Copenhagen Metal Fest 2021 - Fredag

En udsolgt festival cementerede i weekenden, at ikke blot er der stadig masser af liv i de danske metalfans, der er også udbud til at følge med efterspørgslen – og lidt til.

Vel ankommet til førstedagen af Copenhagen Metal Fest 2021, kunne Deres udsendte med tilfredshed notere sig, at trangen til at mødes og dyrke en fælles interesse ikke er visnet helt bort under pandemien.

Et hav af vel- og ukendte ansigter mødte mig på pladsen foran Beta, og der summede af forventning og genforeninger både ude og inde. 24 bands var på plakaten, og 24 bands gav den alt, hvad de havde, for det var ikke kun forbeholdt billethaverne at have glædet sig til at komme lidt ud. Fra første band bød os velkommen i det amar’ske, til det sidste blev klappet af scenen, var der en smittende begejstring overalt på matriklen, der optøede mit frosne anmelderhjerte.

“Drik ansvarligt, øllene er dyre”
Persecutor havde fået æren af at åbne dette års Copenhagen Metal Fest, og det må man sige, at de gjorde noget så eftertrykkeligt. Det er umiddelbart lidt optimistisk at sætte første band til at spille klokken 16 på en fredag, hvor langt de fleste kunne forventes stadig at skulle hjem fra arbejde. Ikke desto mindre var der fuldt hus, da Devilution indfandt sig på pletten lidt i hel.

Bøllet og dansevenlig thrash gjaldede ud over det nyrenoverede Beta og gjorde, at vi alle glemte pandemiens trængsler for en stund. Med afstandskravet ophævet kom publikum hinanden ved, og det pandebånds- og bar mave-klædte band gjorde alt for at starte festen. Med egne ord var bandet selv på nippet til at skide i bukserne, men eventuel nervøsitet var ikke at spore nogen steder. Der blev hyggesnakket med publikum, opfordret til ikke at sjatte for meget med de våde varer, og bandet efterlod ingen tvivl om, at ‘gensynsglæde’ ville blive et gennemgående tema for weekendens øvrige udskejelser.







Som ene kvinde i marken størstedelen af tiden var det lidt af et puslespil at skulle få spilleplanen til at gå op. Men har man været på Royal Metal Fest i Aarhus, er småløben fra venue til venue ikke en overraskelse, og det er ikke en rigtig festival, hvis man ikke skal skynde sig bare en lille smule. Således halvforpustet ovenpå eftermiddagsthrash, ankom jeg tidsnok til festivalens mindste scene, hvor weekendens første black metal-band stod klar.

Hæderlig debut
ZeBU: er ikke et sted, man skal opholde sig, hvis man i løbet af pandemien har vænnet sig af med at være en masse mennesker sammen på meget lidt plads. Så på sikker afstand havde jeg rig mulighed for at forholde mig til det blandingsmisbrug i black metallens navn, der udfoldede sig for ørerne af mig. Efter sigende skulle dette være The Dark Overlords' debutkoncert, og det gør det mere imponerende at se, hvordan især trommeslageren gav sig hundrede procent. Man kan mene, hvad man vil om deres udklædning, der mest af alt fik det til at ligne et spontant røveri, men hvis de lige får koordineret de sweaterløse rullekraver, så de sidder ens på alle, er der ikke noget at brokke sig over på den front.

Men synderen fornægtes hvile, og næste levende billede stod allerede klar i den store sal til at minde os om, at vi først lige er begyndt. Heldigvis for mig skulle jeg ikke engang ud i regnen for at få stillet min trang til drama, da Amager Bio allerede havde slået dørene op for det metalhungrende publikum.

Mørk magi
Fra den lille scene til den store scene, men stadig i samme genre. Lamentari spiller symfonisk black metal à la dengang Dimmu Borgir stadig kunne beskyldes for at være interessante. Gemt i keyboardets knapper er det strygerorkester, der ikke blev plads til på scenen, og dødemandssminken understreger, at stemningen er lige så vigtig som blastbeats. Godt nok er lysene ikke levende og symfonien på dåse, men der er ingen tvivl om, at de mener det. Deres black er umiskendeligt skandinavisk, men stadig deres egen. Det kan blive lige lovlig højstemt, men kender man Lamentari, ved man, hvad man får.

Det gik meget bedre denne gang, med at høre hvad de sortklædte musikanter havde på deres mørke hjerter. Lyden i Amager Bio var betydeligt bedre, end sidst jeg oplevede dem, og deres storladne musik kom endelig til sin ret. Man kan argumentere for, om der for mange sekvenser, hvor der ikke sker så meget, i forhold til at de spiller på en festival. Men køber man præmissen om, at bandet først forlader scenen, for dernæst at blive spillet ind igen af keyboardet, er der ikke noget i vejen med lidt sans for dramatik.





Efter en spise-, ånde- og skrivepause, hvor både vikingemetal med Idaslet og dansabel hardcore fra Hearteater tabte til aftensmad, dukkede der en afløser op, til at nå, hvad jeg ikke kunne.





Kom og dans med os, mens verden går under
Gensynsglæden var stor, da Aphyxion blev modtaget som var de de fortabte, hjemvendte sønner. Der blev ikke sparet på begejstringen, da forsanger Michael Vahl proklamerede, at vi har været savnet i de halvandet år, de har måttet undvære deres trofaste fans. Deres til tider følsomme men altid melodiske grænseland mellem dødsmetal og metalcore egner sig udmærket til en sal med højt til loftet, og Amager Bio favnede uden problemer bandets store armbevægelser, både de musikalske og de bogstavelige.

Det kan godt være, at Aphyxion også har måttet banke rusten af som alle de andre bands, der har gået og ventet på igen at komme ud på græs, men det lod de sig ikke mærke med. Det var et gennemført professionelt band, der ledte de tilbedende masser igennem en koncert, som bar præg af at have været længe ventet af band og fans. De mange års finpudsning af liveshows afsløredes gennem deres showmanship og den afvæbnende small talk fra scenen. Circle pits, selvironi og søvnløse nætter var koncertens omdrejningspunkt, og gjorde det til en af fredagens højdepunkter.




Kødannelse
Jeg havde fået læst og påskrevet, hvor essentielt det var, at jeg indfandt mig til Clients. Som den lydige undersåt jeg er, satte jeg derfor kursen mod den mindste scene. Sammen med alle de andre. Netop fordi så mange andre havde for øje at lytte til noget sortsværtet død, måtte jeg kapitulere et stykke vej inde i koncerten, simpelthen fordi køen var for lang. Jeg kunne lige ane noget musik i det fjerne, men om det var pausemusik eller koncert, kunne jeg ikke afkode og derfor må jeg nøjes med andres ord for, at det var en god oplevelse. Bedre held næste gang til de øvrige, der måtte gå forgæves.

Energisk optræden vs. energiforladt opbakning
Klokken slog 20:45 fredag, og køen foran Beta havde vokset sig gradvist længere. For indenfor ventede, hvad der skulle vise sig at være en aldeles glimrende koncert med Devilution-kæledæggerne Deadnate. Og redaktionens forkærlighed for Fredericia-kvartetten er imidlertid på ingen måde ubegrundet, for de tidligere Wacken Metal Battle-kombattanter spiller deres efter eget udsagn progressive metal på et ganske højt niveau.

Lad os lige dvæle ved genrebetegnelsen og Deadnates særegne stil, som undertiden er blevet sammenlignet med et band som Gojira. Jeg må tilstå, at jeg ikke er velbevandret i bandets bagkatalog, men under deres optræden ved Copenhagen Metal Fest kunne jeg ikke undslippe tanken, at vi var vidne til et nyt bud på groove metal i arven fra Pantera – som Gojira da selvfølgelig heller ikke kan undsige sig – tilsat en passende dosis Alice In Chains. Nuvel, der var progressiv leg i kompositionerne, dog var det i denne aftens sæt groovet, der var det definerende element.

I et stuvende fuldt Beta gik firkløveret ufortrødent til opgaven med tre strengespillere side om side tæt ved scenekanten. Bassen velplaceret i midten flankeret af de to guitarist-vokalister, der begge excellerede i både råb og ren vokal, hvilket i øvrigt gav en spændende dynamik. Der var swung i håret, god tilstedeværelse, godt humør og masser af energi, som det nu hør og bør, når man er et jysk metalband. De Alice In Chainske harmonier i de rene parter var intelligente indspark i en ellers intens forestilling. Der var enkelte tonale svipsere, men det er, hvad der sker i kampens hede.

Publikums reaktion mellem numrene – eller mangel på samme – var derfor en kende skuffende. Bandet syntes ellers at gøre alt det rigtige og forsøgte gentagne gange at kalde til hyggelig metalinteraktion, men lige lidt hjalp det. Af en eller anden grund resonerede det ikke hos de fremmødte. Lidt besynderligt og ikke mindst ærgerligt, da det ved endt koncert efterlod én med en lidt flad fornemmelse. Det ændrede imidlertid ikke på, at Deadnate spillede solidt og nok en gang fik præsenteret sig som et af de mere interessante nye navne på den danske scene.

Sjælfuld sejrsgang
Fra prog til black, fra Beta til Amager Bio, Solbrud blev fredag aften introduceret som “kongerne af dansk black metal”.

Denne aften stod det klart, hvorfor det postulat ikke er grebet ud af det blå. Der blev spillet så hatten passede, men en enkelt ungersvend udtrykte efterfølgende sin skuffelse over tempoet, eller manglen på samme. Jeg gik til gengæld derfra med en opløftet følelse, der står i skærende kontrast til en genre, der ellers ikke er kendt for at være specielt imødekommende. Solbrud må til gengæld siges, at være særdeles vedkommende.

Den bistre stemning, der er forventelig i black metal, fås også i rigelige mængder hos Ole Luk og co., der efterhånden er blevet synonym med velspillet, klassisk sort metal. Indledningsvis spændte lyden ben for, at musikken blev formidlet som tiltænkt, og alle riffs blev ligegyldige i kølvandet på de dominerende trommer. Heldigvis blev det bedre, meget bedre, efterhånden som koncerten skred frem. Når han ikke skreg sin forpinte sjæl i laser, hang Ole Luk apatisk på mikrofonstativet, som en ubevægelig skikkelse i tågen, mens de øvrige medlemmer udøvede deres håndværk.

Tilføjelsen af en vindmaskine gjorde underværker for min oplevelse, for røgens hypnotiske hvirvler blev en visualisering af de skarpt skårne bluesriffs, der løftede musikken et niveau op. Devilution har tradition for at give d’herrer Solbrud god kritik og denne gang forholder det sig ikke anderledes. Det massive bifald var i allerhøjeste grad velfortjent og det føltes som soundtracket til en længe ventet genforening.







På det ekstremt jævne
Således opildnet af en forrygende koncert kunne man vælge mellem Shadowspawn, der stod for at rive ZeBU: et nyt eller heppe på Eyes, der havde fået ansvaret for at lukke Beta ned fredag aften.

Dødsmetallerne i Shadowspawn lukkede og slukkede fredagen på ZeBU:, men desværre ikke med et brag. Det kunne måske skyldes manglende liveerfaring. De stod i hvert fald i hver deres egen lille verden sammen med deres respektive instrumenter og lukkede ikke rigtig hinanden eller folk ind, hvilket da også resulterede i, at publikum forblev stillestående og ikke rigtig var med på bandets rejse.

Ekskurs: I det hele taget var fredagens publikum lidt matte i det. Kun Eyes formåede i de to numre, jeg nåede at opleve, for alvor at få gang i kludene. Om det skyldtes musikkens kvalitet eller folks tilstand kan være svært at spå om, men påfaldende var det. Hvorom alting er, var Shadowspawns stil relativ old school dødsmetal med elementer af thrash med mere. Ligesom med det performative var også det kreative vanskeligt at få øje på, og samspillet var også kun til husbehov.

