da lokale Monkey Okay gik på scenen kl. 20.00 torsdag aften, var der godt fyldt op på Studenterhuset, og den hårde rock så ud til at behage folket. For selvom Monkey Okay er en relativt uprøvet størrelse og stilistisk måske en anelse aparte for Aalborg Metal Festival, så blev folk, og der kom endda flere til undervejs. Med godt guitarspil, solid rytmekerne i bassist og trommeslager samt den oplagte forsanger formåede Monkey Okay at levere deres materiale, uden at det blev kedeligt. Der var et godt swing, og forsangeren formåede endda at lægge noget melodi i vokalen. Det blev til en ganske udmærket start på festivalen og lagde grobund for, at det her kunne udvikle sig til en regulær fest, som havde det været weekend.
Det blev kun bedre af, at Blood Label var i hopla med teaterblod, en fornyet og aggressiv attitude i såvel musik som sceneoptræden og det faktum, at de havde gjort noget ud af det hele både på scenen og lyden. Studenterhusets lyd var virkelig god, og Blood Label havde derudover gjort noget ud af showet. Det kulminerede i den afsluttende ’Shotgun-Blown In The Face’, hvor aftenens første smagsprøve på en medrivende sal blev givet.
Det blev blot forstærket, da Huldre gik på. Deres folkemetal gik rent hjem i Aalborg, hvor der blev gjaldet taktfast fra publikum. Til koncerten havde Huldre medbragt en vikar på violin, da deres faste violinist er på barsel. Hendes mave var da også sprængfarlig, da de gav deres karrieres hidtil største koncert på Wacken Open Air i sommer, og nu har den omsider slået læk. Skønt for hende, et tillykke skal der lyde herfra, og Huldre klarede sig ganske udmærket igennem koncerten på Studenterhuset med vikaren.
Publikum var i hvert fald meget medlevende og satte barren højt for, hvad Illdisposed skulle bringe til torvs for at gå derfra med værdigheden som hovednavn intakt. Det gjorde Illdisposed lige akkurat. Deres materiale har flere år på bagen, og publikum kunne derfor bedre synge med på det velkendte materiale. Bo Summer var glad, eftersom AGF samme aften havde slået Vejle, og hans monologer var som sædvanlig selvudslettende, mens kolleger i branchen fik kærlige stikpiller med på vejen. For selvom forsangeren ikke var helt sikker på, at han kunne alle teksterne udenad, så lykkedes det jo ganske udmærket. Batten og Ken Holst leverede også på guitar, og det gjorde rytmegruppen også. Illdisposed er Illdisposed på godt og ondt. Bryder man sig ikke om Bo Summers små stand-up seancer, ville koncerten på Studenterhuset denne torsdag aften nok være en af de lange. Omvendt: Kan man mærke det glimt i øjet, med hvilket kommentarerne bliver leveret, så bidrager det bare til det spas, som Illdisposed er. God, solid dødsmetal med et twist. De havde naturligvis en del sange med fra den nye plade, ’With The Lost Souls On Our Side’, ligesom der var masser af guf fra bagkataloget. Præcis som vi kender dem. Illdisposed brugte torsdag d. 6. november 2014 til at sparke deres turné i Europa i gang, og publikum til Aalborg Metal Festival fik en flot afslutning på festivalens første dag.
Fremmødet var større end nogensinde før på en torsdag, og specielt Huldre og Illdisposed formåede at leve op til den næsten fyldte sal. Stemningen mindede i hvert fald mere om en fredag end en almindelig arbejdsdag, hvor man må gå ud fra, at mere end én skulle op næste morgen og på arbejde. De var bare svære at finde, for fadøllet flød, humøret bare steg og steg og kulminerede i festen med de to hovednavne. Kort sagt: en fest!