Et dansende metalpublikum

Om muligt var årets premiere på HXC Kids endnu bedre end sidste år. Der var slush ice, popcorn – og bands, man kunne spejle sig i.

De danser og klapper i hænderne, mens de skiftevis kigger op på scenen og hen på mor og far.
Mine døtre altså. Hende på seks og hende på to et halvt, der i dag for anden gang er til HXC Kids på Musikhuset Posten i Odense. 
I dag er premieredagen på den børnefestival, der i år turnerer rundt i landet og forude besøger Århus, København og Aalborg, og mine piger har virkelig glædet sig. Især den seksårige, der sagtens kan huske sidste år og som stadig render rundt og rocker en Jakobe-hoodie. Man er ikke velkommen på HXC Kids, hvis man ikke er barn, eller i det mindste har et barn med – og det er vigtigt at forstå.
HXC Kids er landets første rock- og metalfestival på børnenes præmisser. Bagmand Johan Tankred er udover booker og arrangør af HXC Over HCA samt HXC Kids også indehaver af en professionel rygsæk pakket med pædagogik. Børn skal have kulturtilbud i øjenhøjde, de skal opleve håndspillet musik af mennesker de kan spejle sig i – og det er det, de får i dag.

Netop nu er københavnske Smooch! på scenen og trods indledende knas med en guitar, der strejkede og blev ombyttet, har de allerede startet en fest på gulvet. Det gulv, der i dag udgøres af børn med pangfarvede høreværn. Børn der måbende ser til, børn der danser og klapper; alle sammen børn, der får sig en på opleveren. Før det havde vi i vores familie stået i kø til ansigtsmaling. En meget vigtig ingrediens på dagen, som den seksårige har talt om en uges tid op til. “Kan man også blive malet i år?” og “Hvad mon man kan blive malet som?”. Det er tydeligvis ret spændende og vi står da også en masse medbragte forældre med vores børn, hånd i hånd mens der gnaskes popcorn og indtages selvlysende slush ice.
På HXC Kids er der ingen alkohol, kun sodavand, slush ice og koncerter, der ikke varer mere end 15-20 minutter, netop for at børnegejsten og de forskellige attention spans kan holde til det. Det er god stil. Smooch! spiller en god koncert og har virkelig godt fat i børnene – og forældrene; jeg selv ser dem første gang og har det fedt. En fed lyd, samt en ultracool stil, der bliver utrolig spændende at følge. Ny fan lige her. Jeg er kun skuffet over ikke at kunne erhverve mig en T-shirt. Til gengæld var jeg en rimelig tilfreds far, da mine døtre startede en form for begejstret børne-pit under Smooch! – noget har man gjort rigtigt – og Smooch! formår meget tydeligt at sende deres punkrock direkte ind i gulvets børnehjerter. På alle parametre er Smooch! en god booking. De er cool, de spiller fedt, og man kan som børnepublikum på mangfoldig vis spejle sig i de forskellige bandmedlemmer.

Som en tilfældighed støder vi tidligere også ind i Rottefænger og Smooch! da begge piger er blevet malet i ansigtet. Begge bands står der på gulvet og taler med børnene – den seksårige virker lidt benovet, og det er som forælder fedt at opleve, at repræsentationen virker i praksis. Mine børn møder unge mennesker, der spiller musik, og som de kan opleve på scenen, det er netop, hvad det handler om. Børn skal ikke bare bestikkes med computergenereret musik, men netop indtage håndspillet musik spillet af mennesker de kan reflektere sig i. Ligesom vi andre gør heromkring.
Rock- og metal er spændende og farligt, og udløser samtidig en masse endorfiner – og det er netop, hvad der sker under Rottefænger. Især den seksårige datter er betaget og betragter nøje de unge gutter, som de optræder. I mødet med bandet tidligere fik vi fortalt, at de ville spille nye numre, og da vi i bilen på vej mod Musikhuset Posten netop havde varmet op med bl.a Rottefænger, var det også en overraskelse at mærke, i hvor høj grad bandet har bevæget sig en tungere, mere metallisk retning. Forsanger Frej Hestdahl skifter mellem følelsesladet rock-vokal og high pitched growl. Måske med effekt? I hvert fald meget overbevisende, og der er ingen tvivl om, at også Rottefænger – ligesom Smooch! – kan drive det langt, hvis lysten er der. Bandets løbende udvikling af dets lettere indie-inspirerede samt shoegazede rock (som måske bevæger sig i en tungere retning) kan sagtens blive en interessant rejse, og møder man så en gruppe unge positive gutter og gutinder på gulvet, der åbent henvender sig og taler med deres publikum, kan man ikke andet end at blive supporter.

“Nu vil jeg gerne hjem” siger min ældste datter. Hun har set Smooch!, hun har set Rottefænger samt fået autografer og talt med begge bands. Hun har non-stop fået lov til at kværne popcorn og drikke slush ice i en ellers ikke særlig vant grad. Men det er jo heller ikke en normal søndag, og sanserne har allerede været godt på arbejde. Den mindste er bare glad, overgearet og kan ikke få nok.
“Men faktisk er der jo to bands tilbage, det første går på, lige om lidt,” prøver jeg, men det hjælper ikke, der skal i hvert fald en pause til. Det er på børnenes præmisser, og hvor mange af os har ikke selv gået glip af bands på en festival, hvis vi har haft brug for en pause eller er kommet til at hænge fast i et drikkelag? På en måde hører det næsten til. På Musikhuset Posten er der en slags foyer med bar og siddepladser inden man kommer ind på Lille Scene som fører mod den store sal hvor dagens musik bliver spillet. Det er der, vi sætter os, får en slush ice mere og slapper af for en stund, mens moren og den mindste er til koncert med Ivy Crown. Smooch! har foræret min datter en håndfuld klistermærker, som nøje skal placeres på hendes lyserøde høreværn. Det er en god idé, synes faren. 
Ivy Crowns optræden på HXC Kids bliver derfor en kort affære for os. Vi når kun lige når at se de sidste par minutter, men det er til gengæld et band der virkelig har fat i gulvet og forsanger Maja Shining formår absolut at optræde og få folk med. Og den stemme der? Wow ... Men det vidste vi jo godt. 

Med godt brugte sanser sætter min ældste datter sig på trappen, der fører op på scenen. Nogen har vist sladret om, at man måske kan få lov til at komme op på scenen under sidste band. “Det kunne man også sidste år,” siger hun, og røber, at hun i år godt tør – og meget gerne vil. 
Endarken har æren af, som eneste dødsmetalliske indslag at være de sidste på plakaten. Det popcorns-fyldte gulv fyldes, og der er rift om at være tæt på scenen, som bandet går på. Hele bandet er tydeligt tændte, men især forsanger Hjalte Sejr Bertelsen og guitarist Henrik Rangstrup kommer godt ud over scenekanten og ud til børnene. Det er hårdt. Dagens absolut hårdeste indslag, og Hjalte Sejr Bertelsen growler lige så ondt som altid – men i dagens anledning dog med en mere venlig og formidlende karakter. Nærmest fjollet, og det er sindssygt godt set. Det er netop sådan, vi har det, os der lytter til dødsmetal. Vi bliver glade og får nærmest lyst til at danse til det. Publikum fanger det med det samme samt danser med og har det sjovt. Hjalte springer pludselig ned til børnene på gulvet, han tramper og danser og børnene er ellevilde. Min egen datter er ved at falde om af træthed, men betragter nøje mændene på scenen, mens øjenlågene indimellem er nede og røre hinanden i  langsomme bevægelser. Hun er træt, men det er spændende, og rygterne om, at man må komme op på scenen i sidste nummer, viser sig at være rigtige.
Bagmand Johan Tankred guider alle, der har lyst, op på scenen, og det er meget tydeligt en kæmpe oplevelse. På en måde er det næsten smukt at være vidne til – Endarkens kompetente dødsmetal formidlet eksakt til dagens publikum, der til gengæld får lov til at deltage og være med. Børnene kaster horn, danser, står generte og stille – eller i en stor god blanding af skiftende følelser.
Da Endarkens sidste toner render ud, overfalder børnene trommesæt, bas og guitarer og får lov at spille lige så vildt, lige så indstuderet, eller lige så intuitivt de vil. Alt er godt, alle er glade, og det er ægte rock´n´roll. Vi andre (medbragte forældre) står i larmen og kaosset og ser hvordan børneglæden har indtaget scenen og giver det sidste nummer.
Det er netop, hvad det handler om. Børnene. Dem, der i fremtiden skal spille vores yndlingsgenrer, dem, der i fremtiden skal købe billetter til rock- og metalshows. Dem, som denne dag handler om, og hvis præmisser HXC Kids er skabt til. Det manglede, og det manglede da også bare. En rock- og metalfestival for børn. Det er slået fast, og det ér en kæmpe succes. Vi kan se det i øjnene på målgruppen. Intet andet sted i kulturdanmark bliver børnene taget lige så alvorligt.