Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når det nye ikke er lort

Updated
IMG-6717 (1 of 1)-3
IMG-6717 (1 of 1)-5
IMG-6717 (1 of 1)-8
IMG-6717 (1 of 1)-15
IMG-6717 (1 of 1)-9
IMG-6717 (1 of 1)-17
IMG-6717 (1 of 1)-21
IMG-6717 (1 of 1)-25

I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.

Kunstner
Titel
+ Foreshadower, Throwe, Taunus, Lamentari
Spillested
Dato
29-05-2021
Koncertarrangør
Fotograf
Jannie Ravn Madsen
Forfatter
Karakter
4

Efter 18 måneder uden livemusik, var der ingen tvivl om, at jeg efterhånden trængte. Tanken om endnu en sommer uden fladtrådte græsmarker med en fladøl i hånden og flad lyd i luften var nok til, at jeg uden at blinke skiftede mine hjemlige og rolige udgivelser ud med Pumpehusets velkendte mørke.

For endnu engang har Blastbeast været ude og banke på i landets øvelokaler for at se, om der trods alt stadig er liv i undergrunden. Deres anstrengelser har båret frugt, og således udstyret med gyldigt coronapas, mundbind og min elskede sorte bog indfandt jeg mig i lørdags til hele fem bands, der hver især gjorde sit for at retfærdiggøre de krumspring, der nu engang er forbundet med at bevæge sig ud blandt andre mennesker. Med sin næsten Biergarten-inspirerede indretning af borde og bænke, var det umiddelbart ikke livemusik, rummet emmede af men nærmere en kantine i en underjordisk bunker. Jeg har dog hørt musik under væsentlig mere besynderlige omstændigheder, så som med så meget andet, er det blevet det nye normalt.

Foreshadower
Konceptet siddende koncerter har fået folk op af stolene, men jeg foretrækker at få lov til at nyde musikken i fred og ro for konstant trafik frem og tilbage. Derfor var der også rig mulighed for at fordybe sig i Foreshadowers instrumentale hybrid mellem post-rock og den doomede sludge, jeg ikke kan frasige mig min kærlighed til. Bandet selv var så ordknappe, at der ikke faldt så meget som et ”halløj”, men nu kom vi jo heller ikke for at få et foredrag.

Deres sætliste bestod af fire numre, som der ikke blev holdt pause i mellem. Det gjorde det immervæk lidt svært som publikum at vide hvornår applaus var passende, men det kan i lige så høj grad skyldes et ønske om at udnytte deres sparsomme tid optimalt. Deres lange og melankolske sekvenser gjorde dem til et godt åbnerband, for mig, hvis tætteste oplevelse på livemusik siden udgangen af 2019 har været, når naboens søn øver sig i at skrige ned i en trompet.

En kant af drone og en snert af psykedelisk rock trækker deres doom i en retning, der skiller sig ud fra det sædvanlig slow nodding. De sætter deres personlige præg på genren, og selvom jeg ikke kan sætte en finger på nøjagtigt, hvor på en globus koordinaterne i deres titler refererer til, kan jeg godt sætte en finger på, hvorfor Foreshadower er værd at holde øje med. De lod musikken tale for sig selv, men når den er så introvert og ikke mindst instrumental, så ville det klæde dem med lidt mere klart definerede rammer for, hvad bandet forventer af sit publikum.
Karakter: 3/5

Demersal
”Hvad fuck betyder blackened screamo? Hvad fuck er emoviolence?” Jeg var godt klar over, at jeg lød lige så gammel, som jeg følte mig, da jeg i pausen skulle notere mig genren for næste band. Men sjældent har jeg så hurtigt måtte overgive mig, da jeg stod ansigt til ansigt med den galskab, der skyllede af scenen som en musikalsk tsunami. Den ungdommelige vildskab afslørede, da de væltede rundt på scenen, at deres knæ stadig ikke siger noget, når de rejser sig, og afspejlede det kontrollerede kaos deres foretrukne udtryksform er.

Nonstop blastbeats afløste mere kaos og i front: en vokal der er som skabt til musikken. Jeg indså undervejs, at den tilsyneladende ukoordinerede galskab bestemt havde en mening, og den evige teenager i mig klappede begejstret i hænderne over, at der stadig bliver lavet musik, der ser stort på dagligdagsting som orden og traditioner inden for håndværket. Med rødder i både punk og hardcore er genren ikke pæn og brugervenlig, og jeg fik undervejs associationer til både Primus og Slipknot – to bands, der på hver deres måde, afspejler den psykose, Demersal ganske effektivt formidler.

Vokalen passer som knyttet hånd i handske og flere gange lød forsangeren som en mand på vanviddets rand. Samspillet er rigtig godt, og mine noter afslører, at jeg vægter autenticitet og spilleglæde over genrenørderi. De overraskede mig med deres lidenskab og valg af en genre, der måske/måske ikke har overlevet sig selv, og lyden var dem nådig i sådan en grad, at mine sarte gammelkoneører på intet tidspunkt bed mærke i nogle problemer. Deres knapt tøjlede galskab nåede uden modstand mit hjerte, og på 30 minutter gik jeg fra ”hvad fuck er det?” til ”hvorfor er det allerede slut?”.
Karakter: 5/5

Throwe

Næste navn på plakaten spillede ligeledes blackened, men deres foretrukne genre falder i kategorien hardcore og var som sådan lidt mere … organiseret. Der herskede ingen tvivl om, at Throwe havde glædet sig til at spille, for det var som at se cirkusdyr blive sluppet fri. Det gjaldt især forsangeren, der i dagens anledning havde iført sig bar mave. I lighed med forrige band, var der heller ikke meget stilstand at spore på scenen, men det havde også været en besynderlig kontrast med en stillestående frontmand, når nu musikken indbød til lidt freestyle vindmølleri. Der blev headbanget lidt rundt omkring, men ellers forholdt de fleste sig i ro.

Og her fornemmede jeg for første gang, hvorfor sid ned koncerter godt kan være en udfordring for både stemning og indlevelse. Et band som Throwe har fortjent et stående publikum, der kan afspejle den eksplosive bisterhed, de udtrykker, og jeg håber, de i fremtiden får den respons, de har fortjent – skulle tredje coronabølge holde sig eksklusivt til vestegnen. Trommeslageren skal have en særlig ros med på vejen for sine udfoldelser. Han er dygtig, har timing og bidrog til at gøre musikken interessant og vedkommende.

Flere gange undervejs gik hardcoren og det sortmetallede aspekt op i en højere enhed, og jeg fik sådan lyst til at gå hjem og høre Marduk meget højt – uden at skulle drage andre paralleller til dem andet end de sikkert har en del at tale om, rent musikalsk. Desværre er en af deres styrker også samtidig deres store svaghed: to guitarister. Vi er enige om, at det giver et helt andet udtryk, men det er også tilsvarende sværere at høre to guitarister end det er at høre én. At introduktionen af de enkelte numre druknede i instrumentering er en skam, men det skal ikke lægges dem til last.
Karakter: 4/5

Taunus
Hvis man nu sad og syntes, der var blevet råbt lidt rigeligt af én, så kunne man trøste sig med, at metallen for en stund blev afløst af rock. Fra musik man bliver stukket ned til, til musik man kan fulde sig til uden frygt for andet end at blive klunset af en jyde med store hænder, er der lidt af et spring, men ikke desto mindre havde Taunus denne aften sin berettigelse på et ellers dystert lineup.

Med gashåndtaget vredet i bund, kastede aftenens næstsidste band sig ud i en forkromet hyldest til alt fra damer til motorcykler, komplet med cowboyvest og tamburin. Det var i øvrigt heller ikke kun i genrevalget, at forskellen på dette band og de andre gjorde sig gældende. Der blev talt til publikum som var vi gamle venner, der atter var genforenet, og vi blev introduceret til bandets spritnye trommeslager, Simon, som fik en udmærket debut denne aften.

Kitsch-faktoren var høj, og jeg følte mig underholdt ved tanken om et beruset band på hver deres Puch, komplet med mælkekasse og indbyggede højttalere, blaster både Motörhead og Airbourne i en skøn blanding. Stemningen var god, humøret var højt, men beklageligvis for publikums koncentrationsevne lukkede baren undervejs i deres koncert med det resultat, at en stor del af de fremmødte, stod i kø fremfor at følge med på scenen. Om tidsplanen kan tilpasses reglerne for alkoholudskænkning, ved jeg ikke, men ironien i en øl-kø til et band, der lyder af masser af øl, er ikke spildt på mig.
Karakter: 3/5

Lamentari
Sidste levende billede nøjedes ikke med sortsværtet noget-som-helst. Nej, Lamentari går all in på symfonisk black metal med store armbevægelser, levende lys og matchende kutter. Deres fremtoning matchede dramatikken i deres musik, som jeg heldigvis kendte til på forhånd, for den var nærmest ikke til at høre denne aften.

Som et andet offerlam til lydguderne svigtede teknikken dem til sidst og efterlod i stedet bandet med en urimeligt ubehagelig brummen, der komplet overdøvede musikken. Lyden fra guitaren kunne jeg kun høre efter den blev kastet tilbage fra bagvæggen til bandet, og alle detaljer druknede i rodet. Deres musik, der ellers er designet til at få køer til at holde op med give mælk og høsten til at slå fejl, blev i stedet til en tarvelig affære, der kun afslørede genren gennem trommerne, der trods alt kunne høres.

Uheldigvis for Lamentari var folk på dette tidspunkt mere i feststemning end i lyttehjørnet – muligvis takket være hamstring af alkohol. De stemningsfyldte båndede sekvenser blev forstyrret af velmenende, vittige hunde og enkelte enklaver, der måtte tysses lidt på af de øvrige publikummer. Det er surt show for Lamentari, der ellers gjorde sig umage for at performe til UG. En enkelt solo gik klart igennem til sidst, og det kan nok bedre betale sig en anden gang at sætte Lamentari sammen med bands af samme sorte klæde, da deres musik fortjener ikke blot bedre lyd, men også et tilsvarende interesseret publikum.
Karakter: 2/5

Årets New Shit Showcase har i den grad været en blandet landhandel, men det er dejligt at få bekræftet, at kulturen stadig trækker vejret selv og tilmed formår at blomstre under skrappe vilkår. Det kræver tilpasningsevne og -vilje at få det til at fungere, men en ting, jeg aldrig havde overvejet, var den effekt et siddende publikum har på noget så basalt som et lokales akustik. Med en enkelt undtagelse har jeg aldrig oplevet så god lyd i Pumpehuset før, og mine gamle knæ er mig bestemt taknemmelige dagen efter. Taknemmelig er jeg også, for Blastbeast har, igen i år, formået at finde og præsentere en masse spændende bands, som vi med garanti kommer til at høre mere til i fremtiden.