Onde tunger ville formentlig kalde deres optræden dilettantisk, men kvintetten virkede blot som et band, der ikke rigtig har andre ambitioner end at hænge ud med gutterne i øvelokalet en gang eller to om ugen og så tage ud at spille et job en gang imellem. Og det er jo som sådan fint nok. Man kunne dog diskutere, om Shadowspawn så skulle have været fredagens hovednavn på ZeBU:.

Mine øjne de skal se
Som absolut novice indenfor genren hardcore var jeg bestemt ikke forberedt på, at mine manglende forventninger alligevel ville blive indfriet. Eyes spillede højt, hurtigt, hektisk, vedkommende og autentisk, så der ikke var et øje tørt. Beta nærmede sig kogepunktet og var alle ikke allerede i godt humør, blev de det temmelig hurtigt.

Frontmand Victor Kaas var oprigtig glad for at se os, og glæden smittede af på publikum, der kvitterede med crowdsurfing og en skov af knyttede næver strakt mod det lave loft. Der var, traditionelt for et velbesøgt Beta, knapt nok plads til at vindmølle, som det sig hør og bør til hardcore, og lokalet kunne næsten ikke rumme den eksplosion af god energi, der strømmede ud af salen. Det gik heller ikke bandets næse forbi, at folk var kommet for at feste og selv uden at have set andet end glimt af bandet, var der ingen tvivl om, at Eyes var lige så glade for at være her, som publikum var.



Lead guitaristen stjal showet
Skulle der være lidt mere at give af, efter rusketuren på Beta, stod Defecto for at lukke festen på Amager Bio.

Der er sagt og skrevet mangt og meget om Defecto, men man kan simpelthen ikke benægte, at de er nogle af landets allerbedste instrumentalister. Der var lige nogle hurtige stortrommer, der haltede på et tidspunkt, ellers satte aftenens hovednavn og fredagens ”lukker” i Amager Bio ikke mange fingre forkert. Lead guitarist Frederik Møller er især en fornøjelse at opleve. Han er simpelthen en fænomenal performer og får det til at se legende let ud at spille vildt. Han stjal med andre ord fuldstændig showet.

Sandheden er nemlig, at koncerten var en af de hårdere at komme igennem, og Frederik Møller var den, der holdt mig kørende i løbet af, hvad der føltes som en ekstra lang koncert. De opnåede egentlig, hvad de ville efter 30 minutter. Derefter gik det lidt i tomgang. Der er selvfølgelig mange omstændigheder, der spiller ind på en koncertoplevelse, så som ens eget energiniveau. Mange gange kan man imidlertid blive fanget af en optræden eller en stemning og få vendt energibøtten, men som enhed formåede bandet ikke at række ud over scenekanten og få rusket op i tingene.

Musikalsk ligger Defecto i den pænere ende af metalmusikken. Deres stærkeste numre var klart det melodiske prog-metal, der ligger i forlængelse af traditionen fra et band som Mercenary. Hvorimod de nyere mere rockede ting, så som ’Savages’, der efter frontmand Nicklas Sonnes udsagn fra scenen ”er pisse fed at spille”, stod svagere. De fremførte ligeledes deres seneste single ’Aftermath’, som varslede endnu et skifte i Defectos lyd i retning af moderne djentet prog. Samtidig var det det mest interessante nummer i et sæt, der ellers flød lidt sammen.





Denne aften var sprit, noget man drikker, og afstand er noget man holder i trafikken. Den post-pandemiske eufori oplevedes fra alle sider, krammene sad løst, og der lurede en følelse af lettelse i krogene. De eneste spor af de seneste 18 måneders globale krise var strategisk placerede afspritningsstationer og diskrete klistermærker, der forgæves mindede os om at holde afstand. Der var lutter glade miner at spore, og pandemien har blåstemplet postulatet om den danske metalfan som en hyggelig type, og det højt besungne fællesskab udfoldede sig i små enklaver, der tilsammen udgjorde en længe ventet genforening. Men ingen steder var den mere tydelig end foran de tre scener. Det var en udmærket første dag, med et tætpakket og alsidigt program