Cannonball 26: Reddet på målstregen

Det stod klart allerede på førstedagen, at Cannonball Festival stadig ikke har fundet sit publikum trods store ambitioner, men kunne musikken så overbevise i stedet?

KB-hallen er stor, når den er mere end halvtom, og det giver en stemning, som godt lidt kan ødelægge energien, og det kan være en svær ramme for en håndfuld bands, der alle på hver sin måde har rødder i punken og støjrocken. Og hvordan får man så hevet den hjem? I nogle øjeblikke blev løsningen at gå efter de populistiske point, og på et tidspunkt blev punken så farrocket, at denne signatur fik Aula-notifikationer.

Klart stod det, at aftenens bedste koncert blev med det band, der holdt sig mest trofast til sine rødder og skarpe lyd. Det kan jeg sige, dog med en vis usikkerhed, da dagjobbet gjorde, at jeg ikke kunne nå frem til dagens første band, Jaws the Shark. Man kan så diskutere det vise i, at en festival, der i så høj grad henvender sig til et midaldrende publikum, smider første band på scenen, når det knap er blevet fyraften for hovedstadens mellemledere.

Man kan også undre sig over, at en festival, der må have givet et klækkeligt underskud alle årene, får lov at fortsætte, og det må primært skyldes økonomisk velvilje fra arrangør Erling Daell. Dette kan man kun tolke som et udtryk for en stor kærlighed til musikken og drømmen.

Det knap så sultne hotel
Første band blev derfor hjemmebanebandet Hotel Hunger, der både har rødder i firsernes punkscene og halvfemsernes alternative rockscene. Hotel Hunger har dog opnået et bredere publikum, og deres musik kan vel også bedst beskrives som straight rock med et lille mørkt twist. Det tog lidt tid for Jimmy Jørgensen og co. at komme op i gear i KB-hallen denne sene eftermiddag, og om det skyldtes den beskedne publikumsdeltagelse, ved jeg naturligvis ikke, men sikkert er det, at bandet skulle nå cirka halvt ind i deres koncert og forbi blandt andet ‘Back in Therapy’ fra bandets aktuelle album ‘No means no’, før der kom lidt energi ind i Hotel Hungers koncert.



Det var ikke helt nok til at få gang i det halvsløve eller måske lidt tilbageholdende publikum, trods det øgede rock-antrit. Hotel Hunger gjorde sådan set, hvad de kunne. Bandet spillede fint, og Jimmy Jørgensen er stadig en god rocksanger, men problemet er måske, at bandets sange falder ned mellem to stole. De er ikke rigtigt mørke nok til at trække os ind i natten, men de er heller ikke mainstream nok til at tåle dagens lys. Sådan er det måske bare, når man står der med anekdoter om barndommens limsnifferi og skal ramme et publikum, der betaler mellemskat.

Also sprach the Buzzcocks
Med Richard Strauss’ toner, der skrev checks, bandet ikke helt kunne skabe dækning for, indledte Buzzcocks deres koncert, der syntes at være lige dele et forsøg på at være en larger-than-life-rockkoncert og et testamente over en livskrise for Steve Diggle, bandets eneste nogenlunde originale medlem. Diggle talte med slørede ord, og havde tydeligt fået en kende for meget at drikke, men det lykkedes nu alligevel ham, og bandet, at spille en teknisk set habil koncert trods en del knas med guitarerne. Buzzcocks har haft en stor betydning for efterfølgende (pop)-punk- og indiebands, og det er ikke hyperbolsk at kalde dem legender, men den oplevelse, de serverede for Cannonball, lugtede mere af gamle cirkushestes trampen rundt efter underholdende øjeblikke, end af ekkoer af halvfjerdsernes punkscene.



Bevares, gamle punks må gerne hygge sig med fadbamser, og jeg nød da også, at Buzzcocks, efter Strauss og en decideret rædselsfuld mundharpesolo fra Diggle, kastede sig ud i den tidlige single ‘What do I get?. Også ‘Destination Zero’ fungerede fint, og generelt klædte det Buzzcocks at holde tempoet højt, for det blev sgu lidt pøllet nede i midttempo-land. Det store problem her var måske clashet mellem punkens alvorlige etos og Buzzcocks, som forsøgte at skabe hygge, selv om Diggle tydeligvis ikke hyggede sig i tågerne. Det klingede af hule rockfalbelader. Intet af dette forløste sig i det afsluttende nye nummer ‘The Greatest of Them All’, som gled ud i en slags fuldemandskaraoke og viste, at Diggle ikke på denne dag var den største af dem alle.

Vampyrer kan bedre tåle ost
Man kunne godt frygte, at ligeledes legendariske The Damned ville falde i samme fælde som Buzzcocks, men dels så er bandets nuværende lineup noget tættere på det originale, og dels fornemmede man en anden spilleglæde og et andet overskud hos The Damned. Og så er The Damneds mere kitchede gotiske punk vel også mere modstandsdygtig over for tidens bloddryppende hugtand sådan helt generelt. Det er musik, der i højere grad har de ironiske parader oppe, så at sige. Det altafgørende under denne koncert var dog, at David Vanian, Captain Sensible, Rat Scabies, Monty Oxymoron og Paul Gray spillede skarpt og besad en høj grad af humor.



Eksempelvis fik Captain Sensible sendt ironiske svinere af sted til Buzzcocks, som tilsyneladende troede, de var i Sverige, og David Vanian, der nynnede ‘Also Sprach Zarathustra’ syntes at gøre grin med patosafstanden mellem Buzzcocks intronummer og det, de formåede at servere for os. Allermest lå humoren og overskuddet dog i, at The Damned spillede en skarp og vital koncert, hvor de ironiske lag i ‘Disco Man’ dog var til at fare vild i. Er den let homofobiske anti-disco-single ironisk ment i et band, der besidder en del queer energi, og skulle det regnbuefarvede lys ligesom bløde op for det hele? The mind boggles.



Til gengæld var for eksempel ‘Ignite’ og den herlige ‘Neat Neat Neat’ gode eksempler på, hvor friske The Damned lød, og David Vanian strålede som vokalist klædt i blodsugersort tøj og giallo-læderhandsker. Det er jo også hvidløg og ikke cheesiness, vampyrer ikke kan tåle.

Den der store lyd af kærlighed
Den danske duo Raveonettes er lige en generation yngre end de to foregående halvfjerdserbands, men en del af deres musikalske referenceramme peger endnu længere tilbage, mod 50’erne og 60’erne. Blandet med en enorm kærlighed til 80’ernes støjrock har Sharin Foo og Sune Rose Wagner fremelsket en meget specifik æstetisk niche til sig selv, både musikalsk og visuelt, og det var netop derfor, at Raveonettes i dag fremstår som et aktuelt, levende band, der ikke turnerer rundt med alderstilpassede skyggeversioner af fortidens store hits.



Raveonnettes var, fra de lagde fra land med ‘Blackest’ fra duoens seneste album ‘Pe’ahi II’’, cool, støjende, velspillende og smukt indrammet af scenerøg og meget skarpt lysdesign. Det var lidt som at hoppe et niveau op efter tre koncerter, der svingede mellem det udmærkede og det ret rædderlige. Med en perlerække af sange som ‘That Great Love Sound’, ‘Attack of the Ghostriders’, ‘Love in a Trash Can’, ‘Veronica Fever’, ‘Dead Sound’ og ‘Sisters’ fortryllede Raveonettes KB-Hallen med støj og poesi og gav os den afrunding på aftenen, vi havde fortjent.



Alt sad i skabet. Den støjende guitarlyd med twangy nostalgi. Blanding af elektroniske beats og livetrommer. De tætte vokalharmonier, der klæder deres stemmer så godt. Jeg kom til at tænke over, at de nostalgiske referencer til amerikansk popkultur anno midten af forrige århundrede lander på en anden måde i Trump-æraens politiske landskab, men egentlig ikke på en dårlig måde. Raveonettes soniske nostalgi har altid haft et skær af opløsning og forfald  over sig. Et personligt højdepunkt for mig var gruppens cover af Velvet Undergrounds ‘Venus in Furs’, og ikke et øje var heller tørt under Mani-hyldesten ‘I Wanna Be Adored’. Med stærke sange, der blev fremført flot, fik Raveonettes os til at glemme, at vi var alt for få til stede. Det var lyden af kærlighed